Brevkassen for skriveproblemer er en del af selvhjælpsføljetonen Skriv let, et nyhedsbrev for skribenter, der længes efter en lettere skriveproces. Hvis du selv ligger inde med et problem, dilemma, spørgsmål eller lignende, så tøv ikke med at sende det til skrivlet@substack.com. Læs mere her.

Læsetid: 5 minutter

Én ting er at finde tid og ro til at skrive, hvilket kan være en udfordring i sig selv. Noget andet er hurtigt at få åbnet for de kreative sluser, når man så endelig har tiden til rådighed. For ikke at nævne det forventningspres, der typisk melder sin ankomst i den slags situationer.

Dét handler dagens skrivedilemma om.

Brevkassen gæstes i denne omgang af Louise Juhl Dalsgaard. Louise er en forfatter med et stort hjerte, og siden hun debuterede i 2011, har hun skrevet den ene vidunderlige bog efter den anden. Hun er aktuel med den illustrerede tekstsamling, Det ligner tø (2022).

Derudover har Louise en hund, der hedder Mumrik. Hendes far skærer i træ, og hun vandt engang en konkurrence om at skrive det bedste bogslogan, ved at svare: ‘Bøger behøver ingen slogans’.

Kære Brevkasse

Som mange andre skrivende har jeg foruden mit skrivearbejde, som ikke er særlig økonomisk indbringende, også et lønarbejde, der kan betale min husleje m.v. Faktisk har jeg hele to jobs ud over mit skrivearbejde for at få det hele til at hænge sammen.

Af samme årsag kan det i perioder være vanskeligt at finde tid til at skrive. Jeg ville gerne skrive dagligt, men i perioder er der bare andre opgaver + det huslige arbejde, som skal klares + familiearrangementer o.lign. Efter jeg har fået barn, har jeg ingen energi til at skrive om aftenen. Jeg forstår ærlig talt ikke, hvordan de store forfattere som Hemingway, Dickens og Tolstoj har kunnet holde en skriverutine dagligt. De må have haft nogen (nok deres koner) til at tage sig af alt det andet.

Nå, men egentlig er mit problem ikke så meget dét at finde tid til at skrive. Jeg forsøger så vidt muligt hver dag at få skrevet i bare 10-20 minutter, om det så bare er lidt dagbogsskrivning, men selv det lykkes ikke altid. Dog har jeg accepteret med mig selv, at det ikke altid kan lade sig gøre, og at sådan er det i perioder. 

Problemet opstår, når jeg så skal i gang igen med mine skriveprojekter. Særligt hvis der er gået lang tid pga. travlhed med mit lønarbejde. Så har jeg gået og længtes efter at komme i gang med skrivearbejdet igen og har endelig fået tid til det, der ro og fred, jeg er alene hjemme, og så kommer blokeringen. Jeg føler, at nu hvor jeg endelig har tid til at skrive, så skal det også blive godt! Jeg får straks præstationsangst. Det er svært ved at finde ind i et flow, jeg går rundt om mig selv, laver overspring, og selv det at skrive i 20 minutter med et stopur, som ellers plejer at fungere udmærket, kan virke totalt overskueligt.

Hvordan kommer jeg tilbage i flow efter en skrivepause? 

Med venlig hilsen

Anonym Forfatter

Louise:

Kære anonyme forfatter

Tiden er en elastik. 

Lægger du den i en fryser, bliver den stiv og slår revner. Det er ikke så godt, for så kan den ikke længere holde sammen på noget, og det er jo ellers meningen med en elastik. Og med tiden. At de skal holde sammen på noget. På poser, for eksempel. Og på dage, uger, år, dit barns fødselsdag og solens gang rundt om jorden. 

Bruger du omvendt elastikken til at binde dit hår med — en knold i nakken eller en fletning hen over hovedet — så risikerer du, at elastikken sætter sig fast, og at du ikke kan få den fri. Det er heller ikke så godt, for så risikerer du at miste store totter hår, når du tager den ud, og det er med garanti ikke meningen med hverken elastikker, fletninger eller knolde. Eller med tiden, såmænd, selvom nogle mænd godt nok ender med at tabe håret — med tiden.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil sige med det. 

Jeg ved kun, at jeg gav mig selv ti minutter til at svare på dit brev, og at det er her er, hvad jeg fik skrevet. Det er muligvis ikke det svar, du forventede, men måske er det hele pointen. Ikke at skrive, hvad du forventer, eller når du forventer at gøre det. Men bare at skrive — uden tanke for hvad, hvornår eller hvorfor.

Du fandt jo for eksempel tiden til at skrive et brev til Hans’ kasse. Det kan være, at det er mere af det, du skal gøre. Skrive om det, der trænger sig på og når, det trænger sig på. 

Ti minutter. 

Om det, der rører sig. 

Lige nu. 

I det nu, du skriver. 

Hvadenten det så handler om elastikker, levende lys, tarteletter eller hvad, du ellers er fyldt af. Det ved du bedst selv.

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med det.

Kærligst

Louise

.

.

.

Hans:

Kære anonyme forfatter

Tak for at skrive til brevkassen med et problem, som jeg tror mange skribenter kan nikke genkendende til. Jeg kan i hvert fald selv, fordi mit arbejde med Skriv let hovedsageligt finder sted i de små pytter af tid, der nogle gange drypper ned i min hverdag.

Jeg vil derfor følge Louises inspirerende eksempel og holde mig til at skrive et svar på 10 minutter. (Jeg starter tiden nu.)

På grund af den korte tidsramme vil jeg gribe ud efter et værktøj, som for tiden ligger øverst i min selvhjælpskasse, nemlig spørgsmålet:

Er du sikker på, at du skriver det, du har lettest ved?

Det er et hjælpsomt spørgsmål at tage stilling til af flere grunde. Én er, at det, man har talent for at skrive ikke altid stemmer overens med det, man selv føler, at man burde skrive. Vores forventninger til os selv som skrivende har det sært nok med at komme udefra i stedet for at være motiveret af det, der falder os let.

Jeg har på fornemmelsen, at det også kunne være et relevant spørgsmål for dig at stille dig selv — dog med et lille twist, som kommer her.

Jeg mener, at jeg engang har læst, at digteren William Carlos Williams, der vistnok arbejdede som læge, skrev sine digte på nogle små, post-it-agtige sedler imellem patientbesøg. Jeg ved ikke helt, om jeg husker rigtigt, og jeg vil ikke bruge af mine hastigt svindende minutter på at eftertjekke det — men lad os om ikke andet bare forestille os, at det er rigtigt…

For hvis det passer, hvad er så moralen?

Jeg hæfter mig ved, at du nævner Hemmingway, Dickens og Tolstoj, fordi det jo netop er forfattere, der skriver prosa og — i hvert fald for de to sidstes vedkommende — også skriver langt. Det er svært at forestille sig Tolstoj skrive på en post-it. Modsat kunne man jo godt forestille sig William Carlos Williams’ korte vers stå på sådan en.

(Hov, nu løb tiden sørme allerede ud. Jeg runder lige mit svar af alligevel…)

Min pointe er, at det, der falder én let at skrive, også afhænger eller nogle gange ligefrem defineres af omstændighederne. At skrive let er også et spørgsmål om tilpasning.

Så måske burde jeg omformulere mit spørgsmål til:

Er du sikker på, at du skriver på det, du har lettest ved — lige nu?

En betingelse for at komme i flow er at have en klart defineret opgave, som gerne må være udfordrende, men ikke angstprovokerende. Hvis du får præstationsangst, når du skal skrive, er det derfor et muligt tegn på, at du ikke skriver på det, der falder dig lettest — sådan som tingene er i skrivende stund.

Måske er tiden (læs: din livssituation) lige nu ikke til at skrive på et stort, krævende, sammenhængende, kompliceret, [indsæt selv adjektiv her] projekt. Måske er tiden nærmere til små gule sedler, post-its, som følger et helt klart koncept eller bespænd, så du let og hurtigt kan komme i zonen?

(Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg med “post-it” mener det bogstaveligt, eller om det snarere er en metafor for “en mere bekvem form”. Det vil jeg lade være op til din fortolkning…)

Du kan helt sikkert selv finde på noget bedre, men lethed er nu engang den service, jeg yder, så jeg har for din nemheds skyld fundet på et koncept — en challenge! — til dig:

Én post-it om dagen i 21 dage. Hver af dem starter — inspireret af William Carlos Williams — med formuleringen: “Det er bare for at sige, at…” Derfra er det bare at følge Louises råd.

Tager du imod udfordringen?

Nå, nu gik der et kvarter mere. Tiden flyver.

Skriv let, lev let.

/Hans