Du har stået føljetonen bi, selv da der begyndte at gå mange måneder imellem mine mails. Du har været mere tålmodig, end hvad rimeligt er. Jeg har været sløv, og du har taget det let. Det skal du have tak for.

Men.

Nu lysner det forude. Ventetiden har ikke været forgæves.

Om præcis en uge — på fredag d. 12. december — udkommer min skrivehåndbog. Skriveprocessen - en overlevelsesguide, hedder den, og jeg tror, du vil kunne lide den.

172 tætskrevne sider. Det svarer jo til jeg-ved-ikke-hvor-mange ÅRTIER af nyhedsbrevet her. Spækket med litteraturhistoriske røverhistorier, halvsjove skriveøvelser, velmenende skriveråd, positiv lommepsykologi og bitre erfaringer.

Bogen er skrevet til alle, der drømmer om større skriveglæde, færre frustrationer og en nogenlunde lykkelig tilværelse ved skrivebordet.

Hvis du bøvler med at finde skrivegnisten for tiden, kunne det her muligvis være bogen, du ikke vidste, at du gik og ventede på!

I bogen får du blandt andet svar på:

• Hvorfor romantik måske er en fordel i dit parforhold, men en kæmpe ulempe i skriveprocessen

• Hvordan du begynder at glæde dig til at skrive fremfor at grue for det

• Hvordan du finder en skrivestil, du kan være stolt af (og undgår at gå i stå allerede ved den første sætning)

• Hvordan du slipper for at ende i selskab med Din Indre Kritiker

• Hvordan du kæmper dig igennem de trælse skrivedage med dit gode humør i behold

• Hvorfor det stadig er besværet værd at skrive selv, selvom kunstig intelligens kan klare det for dig

Du lærer også noget om de mange fordele ved at skrive dårlige udkast, om det uhørte udviklingspotentiale i at være misundelig – og om sure vingummier virkelig kan kurere en skriveblokade.

Nå ja, og så indeholder bogen tilmed en redegørelse for, hvordan et 400 år gammelt staldtip til at overvinde impotens kan hjælpe dig med at genfinde skriveglæden, men jeg skal nok spare dig for detaljerne…

Hvis det lyder som en håndbog for dig, kan du forudbestille bogen med rabat her:

Forudbestil nu

Det kunne jo være en tidlig julegave til dig selv eller en værdigt trængende bekendt. Bare et forslag. Hvem elsker ikke firkantede pakker?

Jeg håber i hvert fald, at du har lyst til at læse med. Og jeg vil rigtig gerne høre, hvad du synes, hvis du gør.

Glædelig overlevelse, min ven.

/Hans

PS(sst). Vil du gerne smuglæse, inden du beslutter, om du vil have bogen? Så kan du finde en gratis læseprøve her. Jeg forstår dig sådan set godt. Jeg køber heller aldrig en bog, jeg ikke har bladret i først.

Åh, den søde sommertid!

Tid til at klappe computeren sammen og nyde nogle uger, hvor der ikke skal sættes så meget som et komma.

Eller hvad?

Det behøver jo ikke at være sådan, at skrivning partout er en pligtfyldt aktivitet, som vi har brug for ferie fra.

Der findes også en anden form for skrivning, som er for hyggens, nydelsens og fornøjelsens skyld: Skriveøvelser.

Derfor har jeg fundet på 21 skriveøvelser, som kan laves i stedet for den sædvanlige krydsogtværs, mens du slænger dig i skyggen.

Nogle af dem er gakkede, andre mere tænksomme — men fælles for dem alle sammen er, at de træner de små skriftlige grå og er rimelig hyggelige at lave.

Sæt dig godt til rette, find notesbogen frem, og vælg den øvelse, du har lyst til at lave.

Husk, at du skriver for sjov, så der er ingen grund til at være selvkritisk. Din Indre Kritiker har jo også godt af lidt ferie!

Nå, ikke mere snak nu.

Her kommer øvelserne:

1. Beskriv udsigten fra din liggestol uden at bruge et eneste tillægsord. (Til gengæld må du bruge alle de sammenligninger og metaforer, du har lyst til.)

2. Lav en liste over alt det, du er taknemmelig for. (Lav listen så lang som mulig. Husk: Selv de bittesmå ting tæller.)

3. Skriv begyndelsen på din selvbiografi. (“Start med et citat.”)

4. Skriv et manifest! (Emnet er helt op til dig, men alle sætninger skal slutte med et udråbstegn!)

5. Skriv det dårligste digt, du overhovedet kan. (Ekstrapoint for klichéer og udtjente rim.")

6. Skriv en tekst med form som en dagdrøm. (I én laaaaang sætning.)

7. Skriv en dialog mellem dig selv og den is, du spiste i går. (Ekstrapoint for eksistentiel konflikt!)

8. Tænk på et ord, du siger for sjældent. (Skriv en ode til ordet.)

9. Skriv dit horoskop for de næste uger. (Slut med sætningen: “Vær derfor varsom med at drikke iste i juli.”)

10. Beskriv en handling som om den foregik i slowmotion. (Vælg en handling, du har udført indenfor de sidste fem minutter.)

11. Beskriv farven blå. (Uden at bruge ordet “blå”.)

12. Skriv en historie fortalt fra en tings synsvinkel. (Slut med en cliffhanger…")

13. Beskriv din morgen kun med lydord. (Slam! Krasj! Riiiiitsch!)

14. Beskriv en almindelig genstand som om du aldrig har set den før. (Ekstrapoint for en ting fra bestikskuffen.)

15. Skriv et postkort fra et sted, der ikke findes. (Du bestemmer selv, hvem du skriver til.)

16. Skriv et postkort til dig selv om 10 år. (Start med sætningen: “Det ærgrer mig, at…”)

17. Skriv en tekst, der kun består af spørgsmål. (Kun spørgsmål, spørger du? Ja?)

18. Slå op i en tilfældig bog på en tilfældig side og vælg en tilfældig sætning. (Skriv en tekst, der både starter og slutter med dén sætning.)

19. Beskriv dit liv som det havde været, hvis en bestemt begivenhed ikke havde fundet sted. (Hvad nu hvis..?)

20. Gå en tur, og notér alt, du ser, der er gult. (Brug det i en tekst med titlen “Turen går til gul”.)

21. Beskriv et maleri så detaljeret som muligt. (Beskrivelsen skal fylde mindst tre sider. Kan med fordel kombineres med et museumsbesøg.)

Det var dem alle.

God skrivelyst, og nyd sommeren. Husk, at du skal nyde, før du kan yde.

Øvelse gør lettere.

Skriv let, lev let.

/Hans

PS(st). Brug også gerne sommeren på at dyrke din AI JOMO.

Da der dumpede et dilemma om feedback ind i brevkassen, var jeg ikke i tvivl om, hvem jeg skulle invitere til at hjælpe.

Katrine Dahl Clement er ph.d. i retorik fra Københavns Universitet, hvor hun har forsket i, hvordan feedbackbaserede skrivegrupper på arbejdspladsen styrker medarbejdernes skrivekompetencer. I dag er hun selvstændig kommunikationsrådgiver og hjælper virksomheder med strategisk kommunikation og employer branding. Katrines hjerte banker for den nordjyske natur og de bøvlede skriveprocesser. Alt i alt kunne jeg sådan set ikke forestille mig en bedre kandidat til at svare på nedenstående skrivedilemma…

Katrine:

Kære hårdføre forfatter

Feedback kan gøre de fleste lidt usikre. Nogle ryster på hånden, når de skal give feedback. Andre når de skal modtage den. Rigtig mange af os kender vældig godt til begge dele.

Der, hvor du står som skribent lige nu, har du altså et ønske om at få at vide, hvad du kan gøre bedre. Og hvorfor og hvordan. Du er hårdfør, siger du.

Jeg har to svar til dig. 

Det første: Din hårdførhed kommer helt sikkert an på, hvad dine feedbackgivere siger, og hvordan de siger det. Og det er præcis det, der gør dem nervøse. Selvom du siger, at du kan klare mosten, er de i tvivl om, hvor meget de kan presse æblerne. Ingen kan klare alt, og af en eller anden grund, er de usikre på, hvordan de bedst hjælper dig.

Men du kan hjælpe dem. Begynd med selv at gøre dig klart, hvad du især synes er vanskeligt at skrive, eller som ikke lykkes i dine tekster. Altså: Hvad synes du selv, at du har brug for at blive bedre til? Hvilke greb eller virkemidler eller strukturer i dine udkast vil du gerne have, at de er særligt opmærksomme på? Hvad ønsker du, at din læser skal opleve?

Og så giv dine feedbackgivere den opgave at give dig feedback på et nøje udvalgt område. Det kan være en tekstkvalitet eller et afsnit. Sig til dem, at du gerne vil have konkret og konstruktiv feedback på det, som de synes kunne være bedre. Det vil sige, at de skal kunne pege direkte ned i teksten og beskrive detaljeret og specifikt, hvad de synes er galt netop dér. Og sig til dem, at du også ønsker dig, at de giver forslag til, hvordan du kunne gøre det anderledes og bedre. 

Jeg gætter på, at du vil få nogle ret forskellige forslag. Det er helt ok. Det er nemlig helt og aldeles op til dig, om du vil bruge det hele, intet af det - eller arbejde videre med noget af det. Som skribent ejer du den feedback, du får.

De vil være nervøse i begyndelsen. Kan du nu holde til kritikken? Sætter de harmonien i skrivegruppen over styr?

Derfor skal du til en start give dem mindre opgaver, så de - og du - kan øve sig i at gå til stålet. Bed dem for eksempel om at se dialogen i din fortælling grundigt igennem efter ordvalg. Ville karaktererne i historien bruge de ord du har valgt, helt ærligt? Eller nogle andre? Hvordan bliver det bedre? Hvordan ville de råde dig til at arbejde videre?

Når den første udfordring er godt overstået, kan du til næste møde stille dem en lidt sværere opgave og bede dem om at være mere kritiske.

Nu kommer mit andet svar (som supplerer det første, bare rolig): Jeg hører i dit spørgsmål en overbevisning om, at rigtig læring kommer af kritik. Måske deler du overbevisningen med resten af gruppen, at ros er dejligt, men ikke rigtig fører til noget andet end en dejlig varm og sukret følelse af at være god nok.

Den slags ros findes selvfølgelig. Men der findes også en anden slags ros, som giver smæk for skillingen når det kommer til læring. Jeg taler selvfølgelig om ros, som er lige så specifik, konkret, dybdegående og velbegrundet som en seriøs kritik.

Så her er min opfordring til dig og din feedbackgruppe: Få øjnene op for, at ros har et kæmpestort potentiale til, at I kan udvikle jer som skribenter. Skrivepædagogen Peter Elbow taler om at finde sin egen stemme ved at lade vandet løbe, til det bliver klart. Det vil sige, at man skal skrive og skrive og skrive og skrive, og pludselig! Så er din stemme blevet klar og stærk og kan høres i teksten. Måske kun i små bidder. Måske i hele afsnit, hvor man kan høre at det er dig, der taler. Det kunne næsten ikke være andre.

Som hinandens læsere i jeres skrivegruppe skal I blive gode til at lytte efter hinandens klare stemmer i teksterne. Og når I hører dem, så skal I bruge tid på at tale om dem. Hvorfor er dette ord, denne linje, dette afsnit særligt rørende, dragende, overbevisende, gyseligt? Dyk ned, beskriv, begrund overfor hinanden, hvorfor det er så godt.

Kan du se det? Dét er ros med masser af læring ovenpå, og jeg lover dig, at du lærer lige så meget som skribent af den slags ros, som af grundig kritik.

Det bliver magisk. God arbejdslyst til dig og din skrivegruppe. I er heldige, at I har hinanden.

Kærlig hilsen

Katrine

Hans:

Kære spørger

Ligesom Katrine har jeg også en mistanke om, at du måske ikke er helt så hård i filten, som du skriver. Det er i hvert fald altid en god idé at starte med en smule selvransagelse, hvis vores omgivelser ikke opfører sig på den måde, vi håber på.

