Kapitel 3. Pain = Gain?
Kapitel 3. Pain = Gain?
"Lav rygøvelser. Smerte er distraherende."
(Dette er tredje kapitel af selvhjælpsføljetonen Skriv let. Du har et halvlangt kapitel foran dig, men inden du læser videre, vil jeg dog lige gøre dig opmærksom på, at jeg for nylig har koldstartet en Instagram-konto for Skriv let, hvor jeg løbende publicerer uproduktive skrivetips, sløsede selvhjælpsfloskler og kække læselet-udgaver af føljetonens kapitler. Følg den for mere indhold = mere lethed!)
Læsetid: 12 minutter
I oktober 1962, fire måneder inden hun begik selvmord, skrev forfatteren Sylvia Plath et brev til sin mor med en triumferende bekendtgørelse:
I am a genius of a writer; I have it in me. I am writing the best poems of my life; they will make my name.1
Profetien viste sig at holde stik. Mange af de sidste digte, Plath skrev, blev udgivet posthumt i samlingen Ariel (1965), som sammen med romanen The Bell Jar (1963) mejslede hendes navn ind i litteraturhistoriens grundfjeld. Plaths poetiske genialitet var hendes gave. Hendes forbandelse var, at hun led af depression, en sygdom, der endte med at tage livet af hende.
Plath er én ud af mange af litteraturhistoriens store forfattere, som led af en psykisk sygdom, og for mange af eftertidens læsere er hendes mentale sygdomshistorik desværre uadskillelig fra hendes forfatterskab. Faktisk er koblingen mellem de to så stærk i receptionen af Plaths værker, at hun har lagt navn til den såkaldte “Sylvia Plath-effekt”: Idéen om, at forfattere er særligt disponerede overfor mentale lidelser, og at deres kunstneriske produktion er forudsat af disse lidelser.2
Sylvia Plath-effekten kan sammenlignes med den No pain, no gain-mentalitet, jeg beskrev i det første kapitel af denne føljeton, og som er den nok mest genstridige forestilling, der knytter sig til skriveprocessen: At stor kunst opstår ud af stor anstrengelse og lidelse. Blod, sved og tårer.
Men ligesom idéen om, at det at skrive nødvendigvis indebærer stor anstrengelse, er Sylvia Plath-effekten slet og ret en myte.
Forestillingen om, at forfattere er særligt disponerede for psykiske sygdomme, eller at (mental) lidelse skulle være en slags magisk ingrediens i skriveprocessen er en kulturel vrangforestilling, der mest af alt har at gøre med en tarvelig fascination af “det gale geni”. Tværtimod findes der et væld af beretninger fra forfattere, der beskriver, hvordan deres psykiske lidelser påvirker deres arbejde negativt. Som blandt andre det poetiske geni, der ufrivilligt har lagt navn til Sylvia Plath-effekten, selv formulerede det:
When you are insane, you are busy being insane — all the time . . . When I was crazy, that was all I was.3
Man kan studse lidt over Plaths ordvalg, men pointen er, at hun vidste, at hun ikke frembragte sine fantastiske digte på grund af sin depression, men på trods af den. Hendes vidnesbyrd bakkes op af forskningen på området, hvor konsensus er, at der ikke er en sammenhæng mellem kreativitet og psykiske sygdomme.4
Jeg nærer den dybeste respekt for dem, der formår at skrive på trods af deres psykiske lidelser. I mine øjne er digtene i Ariel glitrende krystaliseringer af håb. Derfor nærer jeg en ligeså dyb modvilje imod myten om den lidende, “gale” kunstner; en myte, som forherliger psykiske sygdomme og stigmatiserer kunstneriske personligheder.
Det er dog ikke kun fordi myten om “det gale geni” er både usand, stigmatiserende og sladderbladsagtig, at det er magtpåliggende for mig at komme den til livs — selvom det er grunde nok i sig selv. Det skyldes også, at den som en kulturel vrangforestilling slører for den kendsgerning, at det i udgangspunktet er let at skrive. Det ville i hvert fald være lettere, hvis det ikke var for hele det katalog af misvisende myter om skriveprocessen, som vedholdende fortæller os det modsatte: At det i sin natur er svært, hårdt, opslidende. At det ikke bør være let. At det ikke må være rart.
