Kapitel 12. Endelig, mit kapitel om prokrastinering
En brugers guide til overspringshandlinger
Det her er det tolvte kapitel af selvhjælpsføljetonen Skriv let — et nyhedsbrev for skrivende, der længes efter en lettere skriveproces.
Læsetid: 11 minutter minus distraktioner
[Ordløs nynnen]
– Hans Phillip, “Et studie i overtænkning” (2019)
Nå, men.
Jeg må erkende, at det har været lettere at skrive de her kapitler.
Og i takt med, at kapitlerne er blevet sværere at skrive, er det også blevet nemmere at udskyde dem.
Jeg har selvfølgelig masser af undskyldninger for, hvorfor det ikke lige har kunnet lade sig at gøre at skrive på føljetonen, men ingen af dem er gode nok til, at jeg vil nævne dem her.
Hvis man skal se på det fra den lyse side, så giver den lange afstand til sidste kapitel mig mulighed for at bruge en titelidé, jeg har haft på lager i over et år snart.
Helt tilbage fra føljetonens begyndelse, løb jeg nemlig ind i en artikel fra 1986 med den fuldstændig forrygende titel: “At last, my research article on procrastination”. Dengang lovede jeg mig selv, at jeg skulle sample dén titel, når eller hvis jeg engang skrev om overspringshandlinger.
Og nu er tiden (endelig) kommet!
Dette kapitel handler om overspringshandlingens (u)væsen. Vi kommer omkring, hvad overspringshandlinger er, hvorfor du laver dem, og hvordan du kan lave færre af dem. Og som et plot twist til sidst: Hvorfor overspringshandlinger muligvis er stærkt undervurderede.
Jeg håber i øvrigt virkelig, at du nyder kapitlet her. Ikke bare fordi det har været enormt længe undervejs — men lige så meget fordi du jo ikke ved, hvor lang tid der går, før der kommer ét igen…
Nå, ikke mere sniksnak. Lad os springe ud i det.
Værd at vide: Overspringshandlingens psykologi
Man kan sige meget om Freud, men i forhold til at forklare hvorfor vi overhovedet overspringshandler, rammer hans Lustprinzip hovedet på sømmet.
Lystprincippet går i store træk ud på, at vi som menneskedyr per instinkt opsøger nydelse og undviger ubehag. Det hører med til princippet, at vi i overgangen til voksenlivet (i hvert fald til en vis grad) opøver evnen til at udsætte vores nydelse til et senere tidspunkt til fordel for en større nydelsesmæssig gevinst. Forsinket tilfredsstillelse, hedder det.
Når du overspringshandler, udskyder du den opgave, du i virkeligheden burde arbejde på, for i stedet at udføre en anden, i øjeblikket mere nydelsesfuld — eller måske rettere: mindre ubehagelig — aktivitet.
Overspringshandlinger er på den måde et udtryk for, hvad man på en freudiansk dag (og dem har vi jo alle sammen en gang imellem) kunne finde på at kalde for “forsinket ubehag”: Du udskyder den ubehagelige opgave til et senere tidspunkt, hvor den formodentlig er kilde til et endnu større ubehag.
Det er overspringshandlingens onde spiral: Opgaven bliver mere og mere ubehagelig for hver gang, du udskyder den, hvilket kun gør det mere tiltalende at undvige den endnu en gang.
Prokrastinering kommer med en pris.
Når du overspringshandler, tager du forskud på den forsinkede tilfredsstillelse, fordi du høster frugten af et stykke arbejde, du ikke har udført endnu.
Du stiller dig med andre ord i følelsesmæssig gæld til dig selv, og det har naturligvis konsekvenser. For eksempel kan en stærk tilbøjelighed til at overspringshandle øge sandsynligheden for at blive ramt af stress og være en kilde til lavt selvværd.1
VIGTIGT at vide: Du er ikke doven
Det er nærliggende at bebrejde sig selv og sin tilsyneladende svage karakter for, at man skubber krævende opgaver foran sig.
Måske hører du til dem, der — i overført betydning, selvfølgelig — slår dig selv i hovedet, når realiteterne rammer, hvilket kun gør tingene værre. I de situationer er det vigtigt at minde dig selv om, at det ikke er fordi du er “doven” eller “uduelig” (eller hvad du ellers kan finde på at betegne dig selv som), at du overspringshandler.
“Dovenskab” er en myte.2 Kendsgerningen er, at du overspringshandler for at værne dig selv imod det ubehag, som opgaven af en eller anden grund fremkalder hos dig.