Spørg dig selv: På hvilke måder er du selv delagtig i, at du ikke får den feedback, du ønsker? Undskylder du for eksempel for din tekst på forhånd? Tager du den i forsvar? Fremstår du truffet eller skuffet?

Hvis man skal tro sociologen Ervin Goffman, så er vi mennesker indrettet sådan, at vi for alt i verden undgår forlegenhed i interaktionen med andre. Det betyder i det her konkrete tilfælde, at din gruppe for så vidt muligt vil prøve at give feedback efter den forventning, du giver udtryk for at have. Hvis du siger, at du ønsker “hård” feedback, men med din adfærd og dit kropssprog i øvrigt signalerer det modsatte, vil de automatisk tilpasse sig for at undgå en akavet situation.

Lad os dog for en stund gå ud fra, at du har ret i din analyse. Katrine satte ovenfor spørgsmålstegn ved, om lærerig feedback er lig med kritisk. Jeg vil gerne rejse et andet spørgsmål: Behøver brugbar feedback nødvendigvis være normativ, altså indeholde en smagsdom?

Svaret er, hvis du spørger mig, nej. Og på forfatterskolerne rundt omkring i landet ville man svare det samme. Her prøver man tværtimod at holde tekstlæsningerne så deskriptive (fremfor normative) som muligt. Tanken er, at man som forfatter lærer lige så meget — hvis ikke mere! — af blot at høre, hvordan andre læser, beskriver og forstår ens tekst, som hvis man fik at vide, hvad der bør laves om.

Hvis du ønsker bedre feedback, er det et forsøg værd at bede gruppen læse og diskutere din tekst, som om du ikke var til stede. Og så selv tie stille imens. (Tag også gerne en masse noter. Det viser, at du tager de andres læsning til efterretning.)

Det lyder generelt som om, at I med fordel kunne sætte lidt skik på feedbackssessionerne i jeres skrivegruppe. I stedet for, at ordet altid er frit — og formålet med feedbacken dermed er op til fortolkning — kan I dele feedbacken op i forskellige “runder”: En runde, hvor I kun må beskrive hvad der sker i teksten. En anden runde, hvor I kun må finde fejl og kritisere. En runde til ros. En runde, hvor forfatteren må udstikke opgaver og spørge de andre til råds. Runden, hvor I sammen digter videre på teksten. Eller hvad I nu finder på.

Jeg foreslår, at I arrangerer et særskilt møde i gruppen, hvor I udelukkende taler om jeres forventninger til feedbacken og bliver enige om nogle spilleregler. I kan med fordel starte dén samtale med en bekendelsesøvelse, hvor I hver især fortæller, hvorfor I kan være besværlige i en feedbacksituation, og hvordan de andre bedst kan håndtere disse besværligheder.

Vi har alle sammen punkter, hvor vi er besværlige, ømtålelige, akavede. Tør I tale ærligt og uforlegent om disse mindre flatterende karaktertræk, bliver alt lettere. Og lur mig, om feedbacken ikke også bliver bedre.

Tak for at sende dit dilemma til brevkassen for skriveproblemer. Jeg håber, at vores råd er lige så gode som de er lange…

/ Hans

PS(sst). Hvordan foretrækker du at få feedback?

Brevkassen er tilbage! Og denne gang med et skrivedilemma, som mange af os lønmodtagere kan nikke genkendende til.

Til at hjælpe med at svare på dilemmaet har jeg inviteret Mikkel Hune Toxvig. Mikkel er kommunikationsrådgiver i LEAD, lystskriver og fagbogsforfatter. Mange vil kende ham som den originale revser af corporate-lingo og hurrakommunikation, og hans bog Farvel til business bullshit (2022) er værd at læse mere end én gang. Som Mikkels personlige skrivetræner igennem et år har jeg på nært hold været vidne til hans frygtindgydende evne til at finde såvel skrivetid som -glæde i en spækket hverdag, hvilket nu har manifesteret sig i endnu en bog fra hans hånd. Bogen udkommer snart.

Mikkel:

Kære Sally

Mails og ad hoc-dokumentationstekster. Ja, det lyder tungt og emmer mere af skal end af lyst, mere af information end inspiration. Og selvom mængden af mails, de fleste af os dagligt modtager, er høj, er antallet af velskrevne og mindeværdige tekster da også minimal. Måske ikkeeksisterende. Tilfældet er nok det samme med ad hoc-dokumentationstekster. Alene ordet lugter lidt af hengemt pibetobakskjorte i bibliotekskælderen.

Men det behøver ikke at være sådan. Ligesom man til en fællesdag på arbejdet skal klare sig igennem præsentationen om de nye governance-procedurer og gennemgangen af internationale timeregistreringsregler for så at møde en enkelt taler, der med sin originale vinkel på stoffet eller sin fængende fortælling skiller sig ud som det eneste, man for alvor husker fra dagen, kan du bruge de kedelige, konventionelle og konforme mail- og dokumentationsgenrer til at skille dig ud. Næppe hver gang og nok ikke alt for gakket, men et velvalgt eksempel, den sjove sammenligning, scenen fra fødselsdagen i ferien eller et klart og aktivt sprog kan give dig noget af den træning, du savner. Og dine tekster vil blive husket i mængden af forudsigelige ordflomme, der tikker ind i mailboksen eller føres til protokol.

En anden mulighed, som jeg selv bruger, er at blokere tid i kalenderen til at skrive godt. Her lukker jeg min mail, lægger telefonen uden for hørevidde og slår nogle gange netforbindelsen fra, hvis lysten til overspring bliver for stor.

Uden mailpling, opkald eller nyhedsartikler – og uden dårlig samvittighed over, at jeg burde gøre ”det egentlige” – udnytter jeg mine selvvalgte tidslommer til at skrive uforstyrret. Kvaliteten stiger. Formidlingen sker hurtigere og klarere. Og jeg går videre til skal-formidlingen med større lyst.

Venlig hilsen

Mikkel

Hans:

Kære Sally

Jeg kan personligt godt undre mig over, at sådan noget som elastiktræning for længst er blevet et fast, sundhedsfremmende indslag på mange arbejdspladser, men at vi stadig ikke har fast praksis for at træne de sindslige “muskelgrupper”, som er lige så nødvendige for et sundt og godt arbejdsliv.

Jeg har ikke et ondt ord at sige om elastiktræning, for der findes jo stakkevis af forskning, som viser de positive effekter ved bare nogle minutters fysisk bevægelse i løbet af en arbejdsdag.

Hvad de færreste ved er imidlertid, at der også foreligger en — ganske vist lidt mindre — bunke af forskningsstudier, der fortæller os, hvor sundt det er at lave skriveøvelser regelmæssigt.

I en bedre verden ville det være almen viden, at skriveøvelser kan gøre dig lykkeligere. At de mindsker bekymringer og ængstelighed. At personer, som skriver kreativt ved siden af deres arbejde oplever færre skriveblokader og har mere selvtillid i skriveprocessen. Med andre ord: At skriveøvelser gør arbejdslivet lettere på flere parametre.

Gør som Mikkel foreslår: Tænk de kedelige adhoc-opgaver som kreative udfordringer. Fordyb dig i de opgaver, du finder mening og nydelse i, før du giver dig i kast med rugbrødsarbejdet. Vær den, der skriver læseværdige e-mails. Men husk også at tage dig 10 minutter en gang imellem til bare at skrive for øvelsens, hyggens, skriveglædens skyld.

Sæt dig til tasterne, når de andre på kontoret hiver elastikkerne frem! (Det er selvfølgelig en falsk modsætning, for det ene udelukker jo ikke det andet…)

Der findes tusindvis af “creative writing prompts”, som kun er en Googlesøgning væk, hvis du mangler inspiration. Du kan også plukke en skriveøvelse fra den her liste, som jeg har lånt (og omskrevet en smule) fra skriveguruen Natalie Goldbergs bog Writing Down the Bones (1986):

1. Skriv om lyset, der falder ind ad vinduet. Det gør ikke noget, hvis det er nat og gardinerne er trukket for eller du hellere ville skrive om lyset oppe nordpå — bare skriv. I ti minutter, femten, en halv time.

2. Start med “Jeg kan huske.” Skriv en masse små minder. Hvis du bliver grebet af et stort minde, gør det ikke noget. Tænk ikke på, om mindet fandt sted for fem sekunder eller fem år siden. Hvis du går i stå, skal du blot starte fra frasen “Jeg kan huske” igen.

3. Tag noget, du føler stærkt for, hvad end det er positivt eller negativt, og skriv om det som om du elsker det. Stræk dig så langt som du kan, og skift derefter, så du nu skriver om den samme ting som om du hader den. Skriv til sidst helt neutralt om selvsamme ting.

4. Vælg en farve — for eksempel pink — gå en tur på femten minutter. Læg mærke til alt, der er pink, mens du går. Skriv i din notesbog i femten minutter, når du kommer tilbage.

5. Skriv om din morgen. Morgenmad, opvågning, turen til busstoppestedet. Vær så specifik og detaljeret som muligt.

6. Forestil dig et sted, du virkelig elsker, vær der, læg mærke til deltajerne. Skriv så om det. Det kan være hjørnet i dit soveværelse, træet, du sad under en hel sommer, et bord på McDonald’s i dit nabolag, et sted ved floden. Hvilke farver er der, lyde, lugte? Når andre læser det, skal de vide, hvordan det er at være på dét sted. At du elsker det, ikke fordi du siger det, men ud fra den måde, du beskriver detaljerne på.

7. Skriv om “at forlade”.

8. Hvad er dit første minde?

9. Hvem har du elsket?

10. Beskriv en bedsteforælder.

11. Skriv om:

    svømning

    stjernerne

    din største frygt

    bøger, der ændrede dit liv

    fysisk udholdenhed

    en lærer, du har haft

    Undgå abstraktioner. Skriv den ægte vare. Vær ærlig og detaljeret.

12. Tag en digtsamling. Slå op på en tilfældig side, find en linje, skriv den ned, og skriv videre på den.

13. Hvilket dyr er du?

    Find på dine egne emner at skrive om. Det er god øvelse.

Det skulle være idéer nok til den næste tids skriftlige kontortræning.

God skrivelyst. Og tak for at skrive ind.

/Hans

PS(st). Laver du skriveøvelser?

Læsetid: 5 minutter

Og vær hilset, min ven.

Du modtager denne mail, fordi du en dag besluttede dig for at skrive lettere.

Betragt det her som en påmindelse: Du kan få lettere ved at skrive. Du fortjener det. Og 2024 kan blive året, hvor din længsel efter en ubesværet skriveproces langt om længe manifesterer sig.

Nyt år. Ny stil. Nyt gear!1

Jeg ved godt, at nytårsforsæt er et afdanket fænomen.

Det ændrer dog ikke på, at et årsskifte er og bliver en fin anledning til at gentænke din skriveproces og begynde at skrive med fornyet intention, forsætlighed.

Nedenfor har jeg derfor samlet fem forsæt til dig, der gerne vil bruge næste år på at gøre noget andet, noget bedre, noget lettere end du plejer.

Forsættene er lette i den forstand, at du nemt kan indsætte dem i din eksisterende skriveproces.

Men udbyttet. Er tungt.

Første forsæt: Sæt dig

At være i stand til at sætte sig — det vil sige: Sætte tid af til at skrive, selv når motivationen er på lavt blus. Hvad er vigtigere end det?

Hvis du har brugt 2023 på at skubbe din skrivning foran dig, så lad 2024 være året, hvor du sidder mere.2

Det er selvfølgelig ikke nok bare at sidde, men mindst lige så vigtigt at sætte sig for at skrive med forsæt.

Det er ikke sjældent, at jeg har klienter i skrivetræning, som mangler intention og retning, når de skriver. De sætter sig for at skrive og krydser fingre for, at magien sker af sig selv.

Her er den hårde sandhed: Magien sker ikke, hvis du ikke har lavet forarbejdet og sat dig selv op til en succesfuld skrivesession.

Du skal ikke bare sætte dig. Du skal også sætte dig noget for.

