Kapitel 5. Afvisningens yndefulde kunst
Kapitel 5. Afvisningens yndefulde kunst
Hvordan man takker nej til at "tage en kop kaffe"
(Dette er femte kapitel af selvhjælpsføljetonen Skriv let, et nyhedsbrev for skrivende, som længes efter en lettere skriveproces. Inden du læser videre vil jeg lige gøre dig opmærksom på, at jeg har en stor nyhed angående føljetonens fremtid! Den kommer længere nede, i bunden af kapitlet. God læselyst.)
Læsetid: 9 minutter
Du har svært ved at sige nej.
Det ved jeg, fordi du har meldt dig til den her føljeton, selvom du allerede har indbakken stuvende fuld. Det sætter jeg virkelig pris på, så som tak vil jeg hjælpe dig med at blive bedre til at gøre netop dét: At takke nej. Yndefuldt og ubesværet.
Jeg er også selv for god af mig. Det er grunden til, at jeg skimmer alle selvhjælpsbøgerne, lytter til den ene selvudviklings-podcast efter den anden, følger nyhedsbreve om selvudvikling, monitorerer hashtaggene #selfgrowthjourney, #selfmastery og #limitingbeliefs — så du ikke behøver at gøre det. Det er en service, jeg yder i kulisserne af denne føljeton.
Af samme grund er det magtpåliggende for mig at dele en artikel fra Harvard Business Review, som jeg stødte på for ikke så længe siden: “How to Say No to ‘Grabbing Coffee’”. Den er skrevet af Jenny Taitz og Greg McKeown i kølvandet på, at alle begyndte at vende tilbage på arbejde efter COVID-19. Sidstnævnte har endda også lavet et podcast-afsnit om at sige nej — ubesværet og yndefuldt.
Tænk at være i stand til at sige nej med ynde! Det er en færdighed, som alle kan nyde godt af at blive bedre til. Skrivende især.
Selv har jeg nogle gange sagt ja til at lave eller deltage i ting, jeg egentlig ikke havde nogen interesse i, fordi jeg følte mig smigret. Andre gange, fordi jeg følte mig presset til det. Ofte, fordi jeg undervurderede den tid og de kræfter, forespørgslen ville ende med at kræve af mig. Men den hyppigste grund til, at jeg er kommet til en smule ufrivilligt at indvillige i noget er ganske simpelt, at det faldt mig lettest at sige ja.
En af grundene til, at det er så svært at sige nej er for mig at se, at det indebærer risikoen for at gøre os selv og andre forlegne. Det lyder måske uskyldigt nok, men tro mig, når jeg siger, at de fleste mennesker — og det tæller sandsynligvis også dig, om du står ved det eller ej — vil gå langt for at undgå at skabe forlegenhed.
Den canadiske sociolog Erving Goffman anså forlegenhed for at have så stor betydning for menneskelige interaktioner, at han har skrevet flere bøger om det.1 Hvor tænkere som blandt andre Freud anser menneskets primære drivkraft for at være at maksimere sit udbytte (af nydelse for eksempel), repræsenterer Goffman et helt anderledes menneskesyn. I hans optik er menneskets primære motivation snarere at minimere risikoen for forlegenhed.
Ved at sige ja høster du den umiddelbare sociale gevinst af at gøre andre mennesker tilfredse og fremstå hjælpsom og overskudsagtig. Du navigerer behændigt udenom en potentielt forlegen eller akavet situation. Til gengæld betaler du prisen senere, når du endnu en gang bruger dyrebar tid på en opgave, du hverken havde tid eller lyst til at lave. Og endnu engang erfarer du bittert sandheden i det, der er kendt som “Hofstadters lov”:
Det tager altid længere tid end beregnet, selv når man tager højde for Hofstadters lov.
Ting tager (for) lang tid. Det er en naturlov. Der findes ikke småopgaver.
Noget andet, der heller ikke findes: “En hurtig kop kaffe.”
En “kop kaffe” er blevet en slags dæknavn for møder uden retning og et klart formuleret formål.
Hvor meget jeg end går ind for spontanitet og for at skabe relationer, går jeg endnu mere ind for meningsfuldhed. Jo nærmere, jeg kommer på at blive 30, jo mere bevidst er jeg blevet om at skære alle halvhjertede indsatser fra for til gengæld at spare sammen til at gå helhjertet ind i det, jeg finder mening i.
Det er af selvsamme grund, at jeg har gjort det til mit varetegn at prædike, at man skal skrive mindre. Det er ikke, fordi jeg mener, at du skal lægge låg på din kreative drivkraft eller gå mindre op i at skrive, men derimod det stik modsatte: At undslippe produktivitetens falske løfter og gå fuldt ind i skriveprocessen, når du beslutter dig for at skrive.
