

Discover more from Skriv let
Skriv let er en uproduktiv skrivehåndbog…
Det kan umiddelbart lyde skrupskørt, for hvorfor skulle man dog ønske sig at blive mindre produktiv? Svaret er enkelt: Fordi uproduktivitet faktisk er en fair pris for en lettere skriveproces.
Det er vist ikke en overdrivelse at hævde, at produktivitet i vore dage er et kulturelt imperativ, en moderne samfundslængsel. Personligt tror jeg bare ikke, at lykken ligger i altid at stræbe efter at producere så meget tekst som muligt. Jeg tror, at du er meget bedre tjent med at stræbe efter at gøre skriveprocessen så ubesværet som muligt og stille dig tilfreds med at skrive nok.
Der findes utallige skrivehåndbøger, som handler om at skrive mere, blive mere produktiv, bruge mere tid og flere kræfter på at skrive. Skriv let handler om, ja, at gøre skriveprocessen lettere, mindre krævende. Mere meningsfuld.
Lyder det som noget for dig? Så hop ombord! Jeg er taknemmelig for at have dig med på rejsen.
Føljetonen udkommer med et kapitel hver anden onsdag. Kapitlerne har ikke en fast form, men vil variere i længde og type. De kommer til at bestå af en blanding af essayistik, boganbefalinger, interviews, lommefilosofi, øvelser – og selvfølgelig en hel masse tips til at gøre din skriveproces lettere.
Det første kapitel udkommer i midten af april.
Mens du venter på første kapitel, kan du fundere over dette fantatiske uproduktive skrivetip fra forfatter og nobelprismodtager John Steinbeck:
Glem alt om nogensinde at blive færdig. Tab overblikket og koncentrer dig om at skrive én side om dagen. Du bliver glædeligt overrasket, når du en dag pludselig har skrevet 400 sider og faktisk er færdig.
Vi skrives ved.
Skriv let, lev let.
/Hans