Før du overhovedet indtager din siddestilling, må du gøre dig bevidst om, hvorfor du skriver: Hvad vil du formidle? Til hvem? Og hvad øver du dig på?

Skriv med fortsætlighed i 2024. Sid mere. Sæt dig noget for.

Andet forsæt: Hold din gennemsnitsfart

Det er let at lade sig forføre af skinnende ting og styrte ind i det nye år med et overambitiøst skrivemål.

Lad være.

Hvad du skal gøre i stedet er at indstille din gennemsnitsfart — og holde den.

Hvor meget kan du skrive ad gangen, hvor længe og under hvilke omstændigheder, hvis du skal være i stand til at gentage det igen og igen og igen? Hvor meget kan du skrive på selv en dårlig skrivedag? Dét er spørgsmålene du skal stille dig selv, og svaret er din gennemsnitsfart.

“Gennemsnitsfart” klinger selvfølgelig ikke så imponerende som “toppræstation” og “kraftanstrengelse”, men det er bare din forfængelighed, der taler.

Systemer trumfer målsætninger. Struktur trumfer motivation. Regelmæssighed bygger momentum.

Mærk lige, hvor let det er at lunte i stedet for at spurte.

Mærk, hvor langt du når på literen.

Sæt din skrivning på cruise control i 2024.

Vroom vroom.

Tredje forsæt: Vær misundelig

Misundelse kommer let til os mennesker. Så du kan lige så godt bruge følelsen til noget konstruktivt.

Misundelse er en følelse, som har et blakket ry, men sandheden er, at det er en genvej til skriftlig selvudvikling, hvis du formår at omsætte følelsen til handling.

Her er en hurtig øvelse, som hjælper dig med at se skævt til andre — og få øjnene op for, hvordan du kan bruge dine små følelser til at vokse som menneske:

1. Lav en liste over alle de skribenter, du er misundelig på. (Det behøver ikke at være nulevende personer, og de kan sådan set også være fiktive. Du skal bare misunde dem.)

2. Vælg den person, du misunder allermest. (Mærk efter med mavsen, den lyver ikke.)

3. Lav en liste over alle de egenskaber, du misunder ved vedkommende. (Vær så konkret som muligt.)

4. Find på måder, hvorpå du kan kultivere egenskaberne hos dig selv, i din egen skriveproces. (Igen, vær konkret og handlingsorienteret: Hvad kan du gøre allerede i morgen, som bringer dig tættere på disse egenskaber?)

5. Vælg én af måderne, og gør den til en vane. (Vaner 101: Små, realistiske handlinger, som du kan gentage igen og igen.)

6. Et voilà!

Gå misundelig ind i 2024. Grøn og fuld af gåpåmod.

Fjerde forsæt: Få feedback — på noget ufærdigt

Der har været alt for mange for pæne udkast i omløb i 2023.

Jeg spår, at 2024 bliver de dårlige udkasts år. Og DU kan blive en del af bevægelsen.

Hvis du tør, altså.

Det kræver nemlig ikke kun, at du skriver dårlige udkast, men også, at du viser dit uperfekte udkast til andre og får feedback på det.

For perfektionisterne derude er det en frygtindgydende tanke. Selv for ikke-perfektionister er det også (m/v)ildt ubehageligt, er jeg sikker på.

Men hvis 2024 er året, hvor du skal slippe den sidste rest af forfængelighed — og det er det da?! — så er der ikke nogen vej udenom: Få feedback på dine ufærdige tekster. Jævnligt.

Det forbedrer din skrivestil. Og giver hård hud på sjælen.

Femte forsæt: Long Sentence Energy

De korte sætninger kom ud på toppen i 2023.

Overalt hvor man kiggede hen, så man de samme løftede pegefingre:

• “Skriv kort.”

• “Skær ned.”

• “Ingen gider at læse lange sætninger!”

Og du tog det til dig. Så du har brugt hele året på at skrive korte, ordknappe sætninger.

Små sætninger.

Bittesmå.

Men er det ikke også rigtigt, at der ligesom har manglet noget? At du har længtes efter noget, uden helt at kunne sætte fingeren på hvad?

Min ven. Det, du længes efter: LONG SENTENCE ENERGY.

Swuuuuush.

Har du ikke også savnet suset?

Swiiiiish.

Dit hjerte banker jo for de lange sætninger, indskudte sætninger, opremsningen, rytmen, omvejene, vildvejene — svirpet til sidst.

Enhver kan skrive korte, slagkraftige sætninger…

… men at skrive sætninger, der bliver ved med at komme rullende, skifter tempo, skaber rytme, lige så stille vinder terræn og slår dit budskab fast fra flere forskellige vinkler på samme tid — dét er skrivningens sande adelsmærke.

Frygt ikke de lange sætninger.3 Føl dem.

Bare du husker én ting (og det her er vigtigt): En lang sætning er ikke en undskyldning for at skrive slattent, men en god grund til at gøre dig ekstra umage.

Giv de lange sætninger lidt kærlighed i det nye år. De korte skal nok klare sig.

Skriv som en sommerfugl, sæt komma som en bi.

Swush, swish.

At skrive let handler om at skrive med åbne øjne uden at lade sig forblænde, forføre eller forvirre af alle de kulturelle (vrang)forestillinger, som omgærder skriveprocessen.

Når vi møder forhindringer i skriveprocessen, er vi tilbøjelige til at gå på automatpilot og gøre sådan som vi altid har gjort — hvad end det er at udskyde skrivningen, isolere os eller skrue op for anstrengelserne.

Det her er en mulighed for at pudse brillerne og se på din skriveproces med friske øjne: Er du helt sikker på, at du skriver på den måde, som er lettest for dig? Nok ikke. Så hvorfor ikke bruge 2024 på endelig at gøre noget ved det?

Forsættene ovenfor er ikke en mirakelkur, men de hjælper dig til at skrive med større forsætlighed og gøre noget andet, end du plejer.

Og dét er første skridt henimod en lettere skriveproces.

Skriv let. Fortsæt.

/Hans

Læsetid: 11 minutter minus distraktioner

[Ordløs nynnen]

– Hans Phillip, “Et studie i overtænkning” (2019)

Nå, men.

Jeg må erkende, at det har været lettere at skrive de her kapitler.

Og i takt med, at kapitlerne er blevet sværere at skrive, er det også blevet nemmere at udskyde dem.

Jeg har selvfølgelig masser af undskyldninger for, hvorfor det ikke lige har kunnet lade sig at gøre at skrive på føljetonen, men ingen af dem er gode nok til, at jeg vil nævne dem her.

Hvis man skal se på det fra den lyse side, så giver den lange afstand til sidste kapitel mig mulighed for at bruge en titelidé, jeg har haft på lager i over et år snart.

Helt tilbage fra føljetonens begyndelse, løb jeg nemlig ind i en artikel fra 1986 med den fuldstændig forrygende titel: “At last, my research article on procrastination”. Dengang lovede jeg mig selv, at jeg skulle sample dén titel, når eller hvis jeg engang skrev om overspringshandlinger.

Og nu er tiden (endelig) kommet!

Dette kapitel handler om overspringshandlingens (u)væsen. Vi kommer omkring, hvad overspringshandlinger er, hvorfor du laver dem, og hvordan du kan lave færre af dem. Og som et plot twist til sidst: Hvorfor overspringshandlinger muligvis er stærkt undervurderede.

Jeg håber i øvrigt virkelig, at du nyder kapitlet her. Ikke bare fordi det har været enormt længe undervejs — men lige så meget fordi du jo ikke ved, hvor lang tid der går, før der kommer ét igen…

Nå, ikke mere sniksnak. Lad os springe ud i det.

Værd at vide: Overspringshandlingens psykologi

Man kan sige meget om Freud, men i forhold til at forklare hvorfor vi overhovedet overspringshandler, rammer hans Lustprinzip hovedet på sømmet.

Lystprincippet går i store træk ud på, at vi som menneskedyr per instinkt opsøger nydelse og undviger ubehag. Det hører med til princippet, at vi i overgangen til voksenlivet (i hvert fald til en vis grad) opøver evnen til at udsætte vores nydelse til et senere tidspunkt til fordel for en større nydelsesmæssig gevinst. Forsinket tilfredsstillelse, hedder det.

Når du overspringshandler, udskyder du den opgave, du i virkeligheden burde arbejde på, for i stedet at udføre en anden, i øjeblikket mere nydelsesfuld — eller måske rettere: mindre ubehagelig — aktivitet.

Overspringshandlinger er på den måde et udtryk for, hvad man på en freudiansk dag (og dem har vi jo alle sammen en gang imellem) kunne finde på at kalde for “forsinket ubehag”: Du udskyder den ubehagelige opgave til et senere tidspunkt, hvor den formodentlig er kilde til et endnu større ubehag.

Det er overspringshandlingens onde spiral: Opgaven bliver mere og mere ubehagelig for hver gang, du udskyder den, hvilket kun gør det mere tiltalende at undvige den endnu en gang.

Prokrastinering kommer med en pris.

Når du overspringshandler, tager du forskud på den forsinkede tilfredsstillelse, fordi du høster frugten af et stykke arbejde, du ikke har udført endnu.

Du stiller dig med andre ord i følelsesmæssig gæld til dig selv, og det har naturligvis konsekvenser. For eksempel kan en stærk tilbøjelighed til at overspringshandle øge sandsynligheden for at blive ramt af stress og være en kilde til lavt selvværd.1

VIGTIGT at vide: Du er ikke doven

Det er nærliggende at bebrejde sig selv og sin tilsyneladende svage karakter for, at man skubber krævende opgaver foran sig.

Måske hører du til dem, der — i overført betydning, selvfølgelig — slår dig selv i hovedet, når realiteterne rammer, hvilket kun gør tingene værre. I de situationer er det vigtigt at minde dig selv om, at det ikke er fordi du er “doven” eller “uduelig” (eller hvad du ellers kan finde på at betegne dig selv som), at du overspringshandler.

“Dovenskab” er en myte.2 Kendsgerningen er, at du overspringshandler for at værne dig selv imod det ubehag, som opgaven af en eller anden grund fremkalder hos dig.

Derfor er det også nyttesløst at skælde dig selv ud for at overspringshandle. Du er meget bedre tjent med at forsøge at sætte ord på, hvad det er for en følelse af ubehag, den pågældende opgave fremkalder hos dig.

Trangen til at undgå ubehag er enormt stærk og udmønter sig som regel i en række forsvarsmanøvrer, som vi bruger til at validere vores overspringshandlinger overfor os selv. Disse manøvrer kan tage forskellige former, heriblandt:

• Trivialisering. Her fortæller du dig selv, at dine overspringshandlinger i virkeligheden ikke er overspringshandlinger, og at den opgave, du burde arbejde på, faktisk slet ikke er så vigtig.

• Kontrafaktisk tænkning. Her fortæller du dig selv, at du ville selvfølgelig ikke have overspringshandlet, “hvis bare” det hele havde set anderledes ud. (Her er der også grobund for at sammenligne os selv med andre, som i vores eget hoved jo ofte har det med at komme lettere til tingene end os selv.)

• Valorisering. Her fortæller du dig selv, at din overspringshandling i virkeligheden ikke var en overspringshandling, men en meningsfuld opgave, som du var nødt til at udføre, før du kunne gå i gang med den egentlige opgave.3

• Bebrejdelse. Her fortæller du selv, at det overspringshandlingen ikke var din egen skyld, men skyldtes dine omgivelser, og at tingene på den måde var ude af din kontrol.

• Latterliggørelse. Her trækker du på skuldrene og bruger humor til at dække over, at det i virkeligheden er et ubehag ved opgaven, som får dig til overspringshandle.

Disse forskellige former for efterrationaliseringer er med til at sløre for den egentlig årsag til, at du udskyder din skrivning. Med tiden bliver de til en slags indgroede sandheder, som du fortæller dig selv — og som for hver gang, du gentager dem, får større og større sandhedsværdi.

Hvis du begynder at sætte spørgsmålstegn ved nogle af disse “sandheder”, vil du imidlertid snart se igennem røgsløret og opdage:

Du er slet ikke doven. I værste fald er du nok bare perfektionistisk anlagt.

En fodnote om perfektionisme

Det er et af mine (efterhånden mange) mottoer, at perfektionisme er en skriveblokade i fåreklæder.

Derfor blev jeg også overrasket (læs: mistænksom), da jeg i arbejdet med den her kapitel stødte på et studie, hvor konklusionen lød, at perfektionisme er en underordnet eller udeblivende faktor i overspringshandlinger. Faktisk rapporterede kun sølle 7 % af studiets deltagere, at det var perfektionisme, der fik til dem at skubbe deres opgaver foran sig.

Grunden til, at jeg ikke helt køber den konklusion er, at det efter min erfaring er de færreste perfektionister, der vil betegne sig selv som sådan.

Det er ikke længe siden, at jeg havde en kunde i skrivetræning, som højt og helligt proklamerede, at han “i hvert fald IKKE var perfektionist,” fordi han altid skrev sine skriveopgaver færdige i sidste øjeblik.

“Jeg tror bare, at jeg er lidt doven,” konkluderede han med den der selvironiske distance, som jeg hører så tit.

“Hvad får dig til at sige, at du doven,” spurgte jeg.

Han sad stille lidt.

“Det er nok fordi jeg jo godt ved, at jeg ville skrive meget bedre, hvis bare [min kursivering] jeg kunne tage mig sammen til at gå i gang tidligere,” sagde han.

“Jeg tror slet ikke du er doven.”

“Nej?”

Jeg så ham i øjnene: “Jeg tror du er bange.”

Sagen er den, at de fleste misforstår, hvad perfektionisme bunder i.

Det er nemlig langt fra altid, at perfektionisme viser sig som en drøm efter at skrive perfekt. I virkeligheden viser perfektionisme sig langt oftere som en frygt for ikke at skrive godt nok.4

Frygten for at fejle kommer i mange forklædninger. “Dovenskab” er én af dem.

Når du skubber din skrivning til allersidste øjeblik inden deadline, tilbyder du dig selv en “god” undskyldning for, at det, du endte med at få skrevet, ikke var godt nok. (Dine overspringshandlinger er på den måde en skjult omsorg for dig selv, selvom de jo ender med at have den modsatte effekt.)

Du bruger kontrafaktisk tænkning som en slags sutteklud, der bekræfter dig i, at du ville skrive godt nok, hvis bare du var gået i gang lidt tidligere.

“Hvis bare…” Ja, men hvorfor så egentlig ikke? Dét er spørgsmålet, du skal stille, når du fanger dig selv i at validere dine overspringshandlinger.

Jeg ser det samme mønster igen og igen, når jeg holder kurser og individuel rådgivning i at skrive. Jeg kender det også alt for godt fra mig selv. Derfor var jeg også hurtig til at ordinere kunden ovenfor nogle af de “piller”, der hjælper til at overvinde perfektionisme: Planlagt hurtigskrivning, kreativ intervaltræning, dårlige udkast.

Og tænk engang. Det virkede som en drøm.

Godt at gøre: Tre trin til færre overspringshandlinger

Kære læser. Du har trods alt valgt at tilmelde dig den her selvproklamerede “uproduktive skrivehåndbog”, så jeg gætter på, at du også har det med at overspringshandle fra tid til anden.

Der er selvfølgelig ikke noget galt med at overspringshandle en gang imellem. Men hvis det er noget, du kommer til næsten hver gang du skal skrive, vil jeg anbefale, at du gør noget ved det.

Du fortjener en let skriveproces.

Nedenfor finder du derfor tre trin til at overspringshandle mindre og begynde at skrive med større selvsikkerhed.

Trin 1: Op på briksen

Hvis du er tilbøjelig til at overspringshandle, er det første skridt henimod en lettere skriveproces at finde ud af, hvorfor du flygter fra dine skriveopgaver.

Med andre ord: Du skal først og fremmest have sat ord på følelsen, som får dig til at skubbe dine skriveopgaver foran dig.

Med (endnu) andre ord: Du skal op på briksen!

Det kan godt være, at du er nødt til at grave lidt, før du finder frem til den egentlige følelse, der ansporer dig til at udskyde opgaven.

Som en hjælpsom øvelse kan du derfor prøve at spørge dig selv “Hvorfor?” helt op til fem eller flere gange for at blive klogere på årsagen til dine overspringshandlinger. Jeg forslår, at du laver øvelsen som en skriveøvelse, hvor du skriver forhøret som en dialog mellem dig selv og en forestillet samtalepartner — men det er helt op til dig.

Øvelsen tvinger dig til ikke at tage dine egne (sø)forklaringer for gode varer, men i stedet stille dig nysgerrig overfor den egentlige årsag til dine overspringshandlinger.

Trin 2: Fjern forhindringerne

Når du har sat ord på den følelse, som får dig til at flygte fra skriveprocessen, er det på tide, at du springer ned fra briksen og tager handling.

Mit gæt er, at alene det, at du har fået klarhed over, hvad dit ubehag ved at skrive bunder i, vil hjælpe dig til at se igennem det røgslør af efterrationaliseringer, du bruger til at dække over dine overspringshandlinger.

Pludselig vil de “sandheder”, du fortæller dig selv, klinge hult:

• “Jamen, jeg er jo nødt til at finde den helt rigtige skrifttype, før jeg begynder at skrive.”

• “Jeg skal bare lige læse én artikel mere om overspringshandlinger, så går jeg i gang.”

• “Og… Jeg føler mig faktisk heller ikke helt i stødet i dag. Jeg må hellere sove på det — det er jo videnskabeligt bevist, at det er godt for kreativiteten!”5

Øvelsen er at oversætte alle de undskyldninger, du normalt bruger til at retfærdiggøre dine overspringshandlinger, til det, de rent faktisk er: Forhindringer.

Lav eventuelt en liste over dine mest almindelige undskyldninger.

Derefter er det let(tere) at overskue de såvel psykologiske som fysiske bremseklodser, du bruger til at gardere dig mod at skrive på den opgave, du har ubehag ved.

Når du begynder at fjerne disse forhindringer én efter én, bliver det automatisk lettere for dig at komme i gang med at skrive.

Trin 3: Spring over, hvor gærdet er lavest (og lettest)

Apropos “lettere”.

Den helt store forhindring, der står imellem dig og din skriveopgave, vil meget ofte være, at den virker uoverkommelig og dermed afskrækkende.

Gærdet er for højt.

Derfor vender du dig imod et lavere gærde (overspringshandlingen), som du kan springe over istedet.

Løsningen er ligetil: Gør skriveopgaven til det laveste gærde!

Hvis din skriveopgave forekommer stor og uoverskuelig, handler det om at bryde den ned i så små dele som muligt.

Prøv at dele opgaven op i mindst 10 delopgaver — og gerne flere. Hver delopgave skal tage højst et par minutter at fuldføre.

For eksempel så min egen “lette to do-liste” for dette kapitel sådan her ud:

1. Beslut et emne (prokrastinering).

2. Søg på emnet på Wikipedia (man skal jo starte et sted).

3. Søg på emnet på Google Scholar.

4. Vælg én artikel at skimme og skriv noter (gentag).

5. Formuler en arbejdstitel (“Nemt, den har jeg jo allerede!”)

6. Lav en liste over mine vigtigste pointer.

7. Lav en disposition over kapitlet.

8. Skriv underoverskrifter til hvert afsnit.

9. Skriv et grimt udkast til hvert afsnit (èt ad gangen).

10. Renskriv hvert afsnit (ét ad gangen).

Som du nok kan regne ud, er de sidste to punkter mere krævende end de første og tager realistisk set mere end blot et par minutter at føre ud i livet. Men hele idéen er, at de første delopgaver er så overkommelige, at de varmer mig op til de længere skrivestræk.

Hver fuldført delopgave giver en succesoplevelse, som gør det lettere at gå i gang med den næste. Vind i sejlene, momentum.

Hvis opgaven afskrækker dig, er du nødt til at snyde dig selv til at gå i gang. Og det gør du ved at dele opgaven op i en hel masse “lave gærder”.

Til eftertanke: Er overspringshandlinger undervurderede?

Kapitlet her har indtil nu handlet om den pris, du betaler ved at overspringshandle, og som, hvis du gør det i overdreven grad, kan være ret så høj.

Som jeg allerede har været inde på, kan prokrastinering være en kilde til stress, skyld- og skamfølelse, lavt selvværd og endda medvirke til depressive tanker. Det er alt sammen noget stads — og bestemt ikke noget, der gør din skriveproces lettere.

Men: Tingene er jo sjældent så sort-hvide, som de giver sig ud for at være.

På ét punkt kan overspringshandlinger nemlig vise sig at være en god investering, og det er, hvis din skriveopgave kræver, at du tænker kreativt.

Omkostningerne ved overspringshandlinger er nemlig størst, hvis du har et mål om at være produktiv. Hvis du har et mål om at være kreativ, er det en anden sag.

En gruppe forskere har for eksempel fundet ud af, at en moderat(!) grad af overspringshandlinger kan hjælpe dig til at løse en opgave mere kreativt, fordi du ubevidst arbejder videre på opgaven, mens du overspringshandler.6

Det peger på en såkaldt “krumlinjet” sammenhæng imellem prokrastinering og kreativ tænkning, hvor du — hvis du altså ikke overdriver det — har mulighed for at høste de kreative frugter af dine overspringshandlinger undervejs i en skriveopgave.

Hvis man tænker over det, er det egentlig indlysende, og du kan sikkert genkende oplevelsen af, at de gode idéer pludselig kommer væltende, når du efter en skrivesession går en tur, tager et brusebad (“shower thoughts”) eller hvad det nu måtte være…

Litteraturhistorien er påfaldende nok også spækket med forfattere, som efter eget udsagn er kroniske overspringshandlere.7

Overspringshandlinger er altså ikke nødvendigvis den mentale underskudsforretning, de ofte bliver fremstillet som. De kan også give gevinst — i en kreativ henseende.

Det betyder imidlertid ikke, at du kan se bort fra hele den første del af det her kapitel og bare overspringshandle i blinde.

Du skal selvfølgelig investere dine mentale ressourcer med åbne øjne.

Skriv med øjnene åbne, kunne man også sige.

Det er ganske enkelt lettere.

Skriv let. Spring ud i det.

/Hans

Læsetid: Under 2 minutter

ok så det her udkast kommer kun til at tage omkring fem minutter at skrive og nok endnu kortere tid at læse

MEN her kommer et skrivetip, der kan vise sig at ændre dit liv (eller din skriveproces i det mindste):

SKRIV GRIMT FØR DU SKRIVER GODT

(en mere eller mindre fri fortolkning af anne lamotts shitty first drafts og et forsøg på at tage hemingway på ordet: the first draft of anything is shit)

hvis du har hang til perfektionisme ,,så er det her kuren

dårlige og ikke mindst grimme grimme udkast

ikke bare halvgrimme

mEN rIGTig GRimmE1

• skriv dem i bullets hvis det bliver nødvendigt

• sluk for din skærm hvis det bliver nødvendigt (og skriv i blinde)

• skriv så hurtigt du kan hvis det bliver nødvendigt (hvor langt kan du nå på tolv minutter???)

***vink farvel til den indre kritiker***!

1. du skriver ikke grimt for at pleje dit ego

2. du skriver grimt fordi det er vigtigt for dig at skrive

3. vigtigere end din frygt for ikke at skrive godt nok

4. det er bla derfor du skal skrive dårlige udkast

5. men også fordi:

6. d å r l i g e u d k a s t e r s j o v e r e a t s k r i v e

7. juhu

8. hvad holder dig til tilbage?

…det er………………………………..

• DEN PERFEKTE DAG

• TIL AT SKRIVE
  

• ET DÅRLIGT UDKAST

  (værsgo)

skriv let skriv grimt

///hans///

PS. En venlig påmindelse til alle perfektionisterne.

Læsetid: 5 minutter

Én ting er at få et lyst indfald under bruseren i ny og næ.

Noget helt andet er at sætte sig ned ved tastaturet og blive ved med at finde på nye idéer uden at tabe pusten. Det sidste er noget, der kræver kreativ kondition, stamina.

Derfor har jeg designet en øvelse til kreativ konditionstræning, som du finder nedenfor.

Øvelsen er stærkt inspireret af Kenneth Kochs Wishes, Lies, and Dreams: Teaching Children to Write Poetry (1970). Det er en slags skrivehåndbog, der redegør for Kochs erfaringer med at undervise skoleelever i at skrive digte sidst i tresserne.

Du kan måske godt forestille dig, at det ikke var det nemmeste i verden at få en masse skoleelever til at skrive (post)moderne digte. Derfor udviklede Koch en række “formularer”, eleverne kunne skrive ud fra, og som knyttede sig til enten ønskende, løgnagtige eller drømmende udsagn. (F.eks.: “Jeg drømte, at…”)

Ved første øjekast virker den her slags skriveøvelser forholdsvis simple, men lad dig ikke narre: De er utrolig virkningsfulde til at iværksætte kreativ — og poetisk — tænkning.

Jeg har altid været fascineret af Kochs tilgang, og derfor lå den også ligefor, da jeg skulle udvikle den her kreative træningsøvelse. Forskellen er, at jeg har lidt flere typer af udsagn og også har elementer af kombination og omformulering med. Og så har jeg tilført et element af tidspres, som skal holde den indre kritiker fra døren og den kreative puls høj. Det er kreativ cardio! Intervaltræning for idéer.

Øvelsen bygger på fem typer af udsagn, der ansporer dig til at tænke på dit emne på en ny måde:

1. Sandheder: “Jeg ved, at…”

2. Løgne: “Jeg lover, at…”

3. Hemmeligheder: “Sig det ikke til nogen, men…”

4. Problemer: “Det er en skam, at…”

5. Drømme: “Jeg drømmer om, at…”

Jeg har med vilje tilrettelagt øvelsen sådan, at den kan benyttes af en bred palet af skribenter. Den kan altså bruges i en litterær henseende, men er mindst ligeså anvendelig til at finde på emner for nye forskningsartikler eller til at generere idéer til digitalt indhold.

Du kan også bruge øvelsen til at “varme op”, før du skriver på noget andet.

Nå, jeg ved godt, at du er ivrig efter at komme i gang, men før du stryger videre, vil jeg lige nævne der her for dig: Øvelsen — og i det hele taget konceptet “kreativ cardio” — er på tegnebrættet til et kursus i kreativ, digital skrivning, som jeg er i fuld gang med at udvikle.

Kurset finder med sikkerhed sted d. 28. februar på Frederiksberg, og jeg tør godt love, at den kreative puls kommer til at være skyhøj!

Og nu tænker du måske: Hvor skamløst! Hvad er det her for et sølle salgstrick?!

Til dét vil jeg sige: Bare rolig, jeg kunne aldrig finde på at prøve at sælge dig noget. MEN hvis du alligevel får lyst til at købe det, så får læsere af Skriv let altså 10 % rabat…

Læs mere om kurset her!

Nå, det var et sidespor. Lad os komme til sagen.

Sådan får du 100 idéer på 20 minutter

Her kommer øvelsen. Den falder i 11 trin, hvor det første trin er uden tidsstyring. Resten af øvelserne varer to minutter hver. Hvis du føler dig i stødet, kan du også sætte tiden ned til ét minut per øvelse.

Ved hvert trin er målet at skrive 10 sætninger. Det er ikke sikkert, at du når det, men giv det dit bedste forsøg. Når tiden er gået, skal du bare rykke videre til næste trin, selv hvis du ikke har nået at skrive alle sætningerne.

Vigtigt: Før du går videre, skal du sende din indre kritiker udenfor døren. Husk dig selv på, at det her bare er en øvelse i kreativ tænkning. Fokuser på at følge instrukserne — ligesom i et hvilket som helst andet træningsprogram.

(Det her er jo kreativ cardio, husker du nok. Chop chop.)

1) Find på et emne, du vil skrive om

Tag dig al den tid, du skal bruge for at formulere et specifikt emne. Det er en fordel, hvis det er et emne, som du har et vist kendskab til.

F.eks.: “Kommareglerne”

2) Skriv 10 sandheder om dit emne

“Jeg ved, at [Sandhed].”

F.eks.: “Jeg ved, at der skal komma mellem helsætninger.”

3) Skriv 10 løgne om dit emne

“Jeg lover, at [Løgn].” (Overdriv gerne!)

F.eks.: “Jeg lover, at kommaet er blevet afskaffet.”

4) Skriv 10 hemmeligheder om dit emne

“Sig det ikke til nogen, men [Hemmelighed].”

F.eks.: “Sig det ikke til nogen, men ingen lægger mærke til, om du kender kommareglerne alligevel.”

5) Skriv 10 problemer ved dit emne

“Det er en skam, at [Problem].”

F.eks.: “Det er en skam, at kommareglerne er så svære at huske.”

6) Skriv 10 drømme om dit emne

"Jeg drømmer om, at [Drøm]."(Vær fantasifuld!)

F.eks.: "Jeg drømmer om, at kommareglerne står på et banner på alle offentlige busser."

(Godt gået! Du har nu op til 50 sætninger stående foran dig. Som det næste skal du kombinere dem på kryds og tværs. Husk: Tag ikke stilling til kvaliteten af dine idéer — eller om sætningerne overhovedet giver mening. Vi går efter kvantitet her!)

7) Drømme + Problemer (10 gange)

“[Drøm] ville være mulig, hvis ikke [Problem].”

F.eks.: “Kommareglerne ville stå på alle offentlige busser, hvis ikke de var så svære at huske.”

(Jeg sagde jo, at det ikke behøvede at give mening!)

8) Løgne + Hemmeligheder (10 gange)

“Måske passer det ikke, at [Løgn], men til gengæld [Hemmelighed].”

F.eks.: “Måske passer det ikke, at kommaet er blevet afskaffet, men til gengæld er der ingen, der lægger mærke til, om du kender kommareglerne alligevel.”

(Det var 70! Så mangler du kun 30 idéer mere. Dem skriver du ved at omformulere nogle af de tidligere udsagn til en anden slags udsagn. Sådan her:)

9) Drømme —> Hemmeligheder (10 gange)

“Sig det ikke til nogen, men [Drøm].”

F.eks.: “Sig det ikke til nogen, men kommareglerne står snart på alle offentlige busser.”

10) Løgn —> Drøm (10 gange)

“Jeg drømmer om, at [Løgn].”

F.eks.: “Jeg drømmer om, at kommaet bliver afskaffet.”

11) Sandheder —> Problemer (10 gange)

“Det er en skam, at [Sandhed].”

F.eks.: “Det er en skam, at der skal komma mellem helsætninger.”

… og slut!

Gem dit dokument. Tag ikke stilling til dine idéer, men vent til senere på dagen eller endnu bedre: Til i morgen.

Måske føler du dig varm til at skrive mere? Så er det bare med at komme i sving, mens din kreative puls stadig er høj.

Du er i øvrigt velkommen til at justere øvelsen, så den passer bedre til dine behov. Det vigtigste er, at der er en progression i øvelserne og et element af tidspres.

Chop chop!

Skriv let, skriv løs.

/Hans

Hov, hvad laver den her knap her?

Læsetid: 5 minutter

Én ting er at finde tid og ro til at skrive, hvilket kan være en udfordring i sig selv. Noget andet er hurtigt at få åbnet for de kreative sluser, når man så endelig har tiden til rådighed. For ikke at nævne det forventningspres, der typisk melder sin ankomst i den slags situationer.

Dét handler dagens skrivedilemma om.

Brevkassen gæstes i denne omgang af Louise Juhl Dalsgaard. Louise er en forfatter med et stort hjerte, og siden hun debuterede i 2011, har hun skrevet den ene vidunderlige bog efter den anden. Hun er aktuel med den illustrerede tekstsamling, Det ligner tø (2022).

Derudover har Louise en hund, der hedder Mumrik. Hendes far skærer i træ, og hun vandt engang en konkurrence om at skrive det bedste bogslogan, ved at svare: ‘Bøger behøver ingen slogans’.

Kære Brevkasse

Som mange andre skrivende har jeg foruden mit skrivearbejde, som ikke er særlig økonomisk indbringende, også et lønarbejde, der kan betale min husleje m.v. Faktisk har jeg hele to jobs ud over mit skrivearbejde for at få det hele til at hænge sammen.

Af samme årsag kan det i perioder være vanskeligt at finde tid til at skrive. Jeg ville gerne skrive dagligt, men i perioder er der bare andre opgaver + det huslige arbejde, som skal klares + familiearrangementer o.lign. Efter jeg har fået barn, har jeg ingen energi til at skrive om aftenen. Jeg forstår ærlig talt ikke, hvordan de store forfattere som Hemingway, Dickens og Tolstoj har kunnet holde en skriverutine dagligt. De må have haft nogen (nok deres koner) til at tage sig af alt det andet.

Nå, men egentlig er mit problem ikke så meget dét at finde tid til at skrive. Jeg forsøger så vidt muligt hver dag at få skrevet i bare 10-20 minutter, om det så bare er lidt dagbogsskrivning, men selv det lykkes ikke altid. Dog har jeg accepteret med mig selv, at det ikke altid kan lade sig gøre, og at sådan er det i perioder. 

Problemet opstår, når jeg så skal i gang igen med mine skriveprojekter. Særligt hvis der er gået lang tid pga. travlhed med mit lønarbejde. Så har jeg gået og længtes efter at komme i gang med skrivearbejdet igen og har endelig fået tid til det, der ro og fred, jeg er alene hjemme, og så kommer blokeringen. Jeg føler, at nu hvor jeg endelig har tid til at skrive, så skal det også blive godt! Jeg får straks præstationsangst. Det er svært ved at finde ind i et flow, jeg går rundt om mig selv, laver overspring, og selv det at skrive i 20 minutter med et stopur, som ellers plejer at fungere udmærket, kan virke totalt overskueligt.

Hvordan kommer jeg tilbage i flow efter en skrivepause? 

Med venlig hilsen

Anonym Forfatter

Louise:

Kære anonyme forfatter

Tiden er en elastik. 

Lægger du den i en fryser, bliver den stiv og slår revner. Det er ikke så godt, for så kan den ikke længere holde sammen på noget, og det er jo ellers meningen med en elastik. Og med tiden. At de skal holde sammen på noget. På poser, for eksempel. Og på dage, uger, år, dit barns fødselsdag og solens gang rundt om jorden. 

Bruger du omvendt elastikken til at binde dit hår med — en knold i nakken eller en fletning hen over hovedet — så risikerer du, at elastikken sætter sig fast, og at du ikke kan få den fri. Det er heller ikke så godt, for så risikerer du at miste store totter hår, når du tager den ud, og det er med garanti ikke meningen med hverken elastikker, fletninger eller knolde. Eller med tiden, såmænd, selvom nogle mænd godt nok ender med at tabe håret — med tiden.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil sige med det. 

Jeg ved kun, at jeg gav mig selv ti minutter til at svare på dit brev, og at det er her er, hvad jeg fik skrevet. Det er muligvis ikke det svar, du forventede, men måske er det hele pointen. Ikke at skrive, hvad du forventer, eller når du forventer at gøre det. Men bare at skrive — uden tanke for hvad, hvornår eller hvorfor.

Du fandt jo for eksempel tiden til at skrive et brev til Hans’ kasse. Det kan være, at det er mere af det, du skal gøre. Skrive om det, der trænger sig på og når, det trænger sig på. 

Ti minutter. 

Om det, der rører sig. 

Lige nu. 

I det nu, du skriver. 

Hvadenten det så handler om elastikker, levende lys, tarteletter eller hvad, du ellers er fyldt af. Det ved du bedst selv.

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med det.

Kærligst

Louise

.

.

.

Hans:

Kære anonyme forfatter

Tak for at skrive til brevkassen med et problem, som jeg tror mange skribenter kan nikke genkendende til. Jeg kan i hvert fald selv, fordi mit arbejde med Skriv let hovedsageligt finder sted i de små pytter af tid, der nogle gange drypper ned i min hverdag.

Jeg vil derfor følge Louises inspirerende eksempel og holde mig til at skrive et svar på 10 minutter. (Jeg starter tiden nu.)

På grund af den korte tidsramme vil jeg gribe ud efter et værktøj, som for tiden ligger øverst i min selvhjælpskasse, nemlig spørgsmålet:

Er du sikker på, at du skriver det, du har lettest ved?

Det er et hjælpsomt spørgsmål at tage stilling til af flere grunde. Én er, at det, man har talent for at skrive ikke altid stemmer overens med det, man selv føler, at man burde skrive. Vores forventninger til os selv som skrivende har det sært nok med at komme udefra i stedet for at være motiveret af det, der falder os let.

Jeg har på fornemmelsen, at det også kunne være et relevant spørgsmål for dig at stille dig selv — dog med et lille twist, som kommer her.

Jeg mener, at jeg engang har læst, at digteren William Carlos Williams, der vistnok arbejdede som læge, skrev sine digte på nogle små, post-it-agtige sedler imellem patientbesøg. Jeg ved ikke helt, om jeg husker rigtigt, og jeg vil ikke bruge af mine hastigt svindende minutter på at eftertjekke det — men lad os om ikke andet bare forestille os, at det er rigtigt…

For hvis det passer, hvad er så moralen?

Jeg hæfter mig ved, at du nævner Hemmingway, Dickens og Tolstoj, fordi det jo netop er forfattere, der skriver prosa og — i hvert fald for de to sidstes vedkommende — også skriver langt. Det er svært at forestille sig Tolstoj skrive på en post-it. Modsat kunne man jo godt forestille sig William Carlos Williams’ korte vers stå på sådan en.

(Hov, nu løb tiden sørme allerede ud. Jeg runder lige mit svar af alligevel…)

Min pointe er, at det, der falder én let at skrive, også afhænger eller nogle gange ligefrem defineres af omstændighederne. At skrive let er også et spørgsmål om tilpasning.

Så måske burde jeg omformulere mit spørgsmål til:

Er du sikker på, at du skriver på det, du har lettest ved — lige nu?

En betingelse for at komme i flow er at have en klart defineret opgave, som gerne må være udfordrende, men ikke angstprovokerende. Hvis du får præstationsangst, når du skal skrive, er det derfor et muligt tegn på, at du ikke skriver på det, der falder dig lettest — sådan som tingene er i skrivende stund.

Måske er tiden (læs: din livssituation) lige nu ikke til at skrive på et stort, krævende, sammenhængende, kompliceret, [indsæt selv adjektiv her] projekt. Måske er tiden nærmere til små gule sedler, post-its, som følger et helt klart koncept eller bespænd, så du let og hurtigt kan komme i zonen?

(Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg med “post-it” mener det bogstaveligt, eller om det snarere er en metafor for “en mere bekvem form”. Det vil jeg lade være op til din fortolkning…)

Du kan helt sikkert selv finde på noget bedre, men lethed er nu engang den service, jeg yder, så jeg har for din nemheds skyld fundet på et koncept — en challenge! — til dig:

Én post-it om dagen i 21 dage. Hver af dem starter — inspireret af William Carlos Williams — med formuleringen: “Det er bare for at sige, at…” Derfra er det bare at følge Louises råd.

Tager du imod udfordringen?

Nå, nu gik der et kvarter mere. Tiden flyver.

Skriv let, lev let.

/Hans

Læsetid: 3 minutter

Du har måske lagt mærke til, at Skriv let har ligget lidt i dvale det seneste stykke tid.

Ikke det?

Nå, men så ved du det i hvert fald nu: Jeg så mig nødsaget til at sætte selvhjælpsføljetonen i slumretilstand for godt en måned siden for at fokusere på at skrive min ph.d.-afhandling færdig. Jeg fik pludselig travlt med at færdiggøre afhandlingen, fordi jeg har fået et job, som venter på mig i den anden ende, og for bare at holde det nogenlunde let, har jeg været nødt til at drosle lidt ned på mine ambitioner for føljetonen her.

Det er en vild følelse snart at kunne sætte det sidste punktum på noget, jeg startede på for fem år siden.1 Jeg har regnet mig frem til, at jeg i løbet af det sidste halvår har skrevet omkring 170 sider på afhandlingen, hvilket har været en… “interessant” — lad os bare kalde det dét — tryktest af mine egne principper for at skrive let.

Nå, det var et sidespor.

Det her kapitel handler nemlig om et begreb eller værktøj, som står mit hjerte meget nær: JOOTSing.

“JOOTSing” er et akronym, som står for “Jumping Out Of The System”.

Du har sikkert hørt nogen sige, at der ikke findes en opskrift på kreativitet, men det passer ikke. I virkeligheden findes der op til flere. Én af dem er JOOTSing.2

Hvorom alting er, så drejer JOOTSing sig kort sagt om at sætte sig grundigt ind i et eksisterende system med henblik på at ændre én afgørende, tilsyneladende nødvendig faktor ved det. Det lyder måske meget simpelt eller banalt, når man først lige hører det, men det er ikke desto mindre et utrolig kraftfuldt værktøj til at få nyskabende idéer.

Et af de eksempler, der ofte bliver brugt til at beskrive JOOTSing, er opfindelsen af tørshampoo, som jo netop laver en tilsyneladende nødvendig faktor — at shampoo kræver vand for at virke — om ved systemet shampoo.

Man kan også argumentere for, at sådan noget som dadaismens lyddigte er et resultat af JOOTSing: Ved at ændre én afgørende faktor ved poesiens system (sprog) vendte dadaisterne hele dette system på hovedet og skabte en helt ny genre.3

Det er i øvrigt det selvsamme værktøj, jeg brugte til at finde på konceptet bag Skriv let. Jeg spurgte mig selv, hvad der kendetegner alle de skrivehåndbøger, som allerede findes. Et definerende princip ved skrivehåndbøgernes system er som bekendt, at de skal hjælpe folk til at skrive mere, blive mere produktive. Så hvordan ville en uproduktiv skrivehåndbog mon se ud?

JOOTSing tilbyder altså en udmærket formel for kreativitet og kan med fordel bruges til at få nye idéer. Det kan imidlertid også anvendes til andre formål — herunder til at ændre sin skriveproces til det lettere.

Ja, din skriveproces er nemlig også et system, som bygger på forskellige forestillinger om, hvad der er “nødvendigt”. For eksempel:

Jeg er nødt til at lægge meget tid i at skrive.

Jeg er nødt til at anstrenge mig for at skrive.

Jeg er nødt til at være ensom for at skrive.

Det her er bare nogle af de kulturelle (vrang)forestillinger om skriveprocessen, jeg tidligere har taget under behandling i føljetonen. Det kan dog også være mere lavpraktiske “nødvendigheder” som for eksempel, hvornår på dagen, man skriver, hvor man skriver henne, hvilke forberedelser, man gør sig forud for at skrive og så videre. Som jeg tidligere har skrevet, har mange skribenter nogle ret faste forestillinger om, hvordan de bør strukturere skriveprocessen, hvilket i virkeligheden ofte blot er en vanesag.

Som en lille øvelse kan du derfor prøve at danne dig et overblik over “nødvendighederne” i din egen skriveproces. Brug sætningen nedenfor som skabelon og skriv så mange af den slags sætninger, du kan komme i tanker om:

Jeg er nødt til at _______________ for at skrive.

Det næste trin, hvis du ønsker at “JOOTSe” din skriveproces, er at spørge dig selv, om du ved at ændre én af disse tilsyneladende nødvendige vaner for at skrive, kunne gøre din skriveproces lettere. Hvad er med andre ord den ene ting, du kunne ændre nu og her, som vil gøre det lettere for dig at skrive fremover?

Det skader i hvert fald ikke at prøve…

Spring ud af dit eget system!

Skriv let, lev let.

/Hans

Læsetid: 6 minutter

Velkommen til den første udgivelse af føljetonens brevkasse for skriveproblemer!

Brevkassen gæstes i denne omgang af ph.d.-stipendiat og forsanger i den audiopoetiske jazzgruppe Kiosk, Maj Ørskov. Dem, som har læst med siden føljetonens begyndelse (og som læser til bunden af kapitlerne!) vil vide, at Maj også er redaktør på Skriv let. Som om det ikke var nok til at gøre hende selvskrevet til at være brevkassens første gæst, så er dilemmaet nedenfor lige i hendes boldgade. Tro mig: Hvis der findes en work-life balance, så har Maj ramt den.

Kære Brevkasse,
Der er mange røde flag i min indbakke. Vasketøjet skal lægges sammen. Vi skal have booket sommerferie. Min mindste mangler stadig sin etårsvaccination, selvom hun nu er halvandet. Tik tak. Bøgerne skal snart afleveres på biblioteket. Børnehaven mangler skiftetøj. Der skal lægges nye procesplaner, så jeg kan nå deadline – som jeg ikke når.
Så hvordan kan jeg få RO til at skrive let?
Kærlig hilsen
Speed-hjernen

MØ:

Kære Speed-hjerne

Tak for en velbeskrevet og klokkeklar problemstilling at tage fat på. Du kan tro, at jeg kender dit ståsted. Jeg har selv tre små børn og går således rundt med samme latente fornemmelse af ikke at kunne leve op til selv de mest banale krav, som samfundet stiller til mig i den forbindelse: få nu børnene vaccineret til tiden, få nu børnehave-låne-underbukserne vasket og lagt på plads i institutionen, husk nu seler når du kører bil, få nu klippet børnenes negle. I sådan et liv er ”ro” ikke noget, vi ”får”. Nogensinde. Lige meget hvor godt vi ellers organiserer vores gennemgribende u-organisérbare liv.

Men jeg tror dog, at ”fred” er noget, vi kan ”finde”. Ud fra din skrift og måde at formulere dit problem på, tillader jeg mig at antage, at du faktisk er et struktureret menneske, som blot ikke helt har fundet fodfæste i småbørns-livets fuldstændige redefinering af, hvad der er ”arbejde” og ”fritid”. Vasketøj, lægeaftaler, rykkere fra biblioteket — det er jo arbejde, selv om det tilhører den interessesfære, som vi forbinder med ”fritid”.

For mig kan det føles som en form for fred at sidestille disse ”fritids-aktiviteter” med arbejde. Altså er det opgaver, som skal løses på fuldstændig lige linje med proces-planlægning og afhandlingsskriveri. Dette går fuldstændig hånd-i-hånd med ideen om at skrive let, da det helt konkret betyder, at min reelle arbejdsdag — altså den tid, jeg bruger på at udføre det arbejde, som jeg får løn får — er desto kortere, men til gengæld ikke ligeså fyldt med dårlig samvittighed eller mangel på fokus.

HL:

Kære Speed-hjerne

Bare lige for også at slå fast, at du er i selskab med ligesindede:

Far til to piger under fire. Ph.d.-studerende ved siden af, og min afhandlingsskrivning skramler derudaf i en hvirvelvind af beskidte bleer, havregrød og vasketøj. Gennem tågen kan jeg skimte min deadline, som nærmer sig i samme takt som forkølelsessæsonen.

Efter jeg selv er blevet forælder, er det gået op for mig, at det begreb om succes, som samfundet har opflasket mig med, er et fatamorgana. Hvorfor føler vi, at vi har fejlet, hvis vi ikke lever et ekstraordinært liv? Hvis ikke karrieren og familielivet kører på skinner? Bare det at leve et fuldstændig ordinært liv er efter min mening en succes i sig selv.

Jeg har den dybeste respekt for alle, som kan få en helt almindelig, kedelig dagligdag til at hænge bare nogenlunde sammen — inklusiv mig selv, sådan set. Selv har jeg for længst droppet ambitionen om at være en perfekt far eller en perfekt forsker. Jeg prøver ikke en gang at gøre nogle af delene godt. Jeg prøver bare at gøre dem godt nok.

Jeg er helt enig med Maj i, at ro ikke er noget, vi nogensinde får, men at det i stedet handler om at slutte fred med vores egen utilstrækkelighed. En del af den “fredsaftale” indebærer for mig at se, at man hele tiden stiller sig selv spørgsmålet: Hvordan kan jeg gøre det lettere for mig selv? At man altid er på udkig efter det laveste gærde, som man kan træde over.

Det kan måske lyde åbenlyst for nogen, men sandheden er, at vi ofte er tilbøjelige til at stille for høje krav til os selv — som regel ubevidst. Øv dig på at finde fred i at være “god nok”. Jeg ved godt, at det er lidt af en floskel, men det gør den ikke mindre sand, synes jeg.

Det var et råd, som ligger i den mere abstrakte ende, så du derfor får du også et mere konkret et her:

Det, at du kalder dig selv for ”Speed-hjernen” tolker jeg som, at du ikke blot har svært ved at finde tiden til at skrive på din afhandling, men også svært ved at holde fokus og hovedet fri for distraktioner, når du endelig har tiden.

Der findes mange redskaber til tidsstyring, som også hjælper til at holde forskellige (arbejds)opgaver adskilt. Det, som i perioder har virket bedst for mig, når jeg har følt mig overbebyrdet, er det, som lidt smart hedder ”timeboxing”. Timeboxing går kort fortalt ud på, at man sætter separate tidsblokke af til forskellige opgaver i løbet af en dag – for eksempel ved at reservere forskellige tidsrum i sin kalender.

Fordelen ved timeboxing-systemet er, at man flytter fokus fra, hvor meget man skal nå på én gang, til, hvor lang tid, man overhovedet kan bruge på hver opgave. For eksempel kan det hjælpe dig til at holde fokus på din afhandlingsskrivning, når du har reserveret tid i din kalender til det, fordi du ved, at du har en tidsblok senere på dagen, som er forbeholdt dine praktiske pligter som lægeaftaler og den slags. Reglen er, at man ikke må bruge mere tid på en opgave, end man har sat af til den på forhånd. Hvis du ikke når det, du havde forventet at nå, er det ikke noget, du skal slå dig selv i hovedet over. Så må du bare reservere en ny tidsblok til at få det gjort på et senere tidspunkt.

Du kan jo prøve det i en periode og se, om det virker for dig.

MØ:

Jeg er meget enig med Hans. Timeboxing er et fremragende redskab. For mig er det især effektivt, fordi jeg på den måde får synliggjort alt det ”usynlige” arbejde, som optager så meget af min tid, men som jeg – qua den forestilling om en opdeling mellem ”arbejde” og ”fritid”, som jeg skrev om tidligere – måske ikke helt anerkender som værende arbejde. At gøre disse opgaver visuelt begribelige, trække dem frem i Outlook-kalenderen på lige fod med møder og MUS-samtaler — det har altså en pondus i sig selv.

En anden fordel ved timeboxing, som jeg vil fremhæve, er, at man ved hjælp af dette redskab kan få oplevelsen af, at en opgave er ”løst” — også selv om de opgaver, som dit og mit og vores liv mestendels er fyldt af (at drifte en familie, bedrive humanistisk forskning, skrive let, lykkes som menneske i den tid, vi kalder vores) er karakteriseret ved aldrig at være færdige sådan for alvor. Vi er jo overvejende vores egen chef, som — til tider omsorgsfuldt, til tider patroniserende kritisk — indpisker, at tingene altid kan gøres bedre, at alt ligger åbent. Denne erfaring er ekstremt nedslående. Resultatet er, at vi får utrolig få af de opture, som man intuitivt oplever, når en opgave er slut, prut, færdig og kan leveres på chefens kontor, hvorefter den er ude af øje og sind.

Derfor må vi producere de oplevelser selv. Du skal sørge for at få formuleret, hvornår du har løst dagens opgaver tilfredsstillende (og her taler jeg både om afhandlingsarbejde og vasketøj). Ikke hvornår opgaven er færdig, men hvornår den er løst for i dag. Og der kan tidsbegrænsningen være lidt en foræring.

Det virker for mig. Nogle dage. Andre dage synes jeg bare, at livet vokser mig langt op over ørerne, uden at jeg kan gribe fat i det. Sådan er det vist. På sådanne dage hjælper det mig at tænke på livet som en cirkel og ikke som en lige linje. Men det er vist en helt anden historie.

HL:

Speed-hjerne, mange tak for at skrive ind til brevkassen! Hvis du læser med her, så håber jeg inderligt, at du kan bruge Majs og mine råd til noget. God vind med afhandlingsskrivningen, vasketøjet og alt det andet.

Måske er der også andre derude, som kan relatere til dilemmaet ovenfor — og måske endda nogen, som selv har et godt råd til, hvordan man finder ro til at skrive i en travl hverdag. Hvis du er én af dem, så må du meget gerne skrive dit råd i en kommentar. Dit bidrag kommer alle til gode.

Leave a comment

Skriv let, lev let.

/Hans

Læsetid: 7 minutter

Før han vandt en guldmedalje i højdespring ved de Olympiske lege i Mexico City i 1968, var den ranglede ingeniørstuderende, Dick Fosbury, i sin hjemstavn i Oregon kendt som “verdens mest sløsede højdespringer”.

Fosbury fik sit tilnavn, fordi han i strid med alle gældende normer havde udviklet en helt speciel springteknik, hvor han sprang baglæns over stangen. I dag kan man ikke forestille sig, at højdespring kunne se ud på andre måder, men dengang var det fuldstændig uset — og uhørt — at springe sådan.

Fosbury havde brugt sin viden om fysikkens love fra sit ingeniørstudie til at udvikle en teknik, som tillod ham at vinde guld foran øjnene af 80.000 vantro tilskuere. Siden den dag har alle højdespringere sprunget på Fosburys måde: Med hovedet først, ansigtet vendt mod himlen, kroppen buet, nærmest spjættende.

Der er flere ting, man kan lære af Fosburys eksempel.

Det ene er, at der ofte er noget at vinde ved at overføre sin viden fra ét område til et andet. Umiddelbart skulle man ikke have troet, at Fosburys viden fra sit ingeniørstudie ville gøre ham til en bedre højdespringer, men så igen… hvorfor egentlig ikke? Verdenshistorien er fuld af den slags innovative overførsler.

Det andet, man kan uddrage af Fosburys eksempel, er, at nytænkning altid er kontekstbestemt. Lige netop den high school, han gik på, havde som et af de første steder nemlig indført skumpuder i stedet for den bunke af træflis og savsmuld, man normalt ville lande på efter et spring.

Det er vel at mærke svært at forestille sig, at Fosbury ville have været så dumdristig at springe bagover stangen, hvis ikke han vidste, at han ville lande blødt. Da forholdene pludselig ændrede sig, tilpassede han teknikken, mens alle andre blev ved med at springe sådan som de altid havde gjort. Dét er omstillingsparathed!

Den tredje ting at tage med sig fra Fosburys eksempel er også den allervigtigste. Det er nemlig, at han — uanset, hvor genial hans indskydelse om at springe baglæns end var — aldrig nogensinde havde vundet en guldmedalje, hvis han ikke havde øvet sig rigtig meget først.

Sandheden er nemlig, at selvom det fysisk set er fordelagtigt at springe baglæns over stangen, så føles det ikke spor naturligt de første gange, man gør det. Ifølge beretningerne fra hans træner og holdkammerater var Fosburys første forsøg med den nye teknik heller ikke synderligt imponerende, men klodsede og ubehjælpsomme. Heldigvis troede Fosbury så meget på sin egen idé, at han blev ved med at øve sig og raffinere sin teknik, så han til sidst fik sit i virkeligheden akavede spring til at se yndefuldt og ubesværet — ja, faktisk helt let — ud.

Øvelse gør lettere. Det er den vigtigste lektie at lære af Fosburys eksempel.

Det er en sandhed, som gælder alle discipliner. Også skrivning.

Det er fint nok at have en idé om, hvordan du gerne vil have din skriveproces til at se ud, yndefuld og ubesværet, men hvis du ikke øver dig regelmæssigt og fokuseret på akkurat dét, bliver det aldrig til noget.

Fosburys berømte højdespring er på den måde den perfekte metafor for, hvad Skriv let er: En anderledes tilgang til at skrive, som ved første øjekast forekommer bagvendt, men som i det lange løb kan vise sig at tage din skriveproces til nye højder. Jeg kan tilbyde dig idéen, men det er dit eget ansvar at omsætte den til praksis.

Det tager tid at få din skriveproces til at føles ubesværet. Det kræver arbejde. Rutine.

Når jeg skriver det her, er det fordi, at jeg er blevet mere opmærksom på, at formuleringen “skriv let” godt kan stikke blår i øjnene på dem, som har svært ved at finde motivationen til at skrive, og blive en slags sovepude — eller en “skumpude”, for nu at bruge højdespringseksemplet igen.

Som en, der hedder Martin, skrev til mig for nogle måneder siden, kan intentionen om at skrive lettere også nemt (mis)bruges til at bekræfte ens mere uhensigtsmæssige skrivevaner:

Det bekræfter mig i min egen proces, som jeg ellers fra tid til anden har tendens til at kategorisere som en art dovenskab (hvad det selvfølgelig nogle gange også er). […] Det er en svær balance — og så kan ‘dovenskab’ jo også ofte være et udtryk for underliggende ubehag ved skriften. Et spørgsmål om, at man simpelthen undviger det rum, fordi det er ubehageligt.

Ligesom Martin køber jeg heller ikke rigtig selv præmissen bag “dovenskab”.1 Når det handler om at skrive, er det, vi ofte kommer til at betegne som dovenskab, snarere et udtryk for psykologiske undvigelsesstrategier, som bunder i et emotionelt ubehag ved tanken om at skrive. Tit er det fordi vi er bange for ikke at være gode nok eller leve op til vores egne høje standarder. (Perfektionisterne derude ved, hvad jeg snakker om…)

Men at skrive let er ikke en undskyldning for at skrive (for) lidt.

Det er bare — hvis jeg selv skal sige det — en rigtig god grund til at bruge mindre tid på at skrive, end hvad de fleste skribenter gør, fordi de er blevet vildledt af en kulturel vrangforestilling om, at stor anstrengelse giver store resultater i skriveprocessen.

No pain, no gain.

Øvelse gør lettere, men man skal (selvfølgelig) ikke overgøre det. Der kommer et punkt, hvor kurven knækker, og det ikke længere er øvelse, man praktiserer, men prøvelse; ritualiseret udmattelse for udmattelsens egen skyld. Det er dér, atleter bliver skadede, skribenter brænder ud.

Jeg har spurgt om det her før: Skriver du sådan som en bodybuilder ville træne eller skriver du atletisk?

At skrive let er en atletisk disciplin.

Jeg skriver det lige igen:

At skrive let er en atletisk disciplin.

Det kræver øvelse. En fokuseret indsats efterfulgt af en rundhåndet pause.

Det er ikke bare okay, men nødvendigt at ligge lidt i skumpuderne og samle kræfter efter, at man har foretaget et spring. På et tidspunkt skal man bare op og gøre forsøget igen.

Og igen.

Og igen.

Og igen.

Det prøver jeg også at minde mig selv om, når jeg mangler motivation til at skrive. At det handler om at blive ved med at møde op. Flere forskningsstudier har nemlig påvist, at motivationen for at gøre noget sjældent kommer af sig selv, men oftere opstår som et resultat af at yde en indsats.2 Det betyder, at det bliver lettere at finde motivationen til at skrive jo oftere, du gør det.

Hvis du regelmæssigt sætter dig ved tasterne og yder en fokuseret indsats efterfulgt af en passende pause, så sker der efterhånden noget magisk. Pludselig er du i flow. Ikke bare en enkelt gang, men næsten hver gang, du skriver. Det er det fænomen, som hedder “momentum”, og det er en af de vigtigste faktorer bag en let skriveproces.

Tror du, at Fosbury havde været i stand til at springe 2,24 meter (baglæns!) over en stang i luften, hvis ikke han havde opbygget momentum — ikke bare ved at tage tilløb på banen, men igennem de fem år, hvor han havde øvet sig på sin nye springteknik?

Nej, vel?

Hvorfor forventer du så at kunne sætte dig ned i sidste øjeblik inden en deadline og slå din egen rekord for antal sider på en dag, hvis du ikke har skrevet regelmæssigt i flere uger? Hvis du ikke har øvet dig og holdt gryden i kog?

Det samme gælder egentlig også, hvis du har brugt de samme uger på at skrive fra morgen til aften og et godt stykke ind i nattetimerne… Alt, hvad du måtte have haft af motivation og momentum er jo fuldstændig dampet af.

Jeg beklager, hvis det her lyder hårdt, men det er kærligt ment, og du har trods alt tilmeldt dig Skriv let for at høre sandheden. Ikke det? Nå, men nu jeg har dig, så kommer den altså alligevel:

Hvis du næsten aldrig oplever at være i flow, når du skriver, skyldes det sandsynligvis enten, at du skriver for meget eller for lidt.

I bund og grund er det faktisk fuldstændig lige meget, hvilken en af delene, det er. Det er nemlig det samme, der skal til for at ændre din skriveproces til det lettere…

1. Skrot din nuværende skriverutine. Vask tavlen helt ren for alle de tanker og forestillinger, du måtte have om, hvor meget eller hvor lidt du er “nødt” eller “i stand” til at skrive.

2. Start på en frisk med en realistisk rutine, som faktisk stemmer overens med din kapacitet for at skrive fokuseret. Måske er det ikke mere end 10-20 minutter, en håndfuld gange om dagen. Måske mindre. Det er fint. Formålet er ikke, at du skal være “produktiv”, men derimod, at øver dig på at skrive koncentreret og ubesværet.

3. Skriv regelmæssigt. Hold rundhåndede, “hygiejniske” pauser imellem dine skrivesessioner, som er fri for doomscrolling og selvkritiske tanker. Opsøg venskaber og fællesskaber, der giver dig inspiration og selvtillid. Få nok søvn. Hævd din ret til at være uproduktiv.

4. Mærk dig frem, og sæt — hvis det forekommer ubesværet — gradvist mere tid af til at skrive. Læg også mærke til, hvornår det falder dig let at skrive, og hvornår det føles anstrengende. Brug det som afsæt for løbende refleksion og justering. Pres ikke dig selv unødigt, men brug din egen gennemsnitsfart som målestok.

5. Det er let at skrive. Lad ikke nogen fortælle dig andet — heller ikke dig selv. Hold din gennemsnitsfart. Bliv ved med at øve dig. Opbyg momentum. Skriv let.

Prøv at følge de råd i løbet af de næste uger og se, hvad der sker. Jeg siger ikke, at det er nemt, men jeg lover dig, at det bliver lettere.

Du er nu nået til vejs ende af det ottende kapitel af selvhjælpsføljetonen Skriv let. Inden du springer videre til dit næste gøremål, vil jeg blot stille dig et spørgsmål inspireret af Fosburys eksempel, som du kan brygge på:

• Har du viden fra et andet område, som kan overføres til det at skrive? På hvilke punkter kan du anvende den viden til at gøre din skriveproces lettere?

Der ligger nok i det her spørgsmål til, at jeg godt kunne finde på at tage det op i et senere kapitel, men indtil videre får det altså bare lov til at stå og blafre lidt.

Tak fordi du læser med.

Skriv let, lev let.

/Hans

Læsetid: 6 minutter

En god tommelfingerregel er, at når nogen fortæller dig, at noget er “naturligt”, så bør du altid forholde dig til det, de siger, med en vis skepsis.

Sådan er det også med de mange forestillinger og myter, som knytter sig til skriveprocessen. Vi har efterhånden været forbi de mest genvordige af dem — jeg nævner i flæng:

At det er helt naturligt, at du finder skriveprocessen svær og anstrengende.

At man naturligvis skal stræbe efter at skrive mest muligt på kortest mulig tid.

At skrivning i sin natur er en ensom affære.

Vejen til at skrive lettere er fuld af forhindringer i form af disse “naturlove” om skriveprocessen, som i virkeligheden ikke er andet end kulturel vanetænkning. Myter. Det er, hvad de er.

Nu, hvor vi har bevæget os ind i de lyse måneder, er det blevet højsæson for endnu en myte, som man kan kalde for:

“Forfatteren på ferie”.

Det er ikke mig, der kalder den det — det er den franske filosof Roland Barthes, som i sit ideologikritiske værk Mytologier fra 1957 stiller skarpt på en lang række (borgerlige) myter i det moderne industrisamfund. De genstande, som Barthes bruger til at analysere det borgerlige samfunds mytologier strækker sig helt fra vaskemidler til Tour de France — og derimellem finder man en ret tankevækkende analyse af, hvordan forfattere på ferie bliver afbilledet i nyhedsmedierne.

Som Barthes bemærker, at der noget paradoksalt i den måde, hvorpå datidens franske nyhedsmedier skildrede forfattere på ferie. På den ene side bliver de skildret som helt almindelige mennesker, der har sommerhuse, familier og går i shorts, men på den anden side fremstår de også som en slags mytiske væsner, hvis “digternatur” gør, at de faktisk ikke er i stand til at holde ferie som almindelige mennesker.

Følgende citat fra Barthes’ essay opsummerer meget præcist dette mytiske paradoks:

Det fuldgyldige bevis for digterens vidunderlige særpræg er, at han under disse meget omtalte ferier, som han har tilfælles med arbejdere og andre lønslaver, simpelthen ikke kan lade være med at arbejde eller i det mindste producere. Uægte arbejder som han jo er, kan han heller ikke blive nogen rigtig ferierejsende. En sætter sig til at skrive erindringer, en anden læser korrektur, en tredje er i gang med sin næste bog. Og ham, der overhovedet ikke foretager sig noget i den retning, tilstår dette forhold som en virkelig outreret adfærd, en avanceret ejendommelighed, som kun de helt store ånder kan tillade sig at skilte med. Man kan af sådan et selvpraleri aflæse, at det er ganske ‘naturligt’, at en forfatter uophørligt og under alle mulige forhold er beskæftiget med at skrive. Dette giver den slags litterære produktion nærmest udseende af at være en slags ufrivillig sekretion, der er tabu, fordi den er afhængig af den menneskelige viljessfære. For at tale i en mere ophøjet stil: digteren er underkastet en indre tyrannisk guddom, der taler og taler uden ophør og uden at bekymre sig om, at dens medium tilfældigvis er på ferie. Digteren er ganske vist på ferie, men musen våger i sin evindelige barselsseng.1

Myten om forfatteren på ferie består på den måde i, at en, som skriver, naturligvis aldrig holder “rigtig” fri. Den skrivende er i sin natur altid produktiv — underlagt en eller anden guddommelig vilje…

Hvis du er i tvivl om denne mytes aktualitet, så se ikke længere end til de sociale medier, som i de her dage svømmer over med improviserede skrivepladser i sommerhushaver og strandkanter. Se ikke længere end til alle de beslægtede læseanbefalinger, hvis iboende imperativ lyder: Hvis du ikke skriver, så brug i det mindste tiden på at læse.

Der er ikke noget galt i nogle af delene. Har du lyst til at bruge din ferie på at komme videre med det skriveprojekt, der hele foråret har ligget i skuffen, eller få læst nogle af de bøger, som i samme periode har samlet støv på natbordet, så skal jeg ikke stå i vejen for det. Jeg siger bare: Det er ikke en naturlov.

Føler du alligevel et lille forventningspres over at skulle få læst nogle af alle de bøger, du får anbefalet, fordi det vel er sådan vi, der skriver, slapper af?

Bare rolig. Jeg har din varme, fregnede ryg.

Lad mig præsentere dig for et helt særligt sted i min hjerne, som jeg kalder for: “De imaginære bøgers bibliotek”.

De imaginære bøgers bibliotek er det mentale rum, hvor jeg opmagasinerer alle mine bogidéer. Det er ikke nødvendigvis bøger, jeg drømmer om at skrive en dag — det er de faktisk i de færreste tilfælde. Det er mest af alt et sted, jeg søger hen, når jeg skal fordrive ventetid eller låne kopimaskinen, men en gang imellem stiller jeg da en bogidé på hylden derinde, som jeg føler fortjener at blive udlånt en dag.

Hvor stort er de imaginære bøgers bibliotek, spørger du?

Sådan… på størrelse med et mindre provinsbibliotek, vil jeg sige. Af den type, som først åbner over middag, og som henover sommeren kun har åbent for selvbetjening. Der er dog en kaffemaskine (hvor det kun er kakaofunktionen, der virker) — og strikkeklub om torsdagen.

Nu kan jeg godt fornemme, at jeg er ved at fare vild i min egen metafor…

Hvorom alting er, så kommer der her tre totalt opdigtede, ikkeeksisterende boganbefalinger direkte fra reolerne i de imaginære bøgers bibliotek! Nyd, at det er tre bøger mindre at læse i din velfortjente sommerferie — og får du lyst til rent faktisk at læse dem, så må du ind og lede efter dem på dit lokale imaginære bibliotek.

1. Overtænkning: En overlevelsesguide

Dem, der har læst kapitel 4, vil nok kunne genkende titlen på den første anbefaling.

Hvis denne overlevelsesguide til alle overtænkere og perfektionisterne fandtes i virkeligheden, ville dens bagsidetekst lyde sådan her:

Dette er den ultimative overlevelsesguide til alle dem, der aldrig får skrevet et ord, fordi de farer vild i overtænkningens vildnis. Bogen er en ren schweizerkniv af forskellige teknikker til at overkomme overtænkning og opnå en mere sorgløs skriveproces. Skriv let. (Over)lev let.

2. Logbog over udsættelser: Hvad har du (ikke) opnået i dag?

Fra den selvudnævnte forfatter bag verdens eneste uproduktive skrivehåndbog (mig selv) kommer her skrivelogbogen til alle overspringshandlere.

Bagsidetekst:

Hvor mange gange har du kogt vand til en kop kaffe i dag? Fik du støvsuget først? Strukket ud? Taget opvasken? Doomscrollet lidt? Fik du set det der sjove klip med strudsen på Youtube?

Brugt rigtigt kan en overspringshandling udgøre en velfortjent pause eller et ritual, som tillader dig at vende tilbage til en opgave med fornyet energi og løse den mere kreativt. Men ligeså vel som et strategisk ritual, der skaber flow i din skriveproces, kan en overspringshandling desværre også være et udtryk for lav selvtillid, ængstelighed og perfektionisme. Denne skrivelogbog hjælper dig derfor til at skelne imellem gavnlige og skadelige ritualer ved at lade dig dokumentere mønstrene for dine handlinger og følelser. At forstå, hvorfor du udsætter det at skrive, og hvilke følelsesmæssige virkninger, det har, er det første skridt på vejen til en lettere skriveproces.

3. Tunge sandheder, som vil gøre dit liv lettere: Stoicisme for skrivende

Stoicismen er en filosofisk retning, som har fået sin helt store renæssance i nutidens selvhjælpslitteratur. Det undrer mig derfor lidt, at der ikke er nogen skrivehåndbøger, der har grebet den stoiske bold endnu — men det råder denne grå basse heldigvis bod på.

Som bagsideteksten lyder:

Hvorfor var menneskekranier og timeglas fast inventar i datidens kontorgemakker og skrivekamre?

Dette — og meget andet — får du svar på i dette stoiske opslagsværk for skribenter. Her finder du et udpluk af livets tungeste sandheder, som vil vise sig at gøre dit liv og din skriveproces meget lettere. Blandt andet: Du er alene. Alle er ligeglade. Husk du skal dø.

On that happy note er vi nu nået til vejs ende af føljetonens syvende kapitel. Tak fordi du læser med.

Hvis du i løbet af sommeren kommer i tanker om et spørgsmål, dilemma eller problem vedrørende din egen skriveproces, så tøv ikke med at skrive til brevkassen, som altid er åben for henvendelser.

Vi ses i det imaginære!

Skriv let, lev let.

/Hans

Læsetid: 12 minutter

Bliver du overrasket, hvis jeg fortæller dig, at hemmeligheden bag en lettere skriveproces gemmