Kapitel 2. En omvendt formel for produktivitet
Ugens uproduktive skrivetip: Du bliver aldrig færdig
(Dette er andet kapitel af selvhjælpsføljetonen Skriv let. Læs føljetonens første kapitel her.)
Læsetid: 7 minutter
Du drømmer stadig om at blive mere produktiv, gør du ikke?
Jeg bebrejder dig ikke. Men hvis du har læst føljetonens forord, ved du, at det er noget, jeg ser som min fornemste opgave at overtale dig til at blive mindre af. (Jeg praler trods alt af at udgive verdens eneste uproduktive skrivehåndbog…) Jeg vil i hvert fald gøre forsøget i det følgende, og jeg vil også forklare, hvorfor jeg mener, at uproduktivitet er en rimelig pris for en lettere skriveproces.
Du er selvfølgelig ikke alene i dit ønske om at blive mere produktiv. Det er det samme som det at være kreativ — hvem ville ligefrem sige nej til at være dét? Også dine omgivelser har en ikke altid stiltiende forventning om, at du yder dit bedste, eller det vil sige dit meste.
Før i tiden betød produktivitet noget i retning af “at få noget fra hånden”. Nu lader det snarere til at betyde “at få mest muligt fra hånden”. Det er i hvert fald den betydning, man møder mest i medielandskabet nu.
Umiddelbart lyder det ikke dårligt at få meget fra hånden. Men der er skyggesider ved vores halsløse jagt på at nå så meget som muligt, blive mere og mere produktive. Én af dem er den udbrændthedsepidemi, forskere er begyndt at advare om, og som vidner om, at vores evige trang til tidsoptimering sker på bekostning af vores trivsel og mentale helbred.1
Men lad os lade samfundskritikken ligge for nu og i stedet se nærmere på en mere neutral, teknisk definition af produktivitet. Den lyder sådan her: Akkumuleringen af indsats over tid.
Ser man nærmere på den definition, står det klart, at der overordnet er to variabler, du kan skrue op eller ned for, hvis du vil ændre din produktivitet som skribent: Indsats og tid. Her vil de fleste mennesker være tilbøjelige til at skrue op for den første og ned for den sidste i ambitionen om at nå mere på kortere tid.
Det interessante er, at de færreste tænker på at gøre det modsatte, altså skrue ned for indsatsen og op for tiden. For det ville jo være… uproduktivt, ikke sandt? Lige netop, og det er du efter min mening bedre tjent med i længden.
Det lyder helt hen i vejret, men tro mig, når jeg siger, at uproduktivitet er en fair pris for en let skriveproces. Hvis du lader tiden arbejde til din fordel, kan du nå i mål uden øjensynlig anstrengelse. Hvis du gerne vil skrive lettere, er det her derfor, hvad jeg vil råde dig til at gøre: Skriv mindre og brug længere tid på det.
Sætter man det råd op som en ligning, er resultatet en slags omvendt formel for produktivitet.
Jeg kalder det “(U)produktivitet” i ligningen ovenfor for at understrege, at det er en indstilling, som sammenlignet med idéen om at yde mest muligt over kortest mulig tid umiddelbart fremstår uproduktiv, men ved nærmere eftersyn faktisk leverer tilfredsstillende resultater. Det kræver blot lidt tålmodighed, vedholdenhed. At du er villig til at investere mere af din tid end din indsats.
Forskellen er ganske simpelt, om du helst vil skrive fem sider på én dag, eller om du har mulighed for og vilje til at forhale processen og i stedet skrive en halv side hver dag i løbet af 10 dage — eller for den sags skyld en kvart side hver anden dag i løbet af 40 dage. I alle tre tilfælde ender du med at have skrevet fem sider. Den sidste mulighed tager godt nok noget længere tid end den første, men opleves til gengæld betydeligt mindre anstrengende.
Pointen er, at den tid, du bruger, og din oplevede anstrengelse er negativt korrealerende. Skruer du op for tiden, falder din grad af anstrengelse.
Det var en erkendelse, jeg selv fik, da jeg foretog de indledende manøvrer til, hvad der skulle ende med at blive til denne føljeton.
Idéen kom til mig i kølvandet på at have været ramt af stress. Det føltes nødvendigt at omsætte den erfaring, jeg ellers helst ville have været foruden, til noget meningsfuldt. Jeg havde allerede tidligt i processen en klar idé om, at jeg gerne ville skrive en uproduktiv skrivehåndbog, som modsagde sig tidsoptimeringens imperativ; en art sløseriets manifest i godmodig selvhjælpsindpakning. Noget let. Jeg vidste tilmed allerede, hvad de første kapitler skulle handle om.
Mit eneste problem var ironisk nok, at jeg ikke havde tid til at skrive skidtet.
Jeg er far til to piger i hagesmæks-alderen, er ved at færdiggøre min ph.d.-afhandling og har lige købt et hus, ejendomsmægleren overbærende præsenterede som “renoveringsmodent”. Jeg kunne måske godt have presset et par sene aftentimer ind i min dagligdag nogle gange om ugen, men det ville uden tvivl hurtigt være blevet en kilde til både stress og udmattelse – hvilket ville være ret selvmodsigende emnet taget i betragtning.
Jeg måtte altså erkende, at jeg ikke havde tid til at skrive en selvhjælpsbog her og nu, så min eneste mulighed var at lade den vente på sig. Og det var dér, jeg tænkte: Hvorfor ikke bare gøre en dyd ud af at bruge så lang tid som overhovedet muligt? Pludselig stod det klart for mig, at Skriv let ikke skulle skrives og udgives som et formfuldendt produkt, men som en proces. Det skulle være en føljeton, selvfølgelig, skrevet efter sit eget princip.