Der er simpelthen en øvre grænse for, hvor mange gange i løbet af en dag, man kan kanalisere sin fulde opmærksomhed ind i at skrive. Hvis jeg er heldig, kan jeg gøre det en håndfuld gange i løbet af en dag, ikke mere.
Det samme gælder de såkaldte “kaffemøder”. Mentalt har jeg ikke kaffe nok på kanden til at investere mig helhjertet i hovedparten af dem. Alligevel kommer jeg tit til at sige ja. Hvorfor?
Fordi det at sige ja er lettere end at sige nej. Dét er problemet. Løsningen er dog lige for: Vi skal gøre det lettere, mere friktionsløst — mere yndefuldt — for os selv at sige nej.
Og hvordan gør man så det?
Gennem McKeowns podcast, som jeg nævnte tidligere, kom jeg på sporet af, hvad der muligvis er den mest yndefulde afvisning, der nogensinde har fundet sted. Afvisningens afsender var Peter Drucker — også kendt som faderen til modern management — og modtageren var den ungarske kreativitetsforsker Csikszentmihalyi (jep, ham fra kapitel 3), som havde dristet sig til at spørge Drucker om at deltage i hans næste bog om kreativitet.
Døm selv, hvor yndefuld Druckers afvisning er:
I am greatly honored and flattered by your kind letter of February 14th — for I have admired you and your work for many years, and I have learned much from it. But, my dear Professor Csikszentmihalyi, I am afraid I have to disappoint you. I could not possibly answer your questions. I am told I am creative — I don’t know what that means.… I just keep on plodding.… I hope you will not think me presumptuous or rude if I say that one of the secrets of productivity (in which I believe whereas I do not believe in creativity) is to have a VERY BIG waste paper basket to take care of ALL invitations such as yours — productivity in my experience consists of NOT doing anything that helps the work of other people but to spend all one’s time on the work the Good Lord has fitted one to do, and to do well.
En voldsom afvisning, ja — med “Good Lord” og det hele — men samtidig meget venlig og elegant, hvilket underbygges af den kendsgerning, at Csikszentmihalyi blev så betaget af Druckers svar, at han valgte at inkludere det i sin bog alligevel.2
Hvad er moralen i den historie?
At en afvisning, hvis den altså er yndefuld nok, ikke fortørner, men derimod vinder modtagerens respekt — og derudover, at man faktisk ikke eksplicit behøver at sige nej for at afvise en forespørgsel. Se selv efter. Der står ikke “nej” en eneste gang i Druckers citat.
Jeg vil ikke nødvendigvis anbefale dig at følge Druckers eksempel til punkt og prikke, men jeg vil dog opfordre dig til at øve dig på at afvise forespørgsler, du ikke er interesseret i at efterkomme, venligt og bestemt, men uden at sige eksplicit nej.
Fidusen ved det er, som Druckers afvisning så elegant indkapsler, at du på den måde tvinger dig selv til at formulere nøjagtig hvorfor, du ikke er interesseret. Dermed sætter du ord på den for dig mere meningsfulde “mission”, som forhindrer dig i at tage flere opgaver på dig. Du går glip af den umiddelbare konformitet, det er at sige ja, men til gengæld vinder du din samtalepartners respekt — og styrker din egen selvrespekt.
Hvis du stadig synes, at det lyder svært, så husk, at den bedste måde at gøre en handling lettere, mere ubesværet på, er øvelse. Øvelse gør lettere.3
Hvordan vurderer man så, hvornår det er på sin plads at afvise en forespørgsel, spørger du?
Jeg troede aldrig, du ville spørge…
Ud fra Druckers svar at dømme, ville han nok sige, at man altid bare skal passe sin egen butik og holde fokus på sin mission. I Taitz og McKeowns artikel finder man et mere “blødt” forslag, som består i, at man lægger en form for livsbudget over sine prioriteter, man kan navigere efter.
Da jeg selv ikke nærer den store passion for regneark, hvor abstrakte de end er, vil jeg i stedet slå et slag et for et tredje, lidt mere enkelt bud på, hvordan man vurderer om en afvisning er på sin plads. Det hedder:
Hell Yeah or No.
Denne vidunderlige catchphrase er også titlen på en bog skrevet af Derek Sivers, som handler om at tage værdifulde beslutninger.4 Man behøver ikke engang læse bogen for at forstå værktøjet, den formidler. Det er selvhjælp i sin mest yndefulde, håndgribelige form.