Vi har desværre ikke selv kontrol over vores psykiske velbefindende, og i kølvandet på de sidste to års begivenheder lader der til at være ekstraordinært mange, som har det svært. Derfor er jeg godt bevidst om, at det kan klinge hult, når jeg skriver, at det i udgangspunktet er let at skrive. Selvfølgelig er det ikke alle, der skriver fra et let udgangspunkt, men netop derfor er det vigtigt, at man værner om sine mentale ressourcer, giver sig selv lov til at være uproduktiv og ikke mindst stiler efter en ubesværet skriveproces indenfor de muligheder, man har.
At stile efter lethed er en måde at drage omsorg for sig selv.
Tidligt i sin karriere satte den ungarske kreativitetsforsker Mihaly Csikszentmihalyi sig for at undersøge de psykologiske virkninger af at være kreativ. Og kan du gætte, hvad han med tiden fandt ud af?
Du gættede rigtigt: Han fandt ud af, at det at være opslugt i en kreativ proces har en positiv indvirkning på dit mentale velbefindende. Han konkluderede tilmed på baggrund af årelange studier, at fordybet, kreativt arbejde bidrager til et mere lykkeligt, meningsfuldt liv.5
Csikszentmihalyis resultater minder os om noget, mange af os inderst inde allerede godt ved: At det under de rette betingelser er både let, rart og sundt at skrive. Ikke lidelsesfyldt eller udmattende. De understreger, at der ikke er noget "galt" i at lade sig opsluge af skriveprocessen, men at det faktisk kan være kilden til en lykkeligere tilværelse.
Csikszentmihalyis arbejde tilbyder tilmed en model for, hvordan man sætter sig selv i scene til at opnå den tilstand, hvor man arbejder på højeste kreative blus. Det sker ved at fordybe sig i opgaver, som hverken er for repetitive eller meningsløse til, at man keder sig, men som samtidig heller ikke er for udfordrende til, at man føler ængstelig utilstrækkelighed. Magien sker i smørhullet mellem de to; i udarbejdelsen af tekster, som er meningsfulde og lige tilpas udfordrende til, at de stadig forekommer ubesværede at frembringe.
Tilstanden af at være opslugt af processen og arbejde på højeste kreative blus kaldte Csikszentmihalyi for “flow”. Selv hvis du aldrig nogensinde har hørt om Csikszentmihalyi før, er jeg ret sikker på, at du ved, hvad flow er…
Flow er, når du har følelsen.
Du ved, hvad jeg mener, ikke?
Det er den der følelse af, at nu-endelig-fucking-flyder-det-bare.
Følelsen af mental vægtløshed.
Følelsen af…
Tunnelsyn.
Niceness.
Tynd, frisk bjergluft.
Følelsen af, at du kan blive ved med at skrive.
I det uendelige…
Hvis du har oplevet følelsen af at være i flow, så ved du imidlertid også, at det uundgåeligt ender med, at den forsvinder igen.
Og så sidder du dér. Helt tom for ord.
Hvad plejer du at gøre, når du sidder i den situation?
Jeg kan i hvert fald fortælle, hvad jeg selv ofte har gjort, og det er at klø på; lægge yderligere tid og anstrengelse i skriveprocessen ud fra en dybt indgroet forestilling om, at det at skrive i sin natur er anstrengende. Måske er det noget, du kan genkende — og så kan du måske også nikke genkendende til, at det for det meste viser sig at være en ufrugtbar tilgang. Der er muligvis en spinkel chance for, at man ved at slide i det kan ramme den samme kreative guldåre igen, men det er desværre endnu mere sandsynligt, at man forårsager det, økonomer grumt kalder: Diminishing returns.
Dårligt afkast af sin investering. Udmattelse og modløshed.
Alle kører fast i skriveprocessen en gang imellem. For nogle skribenter sker det endda ret ofte. Det får det at skrive til at virke som en pinefuld affære, og det er i de situationer, at vi er tilbøjelige til at søge tilflugt i det kulturelle bagkatalog af myter, som giver en lindrende forvisning om, at vores anstrengelser faktisk er et nødvendigt onde.