Føljetonen udkommer hver anden uge, fordi det for mig at se er et fint kompromis imellem en vis hyppighed i udgivelserne og et mellemrum, der er langt nok til, at jeg kan sprede arbejdet ud i små, overkommelige bidder. I løbet af 14 dage bliver bare nogle linjer om dagen til et helt kapitel — ganske ubesværet.
Jeg er selvfølgelig godt klar over, at det ikke er alle skribenter, der selv sætter deres deadline eller har synderligt god tid til at skrive hver opgave. At trække processen ud er et privilegie, som ikke er alle forundt i samtidens hektiske arbejdsklima. Man må desværre kæmpe for sin ret til at sløse.
Jeg forestiller mig, at forfatteren Gertrude Stein strukturerede sin skriveproces efter et lignende ræsonnement, eftersom hun også havde for vane at skrive forholdsvis lidt ad gangen, men til gengæld var meget vedholdende.
Som Stein formulerer det et sted i bogen Everybody’s Autobiography (1937) har hun aldrig været i stand til at skrive mere end en halv side om dagen. Hun bemærker dog i samme ombæring, at selv en halv side bliver til meget efterhånden: “If you write a half an hour a day it makes up a lot of writing year by year.” Steins fortræffelige forfatterskab, som tæller en imponerende lang stribe af værker, er et bevis for, at det at skrive lidt ad gangen er en meget kraftfuld vane.
Den uproduktive tilgang har på den måde ikke kun den fordel, at den kræver mindst mulig anstrengelse, men også, at den er lettere at opretholde som en vane. Jo mindre du skal skrive ad gangen, jo lettere er det at gøre igen og igen. Der er en grund til, at tre af de mest succesfulde og velrenommerede selvhjælpsbøger om vaneændring i deres titler indeholder adjektiverne ”mini”, ”bittesmå” og ”atomiske”.2 Hvis du vil have succes med at gøre en bestemt handling til en vane, skal du sørge for, at den pågældende handling er så nem og overkommelig som muligt.
Der er mange måder at gøre sin skriveproces lettere på, og én af dem er altså at spørge sig selv: Hvad er det længste, jeg kan tillade mig at bruge på at skrive det her? I hvor små bidder kan jeg dele det op?
Som skrivende kan vi komme til at stirre os blinde på det endelige produkt, hvilket driver os til at starte hårdt ud, slide i det — for så efterhånden at brænde ud, gå i stå, løbe sur i processen.
Vi lader os alle sammen let imponere af toppræstationer og overmenneskelige kraftanstrengelser, men lad dig ikke forlede af skinnende ting! For de fleste af os er der meget mere at vinde ved at holde et jævnt bundniveau, skyde en gennemsnitlig fart. Cruise control.3
Det er derfor, jeg er så begejstret for John Steinbecks råd om at glemme alt om nogensinde at blive færdig med det, man skriver på. I stedet, pointerer han, skal man fokusere på at skrive lidt hver dag indtil man en dag — til sin store overraskelse — er færdig.4 Det er et vaskeægte uproduktivt skrivetip, og jeg kan varmt anbefale dig at følge det. Det kan vise sig at være lige det perspektivskifte, som gør, at du faktisk får skrevet noget færdigt.
Mind løbende dig selv om, at du aldrig bliver færdig og fokuser i stedet på processen; den lille, gennemsnitlige indsats. Jeg skal nok hjælpe dig i gang:
Du bliver aldrig færdig.
Du bliver aldrig færdig.
Aldrig.
I jævn gennemsnitsfart er vi nu også nået til vejs ende af føljetonens andet kapitel, som jeg håber har inspireret dig til at udforske uproduktivitetens muligheder for en lettere skriveproces. Hvis du har kommentarer til det, du lige har læst, feedback eller lignende, er du som altid velkommen til at skrive en kommentar eller besvare denne mail. Din feedback er med til at gøre føljetonen bedre.
Når først du har indset, at uproduktivitet er en rimelig pris for at skrive lettere, kan du med ro i sindet drosle ned for din indsats og i stedet lade tiden arbejde for dig. Du vil med garanti høre stemmer omkring dig, som råber: “Hallo!” “Sæt i gear!” “Det er for sløvt, det dér!” Men du lytter ikke, for du er smartere end dem. Du ved nemlig, at det er lettere at vinde, hvis man spiller på den lange bane.
Skriv let, lev let.
/Hans
.
.
.
PS: Jeg sender dette kapitel fra min redaktør, Maj Ørskovs naturskønne gård i Bjedstrup. Foruden af være helt igennem top-professionelt letskrivende, er Maj rimsmed og forsanger i den audiopoetiske jazzgruppe Kiosk. Givdetetlyt!
Jeg stødte første gang på begrebet “udbrændthedsepidemi” i denne artikel på Zetland, som kan anbefales til videre læsning.
Jeg tænker her på Mini Habits: Smaller Habits, Bigger Results (2013) af Stephen Guise, Tiny Habits: Small Changes That Change Everything (2019) af B.J. Fogg og Atomic Habits: An Easy & Proven Way to Build Good Habits & Break Bad Ones (2018) af James Clear.
“Vi ser en mulighed i rolighed og ta’r bar’ chancen” — Branco, Cruise Control.
Dette plus fem andre skrivetips fra Steinbeck kan læses via The Marginalian, hvor man også finder en skøn beskrivelse af dengang Steinbecks hund åd hans manuskript.