Brevkassen for skriveproblemer er en del af selvhjælpsføljetonen Skriv let, et nyhedsbrev for skrivende, der længes efter en lettere skriveproces. Hvis du selv ligger inde med et problem, dilemma, spørgsmål eller lignende, så tøv ikke med at sende det til skrivlet@substack.com. Læs mere her.
Læsetid: 6 minutter
Velkommen til den første udgivelse af føljetonens brevkasse for skriveproblemer!
Brevkassen gæstes i denne omgang af ph.d.-stipendiat og forsanger i den audiopoetiske jazzgruppe Kiosk, Maj Ørskov. Dem, som har læst med siden føljetonens begyndelse (og som læser til bunden af kapitlerne!) vil vide, at Maj også er redaktør på Skriv let. Som om det ikke var nok til at gøre hende selvskrevet til at være brevkassens første gæst, så er dilemmaet nedenfor lige i hendes boldgade. Tro mig: Hvis der findes en work-life balance, så har Maj ramt den.
Kære Brevkasse,
Der er mange røde flag i min indbakke. Vasketøjet skal lægges sammen. Vi skal have booket sommerferie. Min mindste mangler stadig sin etårsvaccination, selvom hun nu er halvandet. Tik tak. Bøgerne skal snart afleveres på biblioteket. Børnehaven mangler skiftetøj. Der skal lægges nye procesplaner, så jeg kan nå deadline – som jeg ikke når.
Så hvordan kan jeg få RO til at skrive let?
Kærlig hilsen
Speed-hjernen
MØ:
Kære Speed-hjerne
Tak for en velbeskrevet og klokkeklar problemstilling at tage fat på. Du kan tro, at jeg kender dit ståsted. Jeg har selv tre små børn og går således rundt med samme latente fornemmelse af ikke at kunne leve op til selv de mest banale krav, som samfundet stiller til mig i den forbindelse: få nu børnene vaccineret til tiden, få nu børnehave-låne-underbukserne vasket og lagt på plads i institutionen, husk nu seler når du kører bil, få nu klippet børnenes negle. I sådan et liv er ”ro” ikke noget, vi ”får”. Nogensinde. Lige meget hvor godt vi ellers organiserer vores gennemgribende u-organisérbare liv.
Men jeg tror dog, at ”fred” er noget, vi kan ”finde”. Ud fra din skrift og måde at formulere dit problem på, tillader jeg mig at antage, at du faktisk er et struktureret menneske, som blot ikke helt har fundet fodfæste i småbørns-livets fuldstændige redefinering af, hvad der er ”arbejde” og ”fritid”. Vasketøj, lægeaftaler, rykkere fra biblioteket — det er jo arbejde, selv om det tilhører den interessesfære, som vi forbinder med ”fritid”.
For mig kan det føles som en form for fred at sidestille disse ”fritids-aktiviteter” med arbejde. Altså er det opgaver, som skal løses på fuldstændig lige linje med proces-planlægning og afhandlingsskriveri. Dette går fuldstændig hånd-i-hånd med ideen om at skrive let, da det helt konkret betyder, at min reelle arbejdsdag — altså den tid, jeg bruger på at udføre det arbejde, som jeg får løn får — er desto kortere, men til gengæld ikke ligeså fyldt med dårlig samvittighed eller mangel på fokus.
HL:
Kære Speed-hjerne
Bare lige for også at slå fast, at du er i selskab med ligesindede:
Far til to piger under fire. Ph.d.-studerende ved siden af, og min afhandlingsskrivning skramler derudaf i en hvirvelvind af beskidte bleer, havregrød og vasketøj. Gennem tågen kan jeg skimte min deadline, som nærmer sig i samme takt som forkølelsessæsonen.
Efter jeg selv er blevet forælder, er det gået op for mig, at det begreb om succes, som samfundet har opflasket mig med, er et fatamorgana. Hvorfor føler vi, at vi har fejlet, hvis vi ikke lever et ekstraordinært liv? Hvis ikke karrieren og familielivet kører på skinner? Bare det at leve et fuldstændig ordinært liv er efter min mening en succes i sig selv.
Jeg har den dybeste respekt for alle, som kan få en helt almindelig, kedelig dagligdag til at hænge bare nogenlunde sammen — inklusiv mig selv, sådan set. Selv har jeg for længst droppet ambitionen om at være en perfekt far eller en perfekt forsker. Jeg prøver ikke en gang at gøre nogle af delene godt. Jeg prøver bare at gøre dem godt nok.
Jeg er helt enig med Maj i, at ro ikke er noget, vi nogensinde får, men at det i stedet handler om at slutte fred med vores egen utilstrækkelighed. En del af den “fredsaftale” indebærer for mig at se, at man hele tiden stiller sig selv spørgsmålet: Hvordan kan jeg gøre det lettere for mig selv? At man altid er på udkig efter det laveste gærde, som man kan træde over.