Derfor er det også nyttesløst at skælde dig selv ud for at overspringshandle. Du er meget bedre tjent med at forsøge at sætte ord på, hvad det er for en følelse af ubehag, den pågældende opgave fremkalder hos dig.
Trangen til at undgå ubehag er enormt stærk og udmønter sig som regel i en række forsvarsmanøvrer, som vi bruger til at validere vores overspringshandlinger overfor os selv. Disse manøvrer kan tage forskellige former, heriblandt:
Trivialisering. Her fortæller du dig selv, at dine overspringshandlinger i virkeligheden ikke er overspringshandlinger, og at den opgave, du burde arbejde på, faktisk slet ikke er så vigtig.
Kontrafaktisk tænkning. Her fortæller du dig selv, at du ville selvfølgelig ikke have overspringshandlet, “hvis bare” det hele havde set anderledes ud. (Her er der også grobund for at sammenligne os selv med andre, som i vores eget hoved jo ofte har det med at komme lettere til tingene end os selv.)
Valorisering. Her fortæller du dig selv, at din overspringshandling i virkeligheden ikke var en overspringshandling, men en meningsfuld opgave, som du var nødt til at udføre, før du kunne gå i gang med den egentlige opgave.3
Bebrejdelse. Her fortæller du selv, at det overspringshandlingen ikke var din egen skyld, men skyldtes dine omgivelser, og at tingene på den måde var ude af din kontrol.
Latterliggørelse. Her trækker du på skuldrene og bruger humor til at dække over, at det i virkeligheden er et ubehag ved opgaven, som får dig til overspringshandle.
Disse forskellige former for efterrationaliseringer er med til at sløre for den egentlig årsag til, at du udskyder din skrivning. Med tiden bliver de til en slags indgroede sandheder, som du fortæller dig selv — og som for hver gang, du gentager dem, får større og større sandhedsværdi.
Hvis du begynder at sætte spørgsmålstegn ved nogle af disse “sandheder”, vil du imidlertid snart se igennem røgsløret og opdage:
Du er slet ikke doven. I værste fald er du nok bare perfektionistisk anlagt.
En fodnote om perfektionisme
Det er et af mine (efterhånden mange) mottoer, at perfektionisme er en skriveblokade i fåreklæder.
Derfor blev jeg også overrasket (læs: mistænksom), da jeg i arbejdet med den her kapitel stødte på et studie, hvor konklusionen lød, at perfektionisme er en underordnet eller udeblivende faktor i overspringshandlinger. Faktisk rapporterede kun sølle 7 % af studiets deltagere, at det var perfektionisme, der fik til dem at skubbe deres opgaver foran sig.
Grunden til, at jeg ikke helt køber den konklusion er, at det efter min erfaring er de færreste perfektionister, der vil betegne sig selv som sådan.
Det er ikke længe siden, at jeg havde en kunde i skrivetræning, som højt og helligt proklamerede, at han “i hvert fald IKKE var perfektionist,” fordi han altid skrev sine skriveopgaver færdige i sidste øjeblik.
“Jeg tror bare, at jeg er lidt doven,” konkluderede han med den der selvironiske distance, som jeg hører så tit.
“Hvad får dig til at sige, at du doven,” spurgte jeg.
Han sad stille lidt.
“Det er nok fordi jeg jo godt ved, at jeg ville skrive meget bedre, hvis bare [min kursivering] jeg kunne tage mig sammen til at gå i gang tidligere,” sagde han.
“Jeg tror slet ikke du er doven.”
“Nej?”
Jeg så ham i øjnene: “Jeg tror du er bange.”
Sagen er den, at de fleste misforstår, hvad perfektionisme bunder i.
Det er nemlig langt fra altid, at perfektionisme viser sig som en drøm efter at skrive perfekt. I virkeligheden viser perfektionisme sig langt oftere som en frygt for ikke at skrive godt nok.4
Frygten for at fejle kommer i mange forklædninger. “Dovenskab” er én af dem.
Når du skubber din skrivning til allersidste øjeblik inden deadline, tilbyder du dig selv en “god” undskyldning for, at det, du endte med at få skrevet, ikke var godt nok. (Dine overspringshandlinger er på den måde en skjult omsorg for dig selv, selvom de jo ender med at have den modsatte effekt.)
Du bruger kontrafaktisk tænkning som en slags sutteklud, der bekræfter dig i, at du ville skrive godt nok, hvis bare du var gået i gang lidt tidligere.