Pointen er kort og godt, at hvis du ikke med det samme føler dig super begejstret for at gøre eller deltage i noget, andre spørger dig om, så bør du gøre dig selv den tjeneste at takke nej for i stedet at bruge tiden på det, der får dig til at tænke “Hell Yeah!”
Så simpelt er det. På nær…
Det er jo desværre ikke altid, du har et valg. Andre gange har du et valg, men kan godt se, at værdien af opgaven overstiger din egen misfornøjethed med den. Og så hører det jo også bare med til at være et ansvarligt individ, at man af og til påtager sig pligter, som man egentlig ikke gider, men som bare er… nødvendige.
I de situationer vil jeg foreslå, at du som det første tager dig tiden til at reflektere over følgende:
Hvordan skaber jeg en Hell Yeah-effekt indenfor opgavens rammer?
Hvad er den lettest mulige måde at fuldføre opgaven på?
Hvordan skaber min indsats værdi for andre mennesker, og hvad kan jeg gøre for at skabe mest mulig værdi for dem?
Hvis du kan svare på de spørgsmål, er du godt på vej til at ændre, hvad der ellers ved første øjekast virkede som en sur pligt til en meningsfuld opgave.
Jeg håber, at du nu føler dig bedre klædt på til at foretage yndefulde afvisninger — og ikke mindst til at holde fokus på det, du finder mening i, hvilket jeg går ud fra blandt andet er at skrive.
Værn om din tid til fordybelse; beskyt den så yndefuldt, som du er i stand til. Og invester mindst den samme iver i at værne om at lave ting, som umiddelbart er unyttige. Som jeg har skrevet før, må man kæmpe for sin ret til at sløse. Brug også værktøjerne i dette kapitel til at forsvare din ret til at være uproduktiv.
Inden jeg takker af for denne gang, vil jeg lige dele en nyhed, som jeg selv er ret begejstret for:
[Indsæt fanfare og konfetti her]
At Skriv let får en brevkasse!
Hell yeah, har jeg ret?
Indtil videre kalder jeg den bare “Brevkassen”, og planen er, at den skal udkomme en gang imellem, sideløbende med kapitlerne. Føljetonen er et fællesskab, som vokser dag for dag, og det er mit håb, at en brevkasse kan være med til at aktivere og styrke dette fællesskab for alle os, som stiler efter en lettere skriveproces.
Hvis du har et skriverelateret dilemma, problem, spørgsmål eller lignende til brevkassen, så send det til mig via mail (skrivlet@substack.com) eller via DM på Instagram. Du kan også besvare denne mail. Husk at anføre dine pronominer samt dit (evt. anonyme) kaldenavn.
Alle henvendelser vil blive behandlet omsorgsfuldt. Jeg inviterer en indtil videre hemmelig gæst til at hjælpe mig med at svare, når der på et tidspunkt er svævet nok henvendelser ind. Det bliver en fest!
Og så har jeg lige én ting…
Nej, nu er der faktisk ikke mere. Det eneste, du skal gøre nu, er at anvende det, du har lært i dagens kapitel, i praksis:
Med den lille øvelse overstået er du nu nået til vejs ende af føljetonens femte kapitel. Denne gang lykkedes det mig vist at fatte mig nogenlunde i korthed. Ni minutters læsetid. Det svarer jo lige til “en hurtig kop kaffe”…
Skriv let, lev let.
/Hans
I Goffmans mest citerede værk, Hverdagslivets rollespil (1956), hvori han bruger teatret som en metafor for, hvordan vi interagerer i dagligdagen, finder man således en mindst ligeså stor interesse for, hvornår disse interaktioner går i vasken og skaber forlegenhed, som når de går efter hensigten. I hans senere værker er der en lignende interesse for ansigtstabet i sociale interaktioner, som Goffman også knytter til forlegenhed, og som han desuden bruger som afsæt til at fremlægge en pointe, de fleste af os nok kan genkende: Forlegenhed er ikke et individuelt fænomen. Det smitter.
Der er tale om bogen Creativity: The Psychology of Discovery and Invention (2013).
Jeg vil gerne nævne et af McKeowns råd til en yndefuld afvisning, som er, at man altid skal holde minimum tre sekunders pause før man svarer. Tre sekunder! Som minimum! Tænk lige over den emotionelle stamina, det kræver. Det er måske alligevel ikke den mest yndefulde løsning, når man lige tænker over det, men uden tvivl den, som med tiden vil gøre dig mest hårdfør overfor forlegenhed. Og så er du sådan set også ret godt på vej til at blive bedre til at sige nej…
Bogens fulde titel er Hell yeah or No: what’s worth doing (2020).