(Dette er sjette kapitel af selvhjælpsføljetonen Skriv let, et nyhedsbrev for skrivende, som længes efter en lettere skriveproces. Som noget nyt har jeg udvidet Skriv let med en brevkasse for skriveproblemer, som er åben for henvendelser. Læs mere om brevkassen her.)
Læsetid: 12 minutter
Bliver du overrasket, hvis jeg fortæller dig, at hemmeligheden bag en lettere skriveproces gemmer sig sådan cirka halvvejs inde i et næsten tre timer langt afsnit af en rollespils-podcast ved navn The Adventure Zone? Hvis det er tilfældet, bliver du nok ikke mindre overrasket over at høre, at den, der ytrer hemmeligheden, er en talende bjørn ved navn Power Bear.
Før jeg fortæller dig, hvad dette lille stykke livsvisdom på blot fem ord går ud på, må jeg hellere først fortælle, hvor jeg selv har det fra. Første gang jeg hørte det, var det nemlig ikke fra bjørnens egen mund, men fra min veninde Gry Stokkendahl Dalgas, som har været så venlig at lade sig interviewe om, hvordan hun skaber venskaber, der understøtter hendes skriveproces.
Jeg valgte at søge assistance hos Gry til dette kapitel om skrivevenskaber, fordi hun er den forfatter, jeg kender, som nok er allerbedst til at skabe nye relationer. Derudover er hendes fantastiske debutbog, Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej (2019), som skildrer et jegs (sociale) transition fra mand til kvinde, nærmest en slags poetisk håndbog i at indgå i meningsfulde relationer med andre mennesker.
Under min forberedelse til interviewet opdagede jeg pludselig et citat i begyndelsen af Grys debutbog — det, der også bliver kaldt et “motto” — som jeg nok har registeret, men ikke bidt mærke i, når jeg tidligere har læst den. Da jeg spurgte Gry om ophavet, svarede hun til min forundring det her:
Mottoet kommer fra det, man kan kalde en sød kilde, der er sådan en Dungeons & Dragons-podcast, som hedder The Adventure Zone… Så citatet stammer fra et sted, hvor skuespilleren Griffin McElroy, som spiller en bikarakter i form af en stor talende bjørn, skal lære en af hovedrollerne i serien ikke at være alene og bygge hele sin eksistens udelukkende på sin råstyrke, men simpelthen at spørge efter hjælp… Og det er sådan et af de emotionelle klimaks, der er i den første sæson af den her podcast. Jeg tror bare, at jeg synes, at det var noget, som var i den samme klang med det ‘jeg’, jeg ligesom havde skabt i min bog, hvor jeg tænkte, at hun ligesom mig havde hørt det her og kunne relatere til det der med at søge ud og henvende sig som en styrke. Det er det, der også er hovedtemaet i bogen… At række ud efter venskab fra et sted, hvor man ligesom er blevet brudt op i livet.
Vil du høre, hvad det er, Power Bear siger til sin ven?
“Strength is asking for help.”
Det lyder måske banalt, når man umiddelbart hører det, men sandheden er, at det er lige præcis det råd, som flest skribenter, der oplever skriveproblemer, har brug for at høre og tage til sig.
Alt for ofte sidder vi fast i den no pain no gain-mentalitet, jeg før har skrevet om, hvor det ensomme slid fremstår som en styrke i skriveprocessen. Det kunne ikke være mere forkert. En skribents sande styrke ligger nemlig i at evnen til at spørge om hjælp, opsøge fællesskaber, skabe venskaber.
Bliver du ved med at overtænke og udskyde et skriveprojekt?
Spørg om hjælp.
Døjer du med perfektionisme?
Spørg om hjælp.
Er du blevet ramt af akut mindreværd angående dine skriveevner?
Spørg om hjælp.
Hvem skal du spørge om hjælp, spørger du?
Det kommer du til at få svar på i det følgende interview, som handler om venskaber og fællesskaber i skriveprocessen. Snyd endelig ikke dig selv for Grys gyldne tip — eller snydekode — til en lettere skriveproces i slutningen af interviewet. God læselyst.
Okay, Gry. Hvis vi nu varmer op med sådan et lidt småfilosofisk spørgsmål, hvordan vil du så definere konceptet venskab? Hvad betyder venskab for dig?
Åh, det… Det føles som et vildt stort rum at skulle gå ind i, sådan at skulle pege det vigtigste ud.