“Hvis bare…” Ja, men hvorfor så egentlig ikke? Dét er spørgsmålet, du skal stille, når du fanger dig selv i at validere dine overspringshandlinger.
Jeg ser det samme mønster igen og igen, når jeg holder kurser og individuel rådgivning i at skrive. Jeg kender det også alt for godt fra mig selv. Derfor var jeg også hurtig til at ordinere kunden ovenfor nogle af de “piller”, der hjælper til at overvinde perfektionisme: Planlagt hurtigskrivning, kreativ intervaltræning, dårlige udkast.
Og tænk engang. Det virkede som en drøm.
Godt at gøre: Tre trin til færre overspringshandlinger
Kære læser. Du har trods alt valgt at tilmelde dig den her selvproklamerede “uproduktive skrivehåndbog”, så jeg gætter på, at du også har det med at overspringshandle fra tid til anden.
Der er selvfølgelig ikke noget galt med at overspringshandle en gang imellem. Men hvis det er noget, du kommer til næsten hver gang du skal skrive, vil jeg anbefale, at du gør noget ved det.
Du fortjener en let skriveproces.
Nedenfor finder du derfor tre trin til at overspringshandle mindre og begynde at skrive med større selvsikkerhed.
Trin 1: Op på briksen
Hvis du er tilbøjelig til at overspringshandle, er det første skridt henimod en lettere skriveproces at finde ud af, hvorfor du flygter fra dine skriveopgaver.
Med andre ord: Du skal først og fremmest have sat ord på følelsen, som får dig til at skubbe dine skriveopgaver foran dig.
Med (endnu) andre ord: Du skal op på briksen!
Det kan godt være, at du er nødt til at grave lidt, før du finder frem til den egentlige følelse, der ansporer dig til at udskyde opgaven.
Som en hjælpsom øvelse kan du derfor prøve at spørge dig selv “Hvorfor?” helt op til fem eller flere gange for at blive klogere på årsagen til dine overspringshandlinger. Jeg forslår, at du laver øvelsen som en skriveøvelse, hvor du skriver forhøret som en dialog mellem dig selv og en forestillet samtalepartner — men det er helt op til dig.
Øvelsen tvinger dig til ikke at tage dine egne (sø)forklaringer for gode varer, men i stedet stille dig nysgerrig overfor den egentlige årsag til dine overspringshandlinger.
Trin 2: Fjern forhindringerne
Når du har sat ord på den følelse, som får dig til at flygte fra skriveprocessen, er det på tide, at du springer ned fra briksen og tager handling.
Mit gæt er, at alene det, at du har fået klarhed over, hvad dit ubehag ved at skrive bunder i, vil hjælpe dig til at se igennem det røgslør af efterrationaliseringer, du bruger til at dække over dine overspringshandlinger.
Pludselig vil de “sandheder”, du fortæller dig selv, klinge hult:
“Jamen, jeg er jo nødt til at finde den helt rigtige skrifttype, før jeg begynder at skrive.”
“Jeg skal bare lige læse én artikel mere om overspringshandlinger, så går jeg i gang.”
“Og… Jeg føler mig faktisk heller ikke helt i stødet i dag. Jeg må hellere sove på det — det er jo videnskabeligt bevist, at det er godt for kreativiteten!”5
Øvelsen er at oversætte alle de undskyldninger, du normalt bruger til at retfærdiggøre dine overspringshandlinger, til det, de rent faktisk er: Forhindringer.
Lav eventuelt en liste over dine mest almindelige undskyldninger.
Derefter er det let(tere) at overskue de såvel psykologiske som fysiske bremseklodser, du bruger til at gardere dig mod at skrive på den opgave, du har ubehag ved.
Når du begynder at fjerne disse forhindringer én efter én, bliver det automatisk lettere for dig at komme i gang med at skrive.
Trin 3: Spring over, hvor gærdet er lavest (og lettest)
Apropos “lettere”.
Den helt store forhindring, der står imellem dig og din skriveopgave, vil meget ofte være, at den virker uoverkommelig og dermed afskrækkende.
Gærdet er for højt.
Derfor vender du dig imod et lavere gærde (overspringshandlingen), som du kan springe over istedet.
Løsningen er ligetil: Gør skriveopgaven til det laveste gærde!
Hvis din skriveopgave forekommer stor og uoverskuelig, handler det om at bryde den ned i så små dele som muligt.
Prøv at dele opgaven op i mindst 10 delopgaver — og gerne flere. Hver delopgave skal tage højst et par minutter at fuldføre.
