Kapitel 8. Øvelse gør lettere
Kapitel 8. Øvelse gør lettere
At skrive let er ikke en undskyldning for at skrive (for) lidt
(Dette er det ottende kapitel af selvhjælpsføljetonen Skriv let, et nyhedsbrev for skrivende, der længes efter en lettere skriveproces. Det er også en brevkasse. Brevkassen kan du læse mere om her.)
Læsetid: 7 minutter
Før han vandt en guldmedalje i højdespring ved de Olympiske lege i Mexico City i 1968, var den ranglede ingeniørstuderende, Dick Fosbury, i sin hjemstavn i Oregon kendt som “verdens mest sløsede højdespringer”.
Fosbury fik sit tilnavn, fordi han i strid med alle gældende normer havde udviklet en helt speciel springteknik, hvor han sprang baglæns over stangen. I dag kan man ikke forestille sig, at højdespring kunne se ud på andre måder, men dengang var det fuldstændig uset — og uhørt — at springe sådan.
Fosbury havde brugt sin viden om fysikkens love fra sit ingeniørstudie til at udvikle en teknik, som tillod ham at vinde guld foran øjnene af 80.000 vantro tilskuere. Siden den dag har alle højdespringere sprunget på Fosburys måde: Med hovedet først, ansigtet vendt mod himlen, kroppen buet, nærmest spjættende.
Der er flere ting, man kan lære af Fosburys eksempel.
Det ene er, at der ofte er noget at vinde ved at overføre sin viden fra ét område til et andet. Umiddelbart skulle man ikke have troet, at Fosburys viden fra sit ingeniørstudie ville gøre ham til en bedre højdespringer, men så igen… hvorfor egentlig ikke? Verdenshistorien er fuld af den slags innovative overførsler.
Det andet, man kan uddrage af Fosburys eksempel, er, at nytænkning altid er kontekstbestemt. Lige netop den high school, han gik på, havde som et af de første steder nemlig indført skumpuder i stedet for den bunke af træflis og savsmuld, man normalt ville lande på efter et spring.
Det er vel at mærke svært at forestille sig, at Fosbury ville have været så dumdristig at springe bagover stangen, hvis ikke han vidste, at han ville lande blødt. Da forholdene pludselig ændrede sig, tilpassede han teknikken, mens alle andre blev ved med at springe sådan som de altid havde gjort. Dét er omstillingsparathed!
Den tredje ting at tage med sig fra Fosburys eksempel er også den allervigtigste. Det er nemlig, at han — uanset, hvor genial hans indskydelse om at springe baglæns end var — aldrig nogensinde havde vundet en guldmedalje, hvis han ikke havde øvet sig rigtig meget først.
Sandheden er nemlig, at selvom det fysisk set er fordelagtigt at springe baglæns over stangen, så føles det ikke spor naturligt de første gange, man gør det. Ifølge beretningerne fra hans træner og holdkammerater var Fosburys første forsøg med den nye teknik heller ikke synderligt imponerende, men klodsede og ubehjælpsomme. Heldigvis troede Fosbury så meget på sin egen idé, at han blev ved med at øve sig og raffinere sin teknik, så han til sidst fik sit i virkeligheden akavede spring til at se yndefuldt og ubesværet — ja, faktisk helt let — ud.
Øvelse gør lettere. Det er den vigtigste lektie at lære af Fosburys eksempel.
Det er en sandhed, som gælder alle discipliner. Også skrivning.
Det er fint nok at have en idé om, hvordan du gerne vil have din skriveproces til at se ud, yndefuld og ubesværet, men hvis du ikke øver dig regelmæssigt og fokuseret på akkurat dét, bliver det aldrig til noget.
Fosburys berømte højdespring er på den måde den perfekte metafor for, hvad Skriv let er: En anderledes tilgang til at skrive, som ved første øjekast forekommer bagvendt, men som i det lange løb kan vise sig at tage din skriveproces til nye højder. Jeg kan tilbyde dig idéen, men det er dit eget ansvar at omsætte den til praksis.