Ja, det er også bare helt okay. Må jeg spørge om noget andet så?
Ja, meget gerne.
Hvem er din bedste ven?
Det nemme svar ville være min kæreste. Men ellers så har jeg veninder fra min højskoletid, som betyder vildt, vildt meget for mig. Og det handler måske om det, jeg ikke helt fik tænkt færdigt lige før, som er, at det måske også handler lidt om tryghed og vanthed. Fordi man ligesom bare kender hinanden ekstremt godt. En af mine veninder har jeg kendt i snart 10 år, og det er som at tage en særlig jakke på eller komme ind i et særligt hus, når jeg er sammen med hende, fordi der er sådan en vanthed. Vi er bare Gry og Eva på sekundet, selvom der kan være gået et år. Det, der er med den slags venskaber er også, at de er smidige overfor næsten alt. Du ved, pludselige ændringer i folks liv eller sådan noget.
Jeg har indtryk af, at der også er rigtig mange af dine venner eller veninder, som skriver selv.
Ja.
Kan du sige noget om, hvordan det at have venskaber har gjort din skriveproces lettere?
Det er rigtigt, at rigtig mange af mine venner er forfattere, så jeg snakker meget med dem om at skrive. Nogle gange handler det også bare om at brokke sig til hinanden om sådan en tekst, der bliver ved med at bøvle. Det kan også være noget, man jubler over. Hvilket er helt fantastisk og skønt at kunne være frustrerede eller begejstrede over noget i fællesskab. Ting, man nørkler med. Nogle gange kan det også føles som, at jeg på en måde skriver til mine venner, som også skriver. At have den her bevidsthed om, at jeg ligesom sender dem gaver. Nogle gange kan jeg have skrevet noget og så tænke: Nej, det ville Lea rigtig godt kunne lide. Eller: Det ville Bjørn elske det her. Det er ligesom det gaveagtige ved skriften, som kommer ud af at have et skrivefællesskab med mine venner. Det kan både være sådan en ventil, men det kan også være det, der skaber en form for henvendelse…
Ja, og det leder mig faktisk perfekt videre til mit næste spørgsmål, som måske er af den lidt mere spøjse slags… Altså, jeg hører dig også lidt sige, at dine venner måske er dit publikum, kan man sige det sådan?
Ja, helt klart.
Så det, jeg vil spørge om er… Tror du, at du kunne skrive, hvis du ikke havde venner?
Nej, det tror jeg faktisk ikke. Lang tid før jeg begyndte at tage min skrift alvorligt, eller lang tid før jeg blev udgivet, startede jeg med at skrive digte på Facebook. Og det var meget det der med, at teksten ligesom var en henvendelse, en gave eller noget, jeg gav til andre. Det at skrive har for mig altid været det modsatte af ensomhed. Så jeg tror ikke, at jeg ville kunne skrive en tekst, hvis jeg ikke havde nogle venner. Det virker underligt i mit hoved at tænke en tekst som noget, der er ensomt.
Altså, jeg ved ikke, hvor udbredt den er længere, men det er jo den her gamle, nærmest mytiske forestilling om, at skrivning og ensomhed hænger sammen, og at man er nødt til at tilstræbe en eller anden form for ensom tilværelse for overhovedet at kunne skrive…
Ja, nemlig. Jeg tænker måske, at myten om ensomhed, som noget der ligesom afføder den gode skrift, er kommet ud af en fejlfortolkning af det at koncentrere sig. Men… så på den anden side har jeg lige færdiggjort en bog, som skal udkomme til sensommer, og som jeg næsten vil kalde den mest ensomme bog, jeg har skrevet. Og det har på en måde været en del af bogens koncept, men måske er der også flere former for bøger. Der er bøger, der kan være meget sociale, og så er der bøger, som er låst mere inde i sig selv. De kan ligesom befinde sig på et spektrum. Måske er der etableret en eller anden idé om, at den ensomme bog er den mest kunstneriske.
Er der færre, der har læst med på manuskriptet til din nyeste bog end de to andre?
Nej, faktisk ikke. Jeg tror mere, at jeg har været mere alene om at udvikle idéen til den. Jeg har ikke snakket så meget med andre om den, det har været sådan en underlig trykkoger i udviklingen af bogens koncepter og idéer. I dén proces har jeg mest snakket med min kæreste… og mig selv. Og det har ligesom været dét. Med min debut snakkede jeg med utrolig mange om forskellige idéer og fik alle mulige stemmer ind over, og jeg har tænkt rigtig meget over forskellige personer, som skulle tænkes med ind i den. Den nye er mere egensindig på den meget bogstavelige måde. Det har næsten kun været i mit hoved, at den er opstået. Så på den måde er den måske mere ensom eller alene, men stadigvæk rettet ud mod samfundet, ud mod læseren. Den kommer bare mere fra et enerum. Og så har den en socialitet på andre måder.
Som du nævnte tidligere, startede du med at dele alle dine tekster på Facebook, og det er noget, jeg altid har været ret imponeret over. Vil du sige noget, om hvad dit forhold til sociale medier er – og hvad sociale medier betyder for din skriveproces?
Sociale medier er sådan en underlig størrelse, hvor jeg prøver at tillade mig selv så meget ærlighed som overhovedet muligt, men jeg ved samtidig også, at det er sådan et lidt weird sted på alle mulige måder. Sociale medier inspirerer mig vildt meget, fordi jeg kan tage noget af statusopdatering, bloggen eller vloggen ind i min skrift og få et ’jeg’ til at tale hverdagsagtigt. Jeg føler, at der følger en ærlighed med. Noget venneagtigt. Det har været en af mine store inspirationer til at ramme en hverdagslig sprogtone – særligt med min debut, hvor jeg har prøvet at trække en brøkdel af mit liv ind i bogen og gøre det til en del af dens fiktion. Så der sker sådan et flet mellem den virkelige og den fiktive Gry gennem forskellige virkelighedsstumper. Det er meget spændende at se, nu hvor vi snakker om det, at der er den her venskabstråd i bogen, som jeg har syet ind uden at være bevidst om det.
Jeg vil rigtig gerne spørge dig, om du har nogle råd til, hvordan man får venner. Du ved, venner, der understøtter ens skriveproces. For du er en af dem, jeg kender, som er bedst til at skabe den slags relationer. Hvordan gør du?
Hvis der er folk, jeg ser op til, og jeg er begejstret for deres skrift, så rækker jeg ud til dem. Det er meget naturligt for mig at se det, de har skrevet, som en gave, og derfor vil jeg gerne lære dem at kende. Hvis jeg er til en oplæsning, så går jeg hen og siger hej, eller også skriver jeg bare til dem: Hey, det var en vildt fantastisk bog. Eller sådan noget. Jeg tror, at jeg er god til at påskønne andres arbejde, og det har ligesom skabt mig en kreds af skriftvenner på en måde.
Jeg finder åndsfæller, for jeg vil gerne finde nogen, som arbejder på det samme som mig. Jeg bliver begejstret over at finde nogen, som tænker på den samme måde som mig, men griber det an på en helt anden måde. Det er det store lys at læse en tekst og tænke: Hold da op, der sker noget, som er med den samme klang som mig, og så føles det naturligt for mig at skrive til dem. Og så skriver de også til mig, så der virker til at være en meget stor socialitet… Men jeg ved ikke, om det kun sker for mig, fordi jeg allerede er udgivet. Det er sådan min store blindhed. For ja, hvordan gør man, når man ikke er udgivet? Det handler nok om at opsøge fællesskaber, folk, der er i ens nærområde, skrivekredse og sådan noget. Jeg tror, at det er godt at være en del af en samlet flok.
Ja, og jeg tror godt vi kan blive enige om, hvor vigtigt det er at have venner, der også skriver?
Det er ekstremt vigtigt, hvis man skriver, at have venner, der også skriver. Jeg tror ikke, at jeg ville gide at skrive, hvis der ikke var nogen, jeg følte mig i samtråd med eller ligesom i gruppe med. Det er dejligt ikke at føle sig ensom i det, man gør, så det er nok også derfor jeg finder åndsfæller, hvor jeg tænker, åh, vi arbejder på det samme. For eksempel så er vi en hel gruppe nu, der skriver om, hvordan det er at møde psykiatrien, eller hvordan det er at møde velfærdsstaten, og det er vildt skønt at have det fællesskab.1 Bare som et eksempel. Det kunne også være det at tilhøre en gruppe, der skriver wacky bøger sammen. Hvor man ligesom ved… okay, Bjørn og Lea er mine venner på den her front, og jeg kan komme hen og spørge dem om ting eller sådan noget. Så det der med at tilhøre forskellige grupper, der sådan varetager ens egne små særinteresser. Så man kan finde noget støtte i dem og tør at tillade sig ting.