Det kan måske lyde åbenlyst for nogen, men sandheden er, at vi ofte er tilbøjelige til at stille for høje krav til os selv — som regel ubevidst. Øv dig på at finde fred i at være “god nok”. Jeg ved godt, at det er lidt af en floskel, men det gør den ikke mindre sand, synes jeg.
Det var et råd, som ligger i den mere abstrakte ende, så du derfor får du også et mere konkret et her:
Det, at du kalder dig selv for ”Speed-hjernen” tolker jeg som, at du ikke blot har svært ved at finde tiden til at skrive på din afhandling, men også svært ved at holde fokus og hovedet fri for distraktioner, når du endelig har tiden.
Der findes mange redskaber til tidsstyring, som også hjælper til at holde forskellige (arbejds)opgaver adskilt. Det, som i perioder har virket bedst for mig, når jeg har følt mig overbebyrdet, er det, som lidt smart hedder ”timeboxing”. Timeboxing går kort fortalt ud på, at man sætter separate tidsblokke af til forskellige opgaver i løbet af en dag – for eksempel ved at reservere forskellige tidsrum i sin kalender.
Fordelen ved timeboxing-systemet er, at man flytter fokus fra, hvor meget man skal nå på én gang, til, hvor lang tid, man overhovedet kan bruge på hver opgave. For eksempel kan det hjælpe dig til at holde fokus på din afhandlingsskrivning, når du har reserveret tid i din kalender til det, fordi du ved, at du har en tidsblok senere på dagen, som er forbeholdt dine praktiske pligter som lægeaftaler og den slags. Reglen er, at man ikke må bruge mere tid på en opgave, end man har sat af til den på forhånd. Hvis du ikke når det, du havde forventet at nå, er det ikke noget, du skal slå dig selv i hovedet over. Så må du bare reservere en ny tidsblok til at få det gjort på et senere tidspunkt.
Du kan jo prøve det i en periode og se, om det virker for dig.
MØ:
Jeg er meget enig med Hans. Timeboxing er et fremragende redskab. For mig er det især effektivt, fordi jeg på den måde får synliggjort alt det ”usynlige” arbejde, som optager så meget af min tid, men som jeg – qua den forestilling om en opdeling mellem ”arbejde” og ”fritid”, som jeg skrev om tidligere – måske ikke helt anerkender som værende arbejde. At gøre disse opgaver visuelt begribelige, trække dem frem i Outlook-kalenderen på lige fod med møder og MUS-samtaler — det har altså en pondus i sig selv.
En anden fordel ved timeboxing, som jeg vil fremhæve, er, at man ved hjælp af dette redskab kan få oplevelsen af, at en opgave er ”løst” — også selv om de opgaver, som dit og mit og vores liv mestendels er fyldt af (at drifte en familie, bedrive humanistisk forskning, skrive let, lykkes som menneske i den tid, vi kalder vores) er karakteriseret ved aldrig at være færdige sådan for alvor. Vi er jo overvejende vores egen chef, som — til tider omsorgsfuldt, til tider patroniserende kritisk — indpisker, at tingene altid kan gøres bedre, at alt ligger åbent. Denne erfaring er ekstremt nedslående. Resultatet er, at vi får utrolig få af de opture, som man intuitivt oplever, når en opgave er slut, prut, færdig og kan leveres på chefens kontor, hvorefter den er ude af øje og sind.
Derfor må vi producere de oplevelser selv. Du skal sørge for at få formuleret, hvornår du har løst dagens opgaver tilfredsstillende (og her taler jeg både om afhandlingsarbejde og vasketøj). Ikke hvornår opgaven er færdig, men hvornår den er løst for i dag. Og der kan tidsbegrænsningen være lidt en foræring.
Det virker for mig. Nogle dage. Andre dage synes jeg bare, at livet vokser mig langt op over ørerne, uden at jeg kan gribe fat i det. Sådan er det vist. På sådanne dage hjælper det mig at tænke på livet som en cirkel og ikke som en lige linje. Men det er vist en helt anden historie.
HL:
Speed-hjerne, mange tak for at skrive ind til brevkassen! Hvis du læser med her, så håber jeg inderligt, at du kan bruge Majs og mine råd til noget. God vind med afhandlingsskrivningen, vasketøjet og alt det andet.
Måske er der også andre derude, som kan relatere til dilemmaet ovenfor — og måske endda nogen, som selv har et godt råd til, hvordan man finder ro til at skrive i en travl hverdag. Hvis du er én af dem, så må du meget gerne skrive dit råd i en kommentar. Dit bidrag kommer alle til gode.
Skriv let, lev let.
/Hans