Det tager tid at få din skriveproces til at føles ubesværet. Det kræver arbejde. Rutine.
Når jeg skriver det her, er det fordi, at jeg er blevet mere opmærksom på, at formuleringen “skriv let” godt kan stikke blår i øjnene på dem, som har svært ved at finde motivationen til at skrive, og blive en slags sovepude — eller en “skumpude”, for nu at bruge højdespringseksemplet igen.
Som en, der hedder Martin, skrev til mig for nogle måneder siden, kan intentionen om at skrive lettere også nemt (mis)bruges til at bekræfte ens mere uhensigtsmæssige skrivevaner:
Det bekræfter mig i min egen proces, som jeg ellers fra tid til anden har tendens til at kategorisere som en art dovenskab (hvad det selvfølgelig nogle gange også er). […] Det er en svær balance — og så kan ‘dovenskab’ jo også ofte være et udtryk for underliggende ubehag ved skriften. Et spørgsmål om, at man simpelthen undviger det rum, fordi det er ubehageligt.
Ligesom Martin køber jeg heller ikke rigtig selv præmissen bag “dovenskab”.1 Når det handler om at skrive, er det, vi ofte kommer til at betegne som dovenskab, snarere et udtryk for psykologiske undvigelsesstrategier, som bunder i et emotionelt ubehag ved tanken om at skrive. Tit er det fordi vi er bange for ikke at være gode nok eller leve op til vores egne høje standarder. (Perfektionisterne derude ved, hvad jeg snakker om…)
Men at skrive let er ikke en undskyldning for at skrive (for) lidt.
Det er bare — hvis jeg selv skal sige det — en rigtig god grund til at bruge mindre tid på at skrive, end hvad de fleste skribenter gør, fordi de er blevet vildledt af en kulturel vrangforestilling om, at stor anstrengelse giver store resultater i skriveprocessen.
Øvelse gør lettere, men man skal (selvfølgelig) ikke overgøre det. Der kommer et punkt, hvor kurven knækker, og det ikke længere er øvelse, man praktiserer, men prøvelse; ritualiseret udmattelse for udmattelsens egen skyld. Det er dér, atleter bliver skadede, skribenter brænder ud.
Jeg har spurgt om det her før: Skriver du sådan som en bodybuilder ville træne eller skriver du atletisk?
At skrive let er en atletisk disciplin.
Jeg skriver det lige igen:
At skrive let er en atletisk disciplin.
Det kræver øvelse. En fokuseret indsats efterfulgt af en rundhåndet pause.
Det er ikke bare okay, men nødvendigt at ligge lidt i skumpuderne og samle kræfter efter, at man har foretaget et spring. På et tidspunkt skal man bare op og gøre forsøget igen.
Og igen.
Og igen.
Og igen.
Det prøver jeg også at minde mig selv om, når jeg mangler motivation til at skrive. At det handler om at blive ved med at møde op. Flere forskningsstudier har nemlig påvist, at motivationen for at gøre noget sjældent kommer af sig selv, men oftere opstår som et resultat af at yde en indsats.2 Det betyder, at det bliver lettere at finde motivationen til at skrive jo oftere, du gør det.
Hvis du regelmæssigt sætter dig ved tasterne og yder en fokuseret indsats efterfulgt af en passende pause, så sker der efterhånden noget magisk. Pludselig er du i flow. Ikke bare en enkelt gang, men næsten hver gang, du skriver. Det er det fænomen, som hedder “momentum”, og det er en af de vigtigste faktorer bag en let skriveproces.
Tror du, at Fosbury havde været i stand til at springe 2,24 meter (baglæns!) over en stang i luften, hvis ikke han havde opbygget momentum — ikke bare ved at tage tilløb på banen, men igennem de fem år, hvor han havde øvet sig på sin nye springteknik?
Nej, vel?
Hvorfor forventer du så at kunne sætte dig ned i sidste øjeblik inden en deadline og slå din egen rekord for antal sider på en dag, hvis du ikke har skrevet regelmæssigt i flere uger? Hvis du ikke har øvet dig og holdt gryden i kog?
Det samme gælder egentlig også, hvis du har brugt de samme uger på at skrive fra morgen til aften og et godt stykke ind i nattetimerne… Alt, hvad du måtte have haft af motivation og momentum er jo fuldstændig dampet af.
Jeg beklager, hvis det her lyder hårdt, men det er kærligt ment, og du har trods alt tilmeldt dig Skriv let for at høre sandheden. Ikke det? Nå, men nu jeg har dig, så kommer den altså alligevel:
Hvis du næsten aldrig oplever at være i flow, når du skriver, skyldes det sandsynligvis enten, at du skriver for meget eller for lidt.
I bund og grund er det faktisk fuldstændig lige meget, hvilken en af delene, det er. Det er nemlig det samme, der skal til for at ændre din skriveproces til det lettere…
Skrot din nuværende skriverutine. Vask tavlen helt ren for alle de tanker og forestillinger, du måtte have om, hvor meget eller hvor lidt du er “nødt” eller “i stand” til at skrive.
Start på en frisk med en realistisk rutine, som faktisk stemmer overens med din kapacitet for at skrive fokuseret. Måske er det ikke mere end 10-20 minutter, en håndfuld gange om dagen. Måske mindre. Det er fint. Formålet er ikke, at du skal være “produktiv”, men derimod, at øver dig på at skrive koncentreret og ubesværet.
Skriv regelmæssigt. Hold rundhåndede, “hygiejniske” pauser imellem dine skrivesessioner, som er fri for doomscrolling og selvkritiske tanker. Opsøg venskaber og fællesskaber, der giver dig inspiration og selvtillid. Få nok søvn. Hævd din ret til at være uproduktiv.
Mærk dig frem, og sæt — hvis det forekommer ubesværet — gradvist mere tid af til at skrive. Læg også mærke til, hvornår det falder dig let at skrive, og hvornår det føles anstrengende. Brug det som afsæt for løbende refleksion og justering. Pres ikke dig selv unødigt, men brug din egen gennemsnitsfart som målestok.
Det er let at skrive. Lad ikke nogen fortælle dig andet — heller ikke dig selv. Hold din gennemsnitsfart. Bliv ved med at øve dig. Opbyg momentum. Skriv let.
Prøv at følge de råd i løbet af de næste uger og se, hvad der sker. Jeg siger ikke, at det er nemt, men jeg lover dig, at det bliver lettere.
Du er nu nået til vejs ende af det ottende kapitel af selvhjælpsføljetonen Skriv let. Inden du springer videre til dit næste gøremål, vil jeg blot stille dig et spørgsmål inspireret af Fosburys eksempel, som du kan brygge på:
Har du viden fra et andet område, som kan overføres til det at skrive? På hvilke punkter kan du anvende den viden til at gøre din skriveproces lettere?
Der ligger nok i det her spørgsmål til, at jeg godt kunne finde på at tage det op i et senere kapitel, men indtil videre får det altså bare lov til at stå og blafre lidt.
Tak fordi du læser med.
Skriv let, lev let.
/Hans
Jeg vil skrive mere om det her emne ved lejlighed, men indtil videre kan man læse mere om “dovenskab” i den her glimrende formidlingsartikel, som meget sigende hedder: “Laziness Does Not Exist” (2018).
Se f.eks. Gielnik, M. M., Spitzmuller, M., Schmitt, A., Klemann, D. K., & Frese, M. (2015). “I put in effort, therefore I am passionate”: Investigating the path from effort to passion in entrepreneurship. Academy of Management Journal, 58(4), 1012-1031.