Kapitel 1. Den lette jernkugle
Syltesaft, styrketræning, stress og andre fritidssysler
(Dette er første kapitel af selvhjælpsføljetonen Skriv let. Kapitlet starter længere nede, men allerførst vil jeg gerne sige tak til alle jer, der allerede har valgt at følge føljetonen. At det første kapitel skulle blive sendt direkte ud til næsten 100 mennesker, er langt mere end hvad jeg havde turde håbe på, da jeg for en uge siden lod nyheden om føljetonen svæve ud i verden. Tusinde tak for at læse med. Det betyder alt.)
Læsetid: 11 minutter
I 1998 udgav en belarusisk mand en artikel i et populært amerikansk fitnessmagasin. Artiklen bar den kuriøse titel “Vodka, Pickle Juice, Kettlebell Lifting, and Other Russian Pastimes".
Mandens navn var Pavel Tsatsouline, og han påstod at være tidligere fysisk træner for de sovjetiske specialstyrker, Spetsnaz. I artiklen introducerede han foruden et vidundermiddel mod tømmermænd (syltesaft!) et nyt træningsredskab: Kettlebellen.
Træningsredskabet, der bedst beskrives som en massiv jernkugle med et håndtag i toppen, så man kan løfte og svinge den, var på tidspunktet stort set ukendt i den vestlige verden.
En kombination af kettlebellens unikke egenskaber og Pavels brandingstrategi – som blandt andet involverede træningsvideoer optaget i dystre fangekældre og instrueret med tyk accent og hyppig gentagelse af henvendelsen ”comrade” – fik den til at stige hastigt i popularitet.
I 2001 blev Pavel, som i øvrigt altid omtales ved fornavn, kåret af magasinet The Rolling Stones som årets ”hotte træner”. I dag driver han en millionforretning, og kettlebell-træning er en af det 21. århundredes mest populære former for styrketræning. Hvis du har set en kettlebell før, er det Pavels fortjeneste.
Og hvad har kettlebell-træning overhovedet at gøre med skrivning, spørger du?
Egentlig ikke noget.
Til gengæld er der meget visdom at hente i principperne bag Pavels træningsmetode, hvis man ønsker at strukturere sin skriveproces anderledes.
Træniningsmetoden, som Pavel har populariseret side om side med kettlebellen, er nemlig meget anderledes end hvad vi sædvanligvis forstår som styrketræning, hvor udmattelse er et mål i sig selv. Du kan sikkert godt forestille dig den stereotypiske fitnessentusiast, som med blikket stift rettet mod sit eget spejlbillede og en lidt for tung håndvægt i hver hånd langsomt, men sikkert træner sig selv i sænk, inden han kravler ned i omklædningsrummet og slubrer en proteinshake i sig.
Dette ganske vist karikerede eksempel er et udtryk for en virkelig, indgroet forestilling i fitnesskulturen om, at det at træne helst skal være så anstrengende og lidelsesfuldt som muligt for at give resultater. Det er en arbejdsmentalitet, som præcist opsummeres af fitnesskulturens mest folkekære mantra:
Er det en mentalitet, der minder dig om noget?
Sandsynligvis, for det er stort set samme idé om, at jo mere anstrengelse, du ligger i noget, des større resultater får du, som mange skribenter abonnerer på. Mange af os er opflasket med en kulturel idé om, at det at skrive skal være i hvert fald en smule lidelsesfuldt for at give resultater. I den forstand er der tilsyneladende ikke den store forskel på et fitnesscenter og for eksempel en afdeling på universitetet, hvor forskere hver dag slider i det for at opbygge en prangende skriftlig muskulatur.
Den træningsfilosofi, Pavel prædiker, er det stik modsatte af universi… undskyld, fitnesskulturens lidelsesfulde arbejdsmentalitet: Hvis du vil være god til noget, skal du øve dig ofte, men altid holde dig på lang afstand af udmattelse. Tankegangen ligger til grund for hans berømte træningsmetode, grease the groove, hvilket kan oversættes til noget i retning af: ”Smør fugen”…1 Desuagtet sit lidt besynderlige navn, er metoden kendt vidt og bredt som den lette måde at blive stærk på.
Fidusen er, at man, fremfor at samle sin træning i én session, spreder den ud over hele dagen i små, ubesværede bidder. På den måde smører man løbende den neuromuskulære fuge for en bestemt bevægelse, som man med tiden bliver utroligt dygtig til at udføre.
Metodens effektivitet kan anskueliggøres med et simpelt regnestykke:
Forestil dig, at du har en kettlebell på 16 kg stående i stuen. Hver gang, du går forbi den, løfter du den fem gange i strakt arm over hovedet. Hvis vi siger, at du spredt over en hel dag gentager denne handling 10 gange, har du bare i løbet af denne ene dag samlet løftet 800 kg over hovedet, fordelt på 50 løft. I løbet af en uge er det 5.600 kg, fordelt på 350 løft. I løbet af en gennemsnitlig kalendermåned er det lidt over 24 ton, 1.520 løft...
På et år svarer det til vægten af et mindre højhus. Det er ikke svært at forestille sig, at når du i løbet af et år har løftet den mere end 18.000 gange, vil en jernkugle på 16 kg føles let som en fjer.
Raffinementet ved Pavels metode ligger i, at man — uden nogensinde at blive udmattet — akkumulerer meget mere arbejde end man ville være i stand til at udføre ud i ét. Lagt sammen bliver en række næsten uanselige handlinger til en stor bedrift.
Det er det princip, den amerikanske vaneguru James Clear kalder for “de bittesmå gevinsters kraft”. Som han bemærker indledningsvist i sin bog Atomiske vaner, ender du, hvis du blot bliver 1% bedre til noget hver dag, med at være hele 38 gange bedre efter et år.
At øve sig på noget er på den måde ikke meget anderledes end at investere: Man høster gevinsten af sine renters renter.
Pavels træningsfilosofi skulle vise sig at få en afgørende betydning for mig, da jeg for snart et år siden forsøgte at vende tilbage til mit arbejde som ph.d.-studerende efter en længerevarende sygemelding med stress. At jeg stadig var udbrændt er mildt sagt. Jeg kunne ikke sidde med et åbent Word-dokument i mere end et par minutter, før min krop gik i alarmberedskab.
Sygemeldingen var udløst af, at jeg for længe havde mødt flere krav end jeg havde ressourcer til at efterkomme – en ganske enkel ligning (Krav > Ressourcer), som efter noget tid og under de rette betingelser bliver til opskriften på stress.
Da jeg skulle genoptage mit arbejde, havde jeg en illusion om, at hvis jeg bare anstrengte mig nok, ville jeg efterhånden genvinde min tidligere arbejdsevne. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at jeg ikke gjorde andet end at spille efter de selvsamme spilleregler, som havde været med til at gøre mig syg til at starte med. Det siger vist sig selv, at det eneste resultat af mine anstrengelser var, at jeg kørte endnu mere fast i processen. Hver sætning føltes som en tonstung jernkugle, der skulle løftes, og jeg var helt flad.
Det var dér, jeg kom i tanker om Pavels atypiske træningsmetode. Kunne principperne bag mon overføres til skriveprocessen? At skrive lidt ad gangen, så jeg ikke overbelastede mit nervesystem, men til gengæld gøre det ofte og fokuseret, virkede til at være løsningen på mit problem.
Jeg skulle akkurat gå til mit skrivearbejde som en professionel vægtløfter ville træne sig op til at løfte en rekordtung jernkugle: Hver sætning skulle formuleres i en fokuseret, ubesværet manøvre efterfulgt af en rundhåndet pause.
Jeg startede med at skrive én sætning ad gangen. Senere, da jeg fik mere overskud, satte jeg det op til to sætninger ad gangen. Derefter tre, fire, fem. Jeg holdt mig hele tiden på behørig afstand af udmattelse.
Efterhånden som min arbejdskapacitet voksede, begyndte jeg at regne i minutter. Og efter en måned kunne jeg ubesværet skrive i 12 minutter ad gangen.
Det oplagte havde været at fortsætte mit “genoptræningsprogram” indtil jeg igen nåede op på de 25 minutter, som på mange måder har været skriveprocessens gyldne tal siden italieneren Francesco Cirillo opfandt sin nu berømte “pomodoro-teknik” til tidsstyring. Teknikken hedder angiveligt sådan, fordi Cirillos æggeur lignede en tomat, og den går kort fortalt ud på at arbejde i intervaller af 25 minutter efterfulgt af fem minutters pause.
Som forhenværende produktivitets-aficionado har jeg selv anvendt pomodoro-teknikken næsten religiøst, når jeg skulle skrive. Jeg har prøvet så godt som alle de pomodoro-apps, der findes i app store. (Hvis du er på udkig efter sådan en, vil jeg anbefale Focus Tomato for de lige dele motiverende og nedslående mundheld, der dukker op på skærmen, når tiden er gået.) Flere års rigid tidsstyring har vænnet mig til at tænke min arbejdsdag i bidder af 25+5 minutter.
Men var den indstilling, jeg tidligere havde til at skrive, overhovedet specielt efterstræbelsesværdig?
Når alt kommer til alt, kunne man nok godt beskylde min blinde begejstring for produktivitet og tidsoptimering for at være medskyldig til, at jeg brændte ud til at starte med. Nu havde jeg en gylden mulighed for at gøre noget andet.
I alt for lang tid havde jeg skrevet som en bodybuilder ville træne: I lange seje sessioner, som tjener det eneste formål at udmatte kroppen mest muligt, nedbryde mest muligt muskelvæv. Nu var det på tide at skrive atletisk.
Og det er altså historien om, hvordan jeg, en tidligere produktivitetsfanatiker, begyndte at sløse. Det vil sige, ikke bare sløse, men sløse strategisk. Det, jeg pludselig indså via Pavels træningsfilosofi, var nemlig, at afslapning og arbejde ikke er uforenelige, men derimod gensidige egenskaber i udviklingen af enhver færdighed. Det at skrive er ingen undtagelse.
Jeg indså med andre ord, at afslapning er smørelsen, der får skrivningens fuge til at glide. Uden den rette mængde hvile, ville jeg bare fortsætte med at slide en dybere og dybere plovfure. Hvis jeg derimod begyndte at udnytte mit sløseri til min fordel, kunne jeg opnå de samme resultater med en brøkdel af anstrengelsen.
Derfor har jeg lige siden bestræbet mig på ikke bare at skrive let, men også lidt. Hvor jeg før kun var tilfreds med min arbejdsindsats, hvis jeg havde slidt i det en hel dag, er jeg nu mere end tilfreds, hvis jeg formår at skrive i 10-12 minutter en håndfuld gange i løbet af dagen.
Selvom jeg altså nu bruger radikalt mindre tid på at skrive end jeg plejede at gøre, består den største ændring nok i, at jeg ikke længere tænker på det at skrive som en slidsom og anstrengende proces i produktivitetens højere tjeneste. Nu skriver jeg for at øve mig. Tekstproduktion er i den forbindelse blot et naturligt (og selvfølgelig kærkomment) biprodukt. Det ironiske er, at jeg tilsyneladende udretter lige så meget som førhen på trods af, at min indstilling er grundlæggende uproduktiv…
Dette tilsyneladende lille, men i virkeligheden ret gennemgribende, skifte i indstilling medvirker til, at jeg hele tiden føler, at jeg har mere i reserverne, end jeg bruger. Jeg har ændret formlen, som fik mig til at brænde ud:
Ressourcer > Krav
Moralen med min historie er, at vi som skribenter ofte forledes af en stærk kulturel forestilling om, at skrivning er noget, man skal lægge meget tid og slid i for at få gevinst af. No pain, no gain, tænker vi. Men det er blot én ud af mange skadelige myter om skriveprocessen, som skygger for det, vi alle burde stile efter: At skrive ubesværet. Det er derfor, jeg med den her føljeton har sat mig for at opspore og formidle alle tænkelige fifs, tips og idéer, som kan lette skriveprocessen.
Vejen til at skrive lettere er fuld af forhindringer i form af alle de kulturelle vaner og myter, der omgærder skriveprocessen. Selv vores psykologiske programmering står i vejen, eftersom mennesker er prædisponerede til at lægge til fremfor at trække fra.2 Hvis vi møder modstand i skriveprocessen, er vi altså tilbøjelige til at blive ved med at lægge mere tid og flere kræfter i at skrive. Men som i mit eget tilfælde, er den bedste løsning nogle gange i stedet at trække fra, skrive mindre, gøre arbejdet lettere.
At løfte lidt ad gangen er den letteste måde at løfte noget tungt.
Nu kender du min historie, men hvad med dig selv?
Hvis du tilhører gennemsnittet, har du sikkert også en forholdsvis fast forestilling om, hvordan du “bør” strukturere din skriveproces — hvad enten det indebærer at skrive om natten, i sidste øjeblik inden en deadline eller at have en bestemt hat på, når du skriver (ja, det kender jeg faktisk en, der har). Selvom vi har en klar idé om, hvilke rutiner, der fungerer bedst for os, er det dog ikke nødvendigvis i overensstemmelse med virkeligheden.
Uanset hvordan du strukturerer din skriveproces lige nu, kan du i løbet af de næste to uger prøve at gøre det stik modsatte. Hvis du normalt sætter meget tid af til at skrive, prøv at skrive mindre. Hvis du er typen, der skriver i lange, sammenhængende tidsblokke, kan du forsøge dig med kortere intervaller drysset ud over dagen. Hvis du omvendt er en af dem, som skriver meget lidt, kan du planlægge faste tidspunkter til at skrive. Og så videre.
Eksperimentér gerne med forskellige rutiner og læg mærke til, hvornår det føles mest ubesværet at skrive. Det fortæller dig, at du er på sporet af en lettere skriveproces.
Du er nu kommet til vejs ende i, hvad der endte med at blive et halvlangt første kapitel af en føljeton, som ellers handler om kun at skrive nok. Næste gang vil jeg fatte mig mere i korthed, måske. For at parafrasere den franske matematiker og filosof Blaise Pascals berømte undskyldning: Beklager, at jeg har skrevet et langt brev, men jeg havde ikke tid til at gøre det kortere.3
Skriv let, lev let.
/Hans
Pavel skriver blandt om andet om grease the groove-metoden i bogen The Naked Warrior: Master the Secrets of the Super-Strong — Using Bodyweight Exercises Only (2003).
Gabrielle S. Adams, Benjamin A. Converse, Andrew H. Hales, Leidy E. Klotz. “People systematically overlook subtractive changes.” Nature, 2021; 592 (7853): 258 DOI: 10.1038/s41586-021-03380-y
Det oprindelige citat er fra Lettres provinciales udgivet i 1657.