Hvad med feedback? Hvor meget fylder det i din skriveproces – og hvornår fylder det?
Det kommer an på bogen, tror jeg. Min seneste bog, som snart udkommer på Forlaget Amulet, og som hedder At performe transkønnet vrede, havde jeg skrevet næsten færdig før jeg fik feedback på den. Hvor med min debut fik jeg næsten feedback på hver del — også fordi jeg var på en skriveskole. Så den blev ligesom læst og omskrevet undervejs. Så jeg opsøger ofte andres læsning i slutningen af projekterne, men også ofte i starten. Når jeg skal udvikle et koncept og finde begrænsninger, er det dejligt at snakke om det. Hver gang jeg kan mærke, at teksten er for åben og kan gå i for mange retninger, snakker jeg med nogen om, hvad der skal gøres for at snævre det ind.
Det er også vigtigt, når man går død i det, at trække på folk, der kan se, hvor ens tekst vakler. For når man skriver selv, så går man jo bare videre, men man lægger ikke mærke til, at ens gang er lidt… underlig. Andre kan se det på skriften, at den måske ikke har de rigtige sko på. De kan se, at der skal nogle ændringer eller begrænsninger til for, at den bliver mere flydende i sine bevægelser. Det skete for mig, da jeg skrev Kudan; eller Kalven, hvor jeg ikke helt kunne finde ud af: Hvad skulle kalven snakke om? Og så fik jeg hjælp af min kæreste til at snævre det ind til, at det skulle være et så lille perspektiv som muligt. Lokalt forankret. Og det gjorde på en måde, at jeg igen kunne skrive, og at jeg kunne skrive endnu mere.
Som vi snakkede om inden interviewet, så har mange, der skriver, deres egne personlige ’snydekoder’, som gør det lettere for dem at skrive. Så nu er jeg selvfølgelig interesseret i at høre: Hvad er din bedste snydekode?
Vi har egentlig berørt det allerede, for den handler om begrænsninger. Hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive – og faktisk også, hvis jeg skriver for meget – så er det dejligt med begrænsninger eller koncepter. Hvis jeg er inde i en hyperproduktiv periode, så er det næsten som at lave en ramme og så køre Jackson Pollock-stilen, hvor jeg sorterer alle de klatter, som ryger udenfor rammen, fra. Det var også teknikken i tilblivelsen af min debut: Skrive løst og hurtigt, men samtidig vide, hvor tekststykkerne kunne passe ind i det puslespil, jeg allerede havde etableret. Og hvis det handler om situationer, hvor jeg ikke har særlig meget energi, er presset eller har travlt, så er den konceptuelle ramme også rigtig god, fordi jeg kan udnytte den tid, jeg har til rådighed til at placere små puslespilsbrikker i noget, der er defineret på forhånd.
Så jeg vil definere min snydekode som det at lave små benspænd, der føles rigtigt i hjertet, men som gør det lettere at producere skrift. Men det er selvfølgelig bare sådan jeg selv gør, og det er op til én selv at finde de snydekoder som virker meningsfulde. Efter temperament kan man jo vælge, om man vil have uendeligt mange penge i GTA 1, eller om man hellere vil have en tank. Man vælger den snydekode, man bedst kan lide.
Hans her.
Du er nu nået til vejs ende af sjette kapitel af selvhjælpsføljetonen Skriv let. Jeg håber, at du fandt interviewet ligeså hjælpsomt som jeg selv gjorde, da jeg snakkede med Gry. Jeg kan varmt og venskabeligt anbefale begge hendes tidligere bøger, som kan købes her. Gør også dig selv den tjeneste at holde øje med hendes nyeste udgivelse, Performet transkønnet vrede, som udkommer snart på Forlaget Amulet.
Måske har vores samtale om skrivevenskaber fået dig til at reflektere over, hvordan du selv skaber relationer, der understøtter din skriveproces, hvornår du skal opsøge hjælp hos dine venner, eller hvem dit publikum er? Du er som altid velkommen til at skrive til mig ved at besvare denne mail eller skrive en kommentar, hvis du har lyst til at lufte dine refleksioner.
Skriv let, lev let.
/Hans
Gry henviser her til antologien Hjertet er en fold med heste (2022) fra Forlaget Amulet.