Kapitel 4. Kapitel uden titel
Kapitel 4. Kapitel uden titel
Historien om et kapitel, der aldrig blev skrevet
(Dette er fjerde kapitel af selvhjælpsføljetonen Skriv let. Læs de tidligere kapitler her.)
Læsetid: 9 minutter
En kronologisk liste over titler, dette kapitel kunne have haft, men som blev skrottet:
“Ny titel”[Nyt kapitel, ny titel. Titlen først, som Eco skriver.1 Hvad skal jeg finde på?]
“Pause”[Jeg kunne selvfølgelig lire noget af om vigtigheden af at holde pauser, at idéer også opstår, mens man slapper af. Videnskaben bag ‘at sove på det’. Det kunne sikkert også vække nogens nysgerrighed, når mailen bare hedder “Pause”. Af en eller anden grund fanger det mig bare ikke rigtig, og så bliver det ikke godt. Så hellere gemme temaet til kapitlet om overspringshandlinger.]
“Den store skrivedyst”[Maj vil gerne have noget lettere, noget populærkulturelt. “Lidt á la den der bagedyst-artikel, du skrev engang,” sagde hun. Det aner jeg ikke, hvad skulle være... Alene i vildmarken? At skrive er ligesom at lede efter blåbær, når man er fuldstændig underernæret og forsøger at overleve, mens man filmer sig selv? Det er egentlig ikke en helt forkert beskrivelse af skriveprocessen, men måske er den alligevel lige i overkanten, og jeg har heller ikke fået set særlig meget af den nye sæson — det er vist også noget tid siden, den sluttede. (Gad vide, hvem der vandt?) Jeg kunne jo også bare skrive om bagedysten igen, men er det ikke lidt sølle?]
“En blåbærplukkers guide til skriveprocessen”[Måske er det alligevel ikke dumt med Alene i vildmarken? Nja, der må altså være noget mere oplagt.]
“Kuren mod overtænkning”[Selvfølgelig! Kapitlet skal da handle om overtænkning, det er klart. Det falder også i fin forlængelse af forrige kapitel; jeg kan koble det til flow (at overtænkning forhindrer flow) og komme med gode råd til, hvordan man kurerer overtænkning. Men kan jeg virkelig ikke finde på en mere original titel?]
“Grunden, nej… årsagen, nej… RODEN til alt ondt i skriveprocessen”[Sigende, men alt for lang i spyttet.]
“ADVARSEL!!! Begynd ALDRIG på det her, når du skriver!!!”[Det er ikke kønt, men der er klik i det. Når man tænker over det, fungerer den titel faktisk også som en ironisk pointering af overtænkningens giftige grundmekanisme: Jo mere man forsøger at lade være med at overtænke, jo mere kommer man til at gøre det. Det er en fælde, jeg vist selv er ved at falde i med det her her kapitel — måske kunne jeg tage i udgangpunkt i dén erfaring?]
“En overtænkers bekendelser”[Tja... Så var det måske alligevel federe med en eller anden læserhenvendelse i titlen, så det ikke bliver så navlepillende?]
“Tænk ikke på en blå elefant!”[Den titel tager mig direkte tilbage til, da jeg var i metakognitiv terapi. Jeg kunne starte kapitlet ud med at opfordre til at lave den der æble-øvelse, hvor man skal gå en lille runde i lokalet, men kun må gå, når man ikke tænker på æbler! Det kunne være et sådan lidt “interaktivt” element, som understreger, hvor svært det er at lade være med at overtænke, når man først er begyndt. Og så kunne jeg senere introducere løsningen — men hvad var det nu, det var? Var det simpelthen bare at tænke på noget andet? Det kan jeg faktisk ikke huske…]
“Konceptet ‘nu’”[For kryptisk og for tænkt. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg selv ved, hvad den henviser til. At være til stede i nu’et? Er dét kuren mod overtænkning? Det er det vel egentlig. Jeg kunne skrive et eller andet med, at kuren mod overtænkning i skriveprocessen er at betragte skrivningen som øvelse fremfor produktion. Fordybe sig. Være til stede i skriveprocessens nu uden at tænke på slutresultatet. Så knytter det jo også an til hele føljetonens tematisering
af uproduktivitet. Det er bare lidt for abstrakt, synes jeg. I øvrigt er der sikkert allerede en filosof eller fysiker, der har brugt den titel.]
“Konceptet ‘ego’”[Den er måske OK, men bevæger sig en smule væk fra temaet. Med mindre det handler om egoet som et tveægget sværd (eller en engel og en djævel på hver sin skulder?), der på den ene side er grunden til, at man giver sig i kast med at skrive, men samtidig er kilde til selvkritik og perfektionisme = skriveblokade. Ikke helt dumt. Jeg gemmer den titel til en anden god gang, så kan jeg lige lade den simre lidt. Hvad med noget mindre akademisk, mere kækt i stedet?]