Jeg håber, at du, når du næste gang kører fast i skriveprocessen, husker på, at de bedste idéer ikke tvinges frem under stor kraftanstrengelse. De opstår ubesværet, når man er frisk og veloplagt:
Det er ikke meningen, at det at skrive skal være opslidende. Det er meningen, at det skal være let. Hvis det forekommer anstrengende og besværet at skrive, er der noget galt. I den slags situationer er du bedre tjent med at tage en pause og reflektere over årsagerne til, at din skriveproces er træg.
Jeg forestiller mig, at der sidder nogen derude nu og tænker, jaja. Det her er ikke til mig. Jeg har ikke brug for “niceness”. Jeg laver ikke kunst. For mig er skrivning et håndværk. Det behøver ikke være let, det skal bare gøres.
Men sagen er den, at…
Jeg køber slet ikke distinktionen mellem kunst og håndværk.
Jeg køber slet ikke ind på den præmis, at skrift kommer forskellige steder fra, eller at nogle former for skrivning er mere eller mindre “kreative” end andre. Skrivning er skrivning. Og hvis du øver dig nok på det, bliver du så god til det, at du kan skrive på en måde, som ingen andre kan. Det er det, der hedder stil. Og stil… er en kunstform.
Selv hvis du ikke har de fjerneste ambitioner om at være kunstner eller forfatter, er der i hvert fald én ting, som du kan tage ved lære af ved at studere såkaldt geniale kunstneres arbejdsgange. Og det er, at der tilsyneladende ligger en kreativ fordel i at være excentrisk.
De fleste kunstnere, vi opfatter som genier, er rutinerede excentrikere, og de behøver ikke at lægge skjul på det. Hvis man tænker over det, er det at være kunstner nemlig en af de eneste professioner, hvor det er kulturelt acceptabelt at være excentrisk, sær, afvigende fra normen.
Jeg er klar over, at det nu kan lyde lidt som om, at jeg tapper ind i den selvsamme myte om “det gale geni”, som jeg startede ud med at ville afmontere — men det er faktisk ikke tilfældet. At forfattere og kunsterne er excentriske understreger nemlig bare den kendsgerning, at de faktisk er de mest klarsynede af os alle sammen, fordi de lige siden tidernes morgen — længe inden selvhjælpsindustrien begyndte at drive rovdrift på det — har dyrket et fænomen, hvis kreative potentiale går over hovedet på de fleste: Selvrealisering.
Mange mennesker kaster op i munden, når de hører ordet “selvrealisering”, fordi de forbinder det med egoistisk selvforherligelse og senkapitalistisk, individualistisk nærsynethed. Men lad ikke selvhjælpsindustriens udvanding af begrebet skygge for det faktum, at den kreative proces både afstedkommer og næres af en stærk positiv selvfølelse. Flow og selvrealisering er to sider af den samme mønt.6
Stil er en livsstil.
Det er noget, alle excentrikere ved.
Alle særlingene, som ikke lægger skjul på deres særtræk, ved det.
Alle originalerne og personagerne.
Det er også noget, Beethoven vidste. (Han havde en yderst mærkværdig vane med at pjaske med vand, når han var i flow. Derfor var han også kendt som en forfærdelig lejer, fordi han altid forårsagede vandskader i lejemålene.)
Gertrude Stein vidste det. (Hun fik sin partner, Alice B. Toklas, til at drive køer ind foran sig, når hun skrev. Stein skrev gerne udenfor, i landlige omgivelser.)
Kierkegaard vidste det. (Han fyldte altid sin kaffekop op til randen med sukker, før han hældte kaffe i. Der findes flere biografiske beskrivelser af, at Kierkegaard tit rystede på hænderne, hvorfor mon…)
Og listen fortsætter.7 Mange af historiens store kunstnere og forfattere var notorisk excentriske. Det er det, der gør dem mytiske. Men det er helt utrolig vigtigt at huske på, at alle disse excentriciteter, som man kan læse om i biografier og skrivehåndbøger, i mange tilfælde hverken er diagnostiske træk eller ligegyldige tilbøjeligheder. De er derimod strategisk organiserede vaner, der tjener det helt bestemte formål at skabe flow og lethed i den kreative proces.