For eksempel så min egen “lette to do-liste” for dette kapitel sådan her ud:
Beslut et emne (prokrastinering).
Søg på emnet på Wikipedia (man skal jo starte et sted).
Søg på emnet på Google Scholar.
Vælg én artikel at skimme og skriv noter (gentag).
Formuler en arbejdstitel (“Nemt, den har jeg jo allerede!”)
Lav en liste over mine vigtigste pointer.
Lav en disposition over kapitlet.
Skriv underoverskrifter til hvert afsnit.
Skriv et grimt udkast til hvert afsnit (èt ad gangen).
Renskriv hvert afsnit (ét ad gangen).
Som du nok kan regne ud, er de sidste to punkter mere krævende end de første og tager realistisk set mere end blot et par minutter at føre ud i livet. Men hele idéen er, at de første delopgaver er så overkommelige, at de varmer mig op til de længere skrivestræk.
Hver fuldført delopgave giver en succesoplevelse, som gør det lettere at gå i gang med den næste. Vind i sejlene, momentum.
Hvis opgaven afskrækker dig, er du nødt til at snyde dig selv til at gå i gang. Og det gør du ved at dele opgaven op i en hel masse “lave gærder”.
Til eftertanke: Er overspringshandlinger undervurderede?
Kapitlet her har indtil nu handlet om den pris, du betaler ved at overspringshandle, og som, hvis du gør det i overdreven grad, kan være ret så høj.
Som jeg allerede har været inde på, kan prokrastinering være en kilde til stress, skyld- og skamfølelse, lavt selvværd og endda medvirke til depressive tanker. Det er alt sammen noget stads — og bestemt ikke noget, der gør din skriveproces lettere.
Men: Tingene er jo sjældent så sort-hvide, som de giver sig ud for at være.
På ét punkt kan overspringshandlinger nemlig vise sig at være en god investering, og det er, hvis din skriveopgave kræver, at du tænker kreativt.
Omkostningerne ved overspringshandlinger er nemlig størst, hvis du har et mål om at være produktiv. Hvis du har et mål om at være kreativ, er det en anden sag.
En gruppe forskere har for eksempel fundet ud af, at en moderat(!) grad af overspringshandlinger kan hjælpe dig til at løse en opgave mere kreativt, fordi du ubevidst arbejder videre på opgaven, mens du overspringshandler.6
Det peger på en såkaldt “krumlinjet” sammenhæng imellem prokrastinering og kreativ tænkning, hvor du — hvis du altså ikke overdriver det — har mulighed for at høste de kreative frugter af dine overspringshandlinger undervejs i en skriveopgave.
Hvis man tænker over det, er det egentlig indlysende, og du kan sikkert genkende oplevelsen af, at de gode idéer pludselig kommer væltende, når du efter en skrivesession går en tur, tager et brusebad (“shower thoughts”) eller hvad det nu måtte være…
Litteraturhistorien er påfaldende nok også spækket med forfattere, som efter eget udsagn er kroniske overspringshandlere.7
Overspringshandlinger er altså ikke nødvendigvis den mentale underskudsforretning, de ofte bliver fremstillet som. De kan også give gevinst — i en kreativ henseende.
Det betyder imidlertid ikke, at du kan se bort fra hele den første del af det her kapitel og bare overspringshandle i blinde.
Du skal selvfølgelig investere dine mentale ressourcer med åbne øjne.
Skriv med øjnene åbne, kunne man også sige.
Det er ganske enkelt lettere.
Skriv let. Spring ud i det.
/Hans
Se Laziness Does Not Exist (2021) af Devon Price for en kritisk afmontering af forestillingen om “dovenskab”.
Åh, jeg er slem til den her.
Bemærk, at det her er et komplekst emne, eftersom perfektionisme netop findes i forskellige former. Hvis du har mod på at dykke ned i sammenhængen mellem perfektionisme og prokrastinering, vil jeg anbefale to forskningsstudier: “Perfectionism, Procrastination, and Psychological Distress” (2012) og “Perfectionism and academic procrastination” (2011).
Tænkte eksempler (egen erfaring).
Shin, J., & Grant, A. M. (2021). When putting work off pays off: The curvilinear relationship between procrastination and creativity. Academy of Management Journal, 64(3), 772–798. https://doi.org/10.5465/amj.2018.1471
Som Margaret Atwood engang skulle have sagt: ““If we’re going to do something, might as well be good at it, right? I’d hate to be a failed procrastinator.”