“Young Thugs forfatterskole”[Lækkert! En overraskende sammensætning. Men har en rapper som Young Thug overhovedet noget at sige om overtænkning — og skrivning? Ja, det har han da egentlig; improvisation, flow og den slags. Jeg kunne argumentere for, at han er et forbillede for en ubekymret mentalitet (ubekymret = ubesværet), som alle skrivende kunne tage ved lære af. Der er jo den der artikel om Young Thug og kaosteori, som jeg kunne henvise til. Jeg skal også huske at sende et nik til Malte, selvom jeg ikke kan huske, om han nogensinde fik udgivet sin artikel om mumble rap og dadaisme (jeg skal forresten have bestilt hans digtsamling; den læseprøve, der er på forlagets hjemmeside var vidunderlig). Det er en virkelig god idé til et kapitel, faktisk, men jeg må hellere gemme den til et tidspunkt, hvor jeg har lidt bedre tid, så det bliver godt.]
“Young Thugs skriveskole”[Bedre (favner bredere), men jeg gemmer den altså stadig til en anden gang.]
“Tre grunde til du ikke kan skrive”[Hvad er de tre grunde? Overtænkning, perfektionisme og… ængstelighed? Overanstrengelse? Jeg føler, at det er en titel, som passer lidt bedre til et Instagram-opslag. Forresten, hvad var nu navnet på den hjemmeside, hvor man kunne plotte et ord ind, og så generede den en hel masse titler til blogopslag?
“A Week of Blog Ideas”a.
“Overthinking: Expectations vs. Reality”b.
“Will Overthinking Rule the World?”c.
“The Next Big Thing in Overthinking”d. “Overthinking Explained in Fewer than 140 Characters”
e.
“This Week’s Top Stories About Overthinking”“Overtænkning forklaret på mindre end to minutter”[Det her er muligvis den mest intetsigende titel, jeg nogensinde har skrevet. Og dog den mest præcise…]
“Paralyse af analyse”"[Det er bare som om, at den fungerer bedre på engelsk.]
“Overtænkning: En overlevelsesguide”“Er jeg nu helt sikker på, at der ikke er noget at hente i Alene i vildmarken? Nej, nu er det blevet for sent til at gå i gang med at se hele sæsonen for at finde et godt eksempel. Ærgerligt, for det er ellers en klasse titel. Den ryger i Google Keep. Måske det kunne blive til en bog engang hæhæ.]
“Overtænkning er overtænkning er overtænkning”[Den obligatoriske Gertrude Stein-variation… Hvorfor gav jeg mig dog overhovedet i kast med det her gakkede føljetonprojekt?!]
“Har du også tabt modet?”[Tiden er ved at rinde ud, og jeg har ikke skrevet et ord, der kan bruges, endnu. Fuck mig. Jeg er nødt til at stoppe med at pille navle og komme i sving! Jeg må gribe det strategisk an: Hvad ville være den lettest tænkelige måde at skrive det her kapitel på?]
“Kapitlet, der ikke kunne skrives”[Den lettest tænkelige måde at skrive kapitlet på… må vel være slet ikke at skrive det? Men jeg kan da ikke bare sende en tom mail ud? Så er der jo ingen, der kan regne ud, at det handler om overtænkning, og at det er grunden til, at jeg ikke kunne skrive noget færdigt til tiden. Der er nødt til at være en form for indbygget ledetråd eller et mere udfoldet koncept, så man forstår konteksten… Wow, jeg tror faktisk, at jeg på sporet af noget her!]
“Uden titel”[Slet ikke dårligt. Den minder mig lidt om kunstværker uden titel, at gå på museum. Kan det bruges til noget? Måske noget med: “Har du nogensinde tænkt over, hvorfor så mange kunstværker ikke har en titel?” Og så komme med den historiske forklaring, som vist nok er, at titler slet ikke var nødvendige engang, fordi kunst blev lavet til specifikke kontekster, hvor alle ville være klar over, hvem og hvad det forestillede. (Det må jeg lige google.) Der er også det der citat af Duchamp om, at titlen er “en usynlig farve” — eller er det “endnu en farve i paletten”? Uanset hvad, så kan det sikkert flettes ind. Men hvordan får jeg det til at hænge sammen med overtænkning? Det ved jeg ikke, om jeg overhovedet kan. Der må være en bedre, mere ligetil måde at skrive det her på, hvor jeg også kan bruge noget af det, jeg allerede har?]
(Og resten er historie…)
.
.
.
En fodnote til kapitel 4.
Hey.
Hans her.
Det er onsdag morgen, og jeg sidder på McDonald’s (her, hvor jeg bor nu, åbner biblioteket først kl. 13). Jeg er bevæbnet med en tynd cappuccino og det nye Kendrick-album for at gøre et (i den her omgang) sidste forsøg på at bekæmpe det overtænkningssyndrom, som jeg har døjet med hele mit voksenliv, men som jeg egentlig havde håbet på at holde adskilt fra føljetonen. Jeg må nok bare sande, at hvor der er tænkning, kan overtænkningen også trænge ind — uanset hvor meget, man prøver at holde det let.
Jeg havde egentlig planlagt at sende kapitlet ud som det var, som en slags selvstændig dokumentation af dette kapitels afsindigt træge tilblivelsesproces, men i går aftes fik jeg — inspireret af mine egne erfaringer — idéen til en metode til at overkomme overtænkning i skriveprocessen, som jeg synes fortjener at komme med på falderebet.
Og det er…
[trommehvirvel]
At skære skrivningen helt ud af ligningen.
Lad mig forklare.
Lidt groft sagt er der tre faser af skriveprocessen: Idéfasen, skrivefasen og redigeringsfasen. Idéfasen er den mest åbne, redigeringsfasen den mest lukkede. Skrivefasen er et sted midt imellem; delvist åben, men oftest dér, hvor overtænkningen viser sit grumme ansigt, fordi man nu skal give sin idé form og udtryk.
Efter den legefulde og ubekymrede idéfase, begynder ens beslutninger i skriveprocessen at forekomme mere bindende. Man begynder så småt at tvivle på sig selv: Er det en god nok idé? Griber jeg det nu rigtigt an? Det starter med den slags “uskyldige” indskydelser, men ender i eksistentiel jammer: Duer jeg overhovedet til at skrive? Og hvis jeg ikke gør det, hvem er jeg så?
Når jeg ser tilbage på min egen proces, står det klart for mig, at jeg begik den fejl, at jeg for hver idé, jeg fik, bevægede mig videre til skrivefasen for tidligt, utålmodigt. Og med skrivefasen kom selvkritikken, vægelsindet, overtænkningen. Hvis man i forvejen har anlæg for overtænkning, kan der være noget angstprovokerende i selve det at tænke: “Nu skriver jeg.”
Hvad nu hvis man kunne blive i idéfasens ubekymrede tilstand helt indtil redigeringsfasen, hvor det jo ikke gør noget at reflektere kritisk over sine valg? Hvis man simpelthen sprang skrivefasen over og gjorde de to andre faser tilsvarende længere? Skrev uden at skrive?
Det tror jeg faktisk er muligt.
Og jeg tror, at det — hvis man allerede er begyndt at overtænke sin skriveproces — er en mere gangbar metode end de enstemmige forslag, man finder i så mange skrivehåndbøger:
“Bare skriv!”
“Hurtigskrivning!”
“Flowskrivning!”
“Skriv uden at tænke!”
Så for endnu en gang at leve op til min proklamering af, at det her er en uproduktiv skrivehåndbog, vil jeg råde dig til at lade være med at skrive, hvis du har hang til at overtænke det.
Find på idéer i stedet.
Skriv alle idéerne ned, udfold dem, gør dem mere detaljerede, så detaljerede som muligt; se, hvor de fører dig hen.
Når du begynder at blive selvkritisk, så mind dig selv om, at det bare er idéer. De er ikke mejslet i sten. Det er bare for sjov. En leg.
Når dine idéer er detaljerede nok, er det tid til at redigere dem. Ret til, skær fra, tilføj lidt, flyt rundt. Nu må du gerne reflektere kritisk over dine valg, for du er for længst forbi den fase, hvor du skal finde på. Nu skal du bare finde ud af, hvordan du bliver færdig. Lettest muligt.
Og vupti! Din tekst er færdig. Helt uden, at du har skrevet et ord.2
Let, ikke?
Du er nu nået til vejs ende af føljetonens fjerde kapitel; et kapitel, som aldrig blev skrevet.
Som det sidste vil jeg blot spørge dig, hvad du mener, kapitlet skulle have heddet? Har du et andet eller måske endda bedre bud på en titel, der handler om overtænkning? Så skriv det i en kommentar:
Skriv let, lev let.
/Hans
På side 107 i håndbogen How to Write a Thesis (2015), skriver Umberto Eco: ”After you have conducted your bibliographical research, one of the first things you can do to begin writing your thesis is to compose the title, the introduction, and the table of contents—that is, exactly all those things that most authors do at the end. This advice seems paradoxical: why start from the end? For one thing, consider that the table of contents usually appears at the beginning of a work, so that the reader can immediately get an idea of what he will find as he reads. Similarly, if you begin writing your thesis by composing the table of contents, it may provide a clearer idea of what you must write. It can function as a working hypothesis, and it can be useful to immediately define the limits of your thesis.” Tak til Sebastian Egholm Lund for referencen!
Jeg er ikke den første, som har fået den tanke, at man kunne springe den ofte ærefrygtindgydende skrivefase over i sin skriveproces. En anden, lignende metode er Anne Lamotts tip om med vilje at starte med at skrive helt forfærdeligt dårlige udkast — “Shitty First Drafts”, kalder hun det — som stammer fra skrivehåndbogen Bird by Bird: Instructions on Writing and Life (1994).