Kapitel 7. De imaginære bøgers bibliotek
Tre opdigtede læseanbefalinger til din sommerferie
(Dette er det syvende kapitel af selvhjælpsføljetonen Skriv let, et nyhedsbrev for skrivende, der længes efter en lettere skriveproces. Læs de tidligere kapitler her.)
Læsetid: 6 minutter
En god tommelfingerregel er, at når nogen fortæller dig, at noget er “naturligt”, så bør du altid forholde dig til det, de siger, med en vis skepsis.
Sådan er det også med de mange forestillinger og myter, som knytter sig til skriveprocessen. Vi har efterhånden været forbi de mest genvordige af dem — jeg nævner i flæng:
At det er helt naturligt, at du finder skriveprocessen svær og anstrengende.
At man naturligvis skal stræbe efter at skrive mest muligt på kortest mulig tid.
At skrivning i sin natur er en ensom affære.
Vejen til at skrive lettere er fuld af forhindringer i form af disse “naturlove” om skriveprocessen, som i virkeligheden ikke er andet end kulturel vanetænkning. Myter. Det er, hvad de er.
Nu, hvor vi har bevæget os ind i de lyse måneder, er det blevet højsæson for endnu en myte, som man kan kalde for:
“Forfatteren på ferie”.
Det er ikke mig, der kalder den det — det er den franske filosof Roland Barthes, som i sit ideologikritiske værk Mytologier fra 1957 stiller skarpt på en lang række (borgerlige) myter i det moderne industrisamfund. De genstande, som Barthes bruger til at analysere det borgerlige samfunds mytologier strækker sig helt fra vaskemidler til Tour de France — og derimellem finder man en ret tankevækkende analyse af, hvordan forfattere på ferie bliver afbilledet i nyhedsmedierne.
Som Barthes bemærker, at der noget paradoksalt i den måde, hvorpå datidens franske nyhedsmedier skildrede forfattere på ferie. På den ene side bliver de skildret som helt almindelige mennesker, der har sommerhuse, familier og går i shorts, men på den anden side fremstår de også som en slags mytiske væsner, hvis “digternatur” gør, at de faktisk ikke er i stand til at holde ferie som almindelige mennesker.
Følgende citat fra Barthes’ essay opsummerer meget præcist dette mytiske paradoks:
Det fuldgyldige bevis for digterens vidunderlige særpræg er, at han under disse meget omtalte ferier, som han har tilfælles med arbejdere og andre lønslaver, simpelthen ikke kan lade være med at arbejde eller i det mindste producere. Uægte arbejder som han jo er, kan han heller ikke blive nogen rigtig ferierejsende. En sætter sig til at skrive erindringer, en anden læser korrektur, en tredje er i gang med sin næste bog. Og ham, der overhovedet ikke foretager sig noget i den retning, tilstår dette forhold som en virkelig outreret adfærd, en avanceret ejendommelighed, som kun de helt store ånder kan tillade sig at skilte med. Man kan af sådan et selvpraleri aflæse, at det er ganske ‘naturligt’, at en forfatter uophørligt og under alle mulige forhold er beskæftiget med at skrive. Dette giver den slags litterære produktion nærmest udseende af at være en slags ufrivillig sekretion, der er tabu, fordi den er afhængig af den menneskelige viljessfære. For at tale i en mere ophøjet stil: digteren er underkastet en indre tyrannisk guddom, der taler og taler uden ophør og uden at bekymre sig om, at dens medium tilfældigvis er på ferie. Digteren er ganske vist på ferie, men musen våger i sin evindelige barselsseng.1
Myten om forfatteren på ferie består på den måde i, at en, som skriver, naturligvis aldrig holder “rigtig” fri. Den skrivende er i sin natur altid produktiv — underlagt en eller anden guddommelig vilje…
Hvis du er i tvivl om denne mytes aktualitet, så se ikke længere end til de sociale medier, som i de her dage svømmer over med improviserede skrivepladser i sommerhushaver og strandkanter. Se ikke længere end til alle de beslægtede læseanbefalinger, hvis iboende imperativ lyder: Hvis du ikke skriver, så brug i det mindste tiden på at læse.
Der er ikke noget galt i nogle af delene. Har du lyst til at bruge din ferie på at komme videre med det skriveprojekt, der hele foråret har ligget i skuffen, eller få læst nogle af de bøger, som i samme periode har samlet støv på natbordet, så skal jeg ikke stå i vejen for det. Jeg siger bare: Det er ikke en naturlov.
Føler du alligevel et lille forventningspres over at skulle få læst nogle af alle de bøger, du får anbefalet, fordi det vel er sådan vi, der skriver, slapper af?
Bare rolig. Jeg har din varme, fregnede ryg.
Lad mig præsentere dig for et helt særligt sted i min hjerne, som jeg kalder for: “De imaginære bøgers bibliotek”.
De imaginære bøgers bibliotek er det mentale rum, hvor jeg opmagasinerer alle mine bogidéer. Det er ikke nødvendigvis bøger, jeg drømmer om at skrive en dag — det er de faktisk i de færreste tilfælde. Det er mest af alt et sted, jeg søger hen, når jeg skal fordrive ventetid eller låne kopimaskinen, men en gang imellem stiller jeg da en bogidé på hylden derinde, som jeg føler fortjener at blive udlånt en dag.
Hvor stort er de imaginære bøgers bibliotek, spørger du?
Sådan… på størrelse med et mindre provinsbibliotek, vil jeg sige. Af den type, som først åbner over middag, og som henover sommeren kun har åbent for selvbetjening. Der er dog en kaffemaskine (hvor det kun er kakaofunktionen, der virker) — og strikkeklub om torsdagen.
Nu kan jeg godt fornemme, at jeg er ved at fare vild i min egen metafor…
Hvorom alting er, så kommer der her tre totalt opdigtede, ikkeeksisterende boganbefalinger direkte fra reolerne i de imaginære bøgers bibliotek! Nyd, at det er tre bøger mindre at læse i din velfortjente sommerferie — og får du lyst til rent faktisk at læse dem, så må du ind og lede efter dem på dit lokale imaginære bibliotek.
1. Overtænkning: En overlevelsesguide
Dem, der har læst kapitel 4, vil nok kunne genkende titlen på den første anbefaling.
Hvis denne overlevelsesguide til alle overtænkere og perfektionisterne fandtes i virkeligheden, ville dens bagsidetekst lyde sådan her:
Dette er den ultimative overlevelsesguide til alle dem, der aldrig får skrevet et ord, fordi de farer vild i overtænkningens vildnis. Bogen er en ren schweizerkniv af forskellige teknikker til at overkomme overtænkning og opnå en mere sorgløs skriveproces. Skriv let. (Over)lev let.
2. Logbog over udsættelser: Hvad har du (ikke) opnået i dag?
Fra den selvudnævnte forfatter bag verdens eneste uproduktive skrivehåndbog (mig selv) kommer her skrivelogbogen til alle overspringshandlere.
Bagsidetekst:
Hvor mange gange har du kogt vand til en kop kaffe i dag? Fik du støvsuget først? Strukket ud? Taget opvasken? Doomscrollet lidt? Fik du set det der sjove klip med strudsen på Youtube?
Brugt rigtigt kan en overspringshandling udgøre en velfortjent pause eller et ritual, som tillader dig at vende tilbage til en opgave med fornyet energi og løse den mere kreativt. Men ligeså vel som et strategisk ritual, der skaber flow i din skriveproces, kan en overspringshandling desværre også være et udtryk for lav selvtillid, ængstelighed og perfektionisme. Denne skrivelogbog hjælper dig derfor til at skelne imellem gavnlige og skadelige ritualer ved at lade dig dokumentere mønstrene for dine handlinger og følelser. At forstå, hvorfor du udsætter det at skrive, og hvilke følelsesmæssige virkninger, det har, er det første skridt på vejen til en lettere skriveproces.
3. Tunge sandheder, som vil gøre dit liv lettere: Stoicisme for skrivende
Stoicismen er en filosofisk retning, som har fået sin helt store renæssance i nutidens selvhjælpslitteratur. Det undrer mig derfor lidt, at der ikke er nogen skrivehåndbøger, der har grebet den stoiske bold endnu — men det råder denne grå basse heldigvis bod på.
Som bagsideteksten lyder:
Hvorfor var menneskekranier og timeglas fast inventar i datidens kontorgemakker og skrivekamre?
Dette — og meget andet — får du svar på i dette stoiske opslagsværk for skribenter. Her finder du et udpluk af livets tungeste sandheder, som vil vise sig at gøre dit liv og din skriveproces meget lettere. Blandt andet: Du er alene. Alle er ligeglade. Husk du skal dø.
On that happy note er vi nu nået til vejs ende af føljetonens syvende kapitel. Tak fordi du læser med.
Hvis du i løbet af sommeren kommer i tanker om et spørgsmål, dilemma eller problem vedrørende din egen skriveproces, så tøv ikke med at skrive til brevkassen, som altid er åben for henvendelser.
Vi ses i det imaginære!
Skriv let, lev let.
/Hans
På Barthes’ vegne vil jeg gerne beklage den uddaterede default-skildring af forfatteren som hankøn, men husk på, at det er en efterhånden ret gammel tekst. Det hører med til historien, at Barthes i sin analyse tager udgangspunkt i en artikel om forfatteren André Gide fra avisen Le Figaro. Citatet stammer i øvrigt fra den danske oversættelse af Barthes’ Mytologier udgivet på Bibliotek Rhodos i 1969.