Brevkasse: Mine venner giver blød feedback (feat. Katrine Dahl Clement)
"Jeg har selvfølgelig ikke noget imod at få ros, men..."
Brevkassen for skriveproblemer er en del af selvhjælpsføljetonen Skriv let. Hvis du selv ligger inde med et skriverelateret problem, dilemma, spørgsmål eller lignende, så tøv ikke med at sende det til skrivlet@substack.com. Læs mere her.
Da der dumpede et dilemma om feedback ind i brevkassen, var jeg ikke i tvivl om, hvem jeg skulle invitere til at hjælpe.
Katrine Dahl Clement er ph.d. i retorik fra Københavns Universitet, hvor hun har forsket i, hvordan feedbackbaserede skrivegrupper på arbejdspladsen styrker medarbejdernes skrivekompetencer. I dag er hun selvstændig kommunikationsrådgiver og hjælper virksomheder med strategisk kommunikation og employer branding. Katrines hjerte banker for den nordjyske natur og de bøvlede skriveprocesser. Alt i alt kunne jeg sådan set ikke forestille mig en bedre kandidat til at svare på nedenstående skrivedilemma…
Kære Brevkasse
Mine venner giver mig for blød feedback. Jeg er en del af en skrivegruppe, hvor vi mødes jævnligt og taler om hinandens tekster. Jeg er glad for gruppen, men bliver tit frustreret over, at de andre virker til at holde igen, når de skal give feedback på særligt mine tekster. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod at få ros, men det nager mig, at de aldrig går i dybden med kritikpunkter, fordi jeg mangler noget at arbejde videre med bagefter. Samtidig har jeg følelsen af, at de gør det for at ”beskytte” mig – og det har jeg altså ikke behov for. Jeg har tværtimod behov for kritik for at blive bedre. Hjælp mig: Hvordan får jeg de andre til at tage fløjlshandskerne af uden at virke utaknemmelig eller ødelægge den gode stemning?
Venlige hilsner
Den hårdføre forfatter
Katrine:
Kære hårdføre forfatter
Feedback kan gøre de fleste lidt usikre. Nogle ryster på hånden, når de skal give feedback. Andre når de skal modtage den. Rigtig mange af os kender vældig godt til begge dele.
Der, hvor du står som skribent lige nu, har du altså et ønske om at få at vide, hvad du kan gøre bedre. Og hvorfor og hvordan. Du er hårdfør, siger du.
Jeg har to svar til dig.
Det første: Din hårdførhed kommer helt sikkert an på, hvad dine feedbackgivere siger, og hvordan de siger det. Og det er præcis det, der gør dem nervøse. Selvom du siger, at du kan klare mosten, er de i tvivl om, hvor meget de kan presse æblerne. Ingen kan klare alt, og af en eller anden grund, er de usikre på, hvordan de bedst hjælper dig.
Men du kan hjælpe dem. Begynd med selv at gøre dig klart, hvad du især synes er vanskeligt at skrive, eller som ikke lykkes i dine tekster. Altså: Hvad synes du selv, at du har brug for at blive bedre til? Hvilke greb eller virkemidler eller strukturer i dine udkast vil du gerne have, at de er særligt opmærksomme på? Hvad ønsker du, at din læser skal opleve?
Og så giv dine feedbackgivere den opgave at give dig feedback på et nøje udvalgt område. Det kan være en tekstkvalitet eller et afsnit. Sig til dem, at du gerne vil have konkret og konstruktiv feedback på det, som de synes kunne være bedre. Det vil sige, at de skal kunne pege direkte ned i teksten og beskrive detaljeret og specifikt, hvad de synes er galt netop dér. Og sig til dem, at du også ønsker dig, at de giver forslag til, hvordan du kunne gøre det anderledes og bedre.
Jeg gætter på, at du vil få nogle ret forskellige forslag. Det er helt ok. Det er nemlig helt og aldeles op til dig, om du vil bruge det hele, intet af det - eller arbejde videre med noget af det. Som skribent ejer du den feedback, du får.
De vil være nervøse i begyndelsen. Kan du nu holde til kritikken? Sætter de harmonien i skrivegruppen over styr?
Derfor skal du til en start give dem mindre opgaver, så de - og du - kan øve sig i at gå til stålet. Bed dem for eksempel om at se dialogen i din fortælling grundigt igennem efter ordvalg. Ville karaktererne i historien bruge de ord du har valgt, helt ærligt? Eller nogle andre? Hvordan bliver det bedre? Hvordan ville de råde dig til at arbejde videre?
Når den første udfordring er godt overstået, kan du til næste møde stille dem en lidt sværere opgave og bede dem om at være mere kritiske.
Nu kommer mit andet svar (som supplerer det første, bare rolig): Jeg hører i dit spørgsmål en overbevisning om, at rigtig læring kommer af kritik. Måske deler du overbevisningen med resten af gruppen, at ros er dejligt, men ikke rigtig fører til noget andet end en dejlig varm og sukret følelse af at være god nok.
Den slags ros findes selvfølgelig. Men der findes også en anden slags ros, som giver smæk for skillingen når det kommer til læring. Jeg taler selvfølgelig om ros, som er lige så specifik, konkret, dybdegående og velbegrundet som en seriøs kritik.
Så her er min opfordring til dig og din feedbackgruppe: Få øjnene op for, at ros har et kæmpestort potentiale til, at I kan udvikle jer som skribenter. Skrivepædagogen Peter Elbow taler om at finde sin egen stemme ved at lade vandet løbe, til det bliver klart. Det vil sige, at man skal skrive og skrive og skrive og skrive, og pludselig! Så er din stemme blevet klar og stærk og kan høres i teksten. Måske kun i små bidder. Måske i hele afsnit, hvor man kan høre at det er dig, der taler. Det kunne næsten ikke være andre.
Som hinandens læsere i jeres skrivegruppe skal I blive gode til at lytte efter hinandens klare stemmer i teksterne. Og når I hører dem, så skal I bruge tid på at tale om dem. Hvorfor er dette ord, denne linje, dette afsnit særligt rørende, dragende, overbevisende, gyseligt? Dyk ned, beskriv, begrund overfor hinanden, hvorfor det er så godt.
Kan du se det? Dét er ros med masser af læring ovenpå, og jeg lover dig, at du lærer lige så meget som skribent af den slags ros, som af grundig kritik.
Det bliver magisk. God arbejdslyst til dig og din skrivegruppe. I er heldige, at I har hinanden.
Kærlig hilsen
Katrine
Hans:
Kære spørger
Ligesom Katrine har jeg også en mistanke om, at du måske ikke er helt så hård i filten, som du skriver. Det er i hvert fald altid en god idé at starte med en smule selvransagelse, hvis vores omgivelser ikke opfører sig på den måde, vi håber på.
Spørg dig selv: På hvilke måder er du selv delagtig i, at du ikke får den feedback, du ønsker? Undskylder du for eksempel for din tekst på forhånd? Tager du den i forsvar? Fremstår du truffet eller skuffet?
Hvis man skal tro sociologen Ervin Goffman, så er vi mennesker indrettet sådan, at vi for alt i verden undgår forlegenhed i interaktionen med andre. Det betyder i det her konkrete tilfælde, at din gruppe for så vidt muligt vil prøve at give feedback efter den forventning, du giver udtryk for at have. Hvis du siger, at du ønsker “hård” feedback, men med din adfærd og dit kropssprog i øvrigt signalerer det modsatte, vil de automatisk tilpasse sig for at undgå en akavet situation.
Lad os dog for en stund gå ud fra, at du har ret i din analyse. Katrine satte ovenfor spørgsmålstegn ved, om lærerig feedback er lig med kritisk. Jeg vil gerne rejse et andet spørgsmål: Behøver brugbar feedback nødvendigvis være normativ, altså indeholde en smagsdom?
Svaret er, hvis du spørger mig, nej. Og på forfatterskolerne rundt omkring i landet ville man svare det samme. Her prøver man tværtimod at holde tekstlæsningerne så deskriptive (fremfor normative) som muligt. Tanken er, at man som forfatter lærer lige så meget — hvis ikke mere! — af blot at høre, hvordan andre læser, beskriver og forstår ens tekst, som hvis man fik at vide, hvad der bør laves om.
Hvis du ønsker bedre feedback, er det et forsøg værd at bede gruppen læse og diskutere din tekst, som om du ikke var til stede. Og så selv tie stille imens. (Tag også gerne en masse noter. Det viser, at du tager de andres læsning til efterretning.)
Det lyder generelt som om, at I med fordel kunne sætte lidt skik på feedbackssessionerne i jeres skrivegruppe. I stedet for, at ordet altid er frit — og formålet med feedbacken dermed er op til fortolkning — kan I dele feedbacken op i forskellige “runder”: En runde, hvor I kun må beskrive hvad der sker i teksten. En anden runde, hvor I kun må finde fejl og kritisere. En runde til ros. En runde, hvor forfatteren må udstikke opgaver og spørge de andre til råds. Runden, hvor I sammen digter videre på teksten. Eller hvad I nu finder på.
Jeg foreslår, at I arrangerer et særskilt møde i gruppen, hvor I udelukkende taler om jeres forventninger til feedbacken og bliver enige om nogle spilleregler. I kan med fordel starte dén samtale med en bekendelsesøvelse, hvor I hver især fortæller, hvorfor I kan være besværlige i en feedbacksituation, og hvordan de andre bedst kan håndtere disse besværligheder.
Vi har alle sammen punkter, hvor vi er besværlige, ømtålelige, akavede. Tør I tale ærligt og uforlegent om disse mindre flatterende karaktertræk, bliver alt lettere. Og lur mig, om feedbacken ikke også bliver bedre.
Tak for at sende dit dilemma til brevkassen for skriveproblemer. Jeg håber, at vores råd er lige så gode som de er lange…
/ Hans
PS(sst). Hvordan foretrækker du at få feedback?