Det kan godt være, at det lyder specielt, at Stein var nødt til at se på køer for at skrive, men i en forstand har stort set alle, der skriver, deres egen personlige version af hendes “ko”: En eller anden højst besynderlig, men dog forunderligt inspirerende vane, som er med til at skabe betingelserne for at komme i en positiv, kreativ sindstilstand.
Skam dig ikke over din ko. Pas godt på den, vær nænsom overfor den, lad den trives. For når den trives, trives du også. Og omvendt. Hvis du ikke har en ko endnu, så må du straks ud og finde den. Din lette skriveproces afhænger af det.
Opfyld hverken omgivelsernes forventning om at være normal eller din egen forventning om, at det er opslidende at skrive. Find din stil. Vær dig selv.
Vær excentrisk, men pas altid på dig selv.
Du er en ener, en original.8
Du fortjener at skrive let.
Du er nu nået til vejs ende af det tredje kapitel af føljetonen. Min plan har hele tiden været, at de tre første kapitler skulle skitsere filosofien bag det at skrive let. Sammen med de to foregående kapitler opridser kapitlet her således føljetonens grundprincipper ved hjælp af tre formler:
Føljetonens tre første kapitler er på den måde de indledende, fundamentale foldninger i det papirfly, Skriv let er. Jeg vil gerne sige tak til alle, som fra begyndelsen har været med til at puste og hjulpet føljetonen til at svæve så langt, som den allerede har. Tak fordi du læser med. Det er hele grunden til, at føljetonen eksisterer. (Og jeg lover, at de næste kapitler nok skal blive kortere!)
Jeg har i øvrigt hørt fra flere, som har læst de to første kapitler af føljetonen, og som spørger mig: Hans, hvis man skal bruge mindre tid på at skrive ad gangen, hvad skal man så overhovedet bruge den overskydende tid til?
Det vil jeg gerne svare på: Brug noget af den ekstra tid, du pludselig har på hånden, på at holde dig sund og rask. Drik vand, mediter, gå en tur, ring til en ven, stræk ud, bevæg din rygsøjle.
Som forfatteren Margaret Atwood har sagt:
Lav rygøvelser. Smerte er distraherende.
Skriv let, lev let.
/Hans
Sylvia Plaths sidste breve til sin mor kan læses i Letters Home: Correspondence 1950-1963 (1975).
James C. Kaufman: “The Sylvia Plath Effect: Mental Illness in Eminent Creative Writers” (2001), The Journal of Creative Behavior.
Jeg har det her citat fra Sawyers bog (se fodnote 4).
Kreativitetsforskningen er et stort og broget felt, så jeg støtter med her til R. Keith Sawyers Explaining Creativity: The Science of Human Innovation (2012, 2. udgave), som ganske vist ikke er helt ny længere, men som ældes forbavsende godt i betragtning af, hvor meget der forskes i kreativitet. Man finder en længere diskussion af forholdet mellem kreativitet og psykiske sygdomme fra side 163 og frem.
Hvis du ikke kender til Csikszentmihalyis arbejde, vil jeg anbefale at starte med klassikeren Flow: The Psychology of Optimal Experience (1990). Du kan også se hans TED talk om emnet.
Jeg kan ikke løbe fra, at min udlægning af den kreative proces er præget af en rettere individualistisk (og vestlig) forforståelse. Det er værd at bemærke, at flow ikke nødvendigvis altid er en individuel oplevelse, men at dans, sang, samspil og fælles ritualer kan skabe en stærk, fælles flow-tilstand. Når det handler om “genier”, er det er også vigtigt at have for øje, at kreativitet aldrig finder sted i et vakuum, men er et kollektivt fænomen. Det vil jeg skrive mere om en anden gang…
Hvis du er interesseret i sådan en liste, kan jeg varmt anbefale Mason Currys Daily Rituals: How Artists Work (2013).
Jeg har ventet på en mulighed for at sende skud ud til min gode ven og forbillede, Anne Green Munk, hvis dugfriske afhandling Skab dig! Kreativitet og selvfremstilling i litteratur, fotografi og mode omkring år 2000-skiftet er en formidabel brugerhåndbog i at blive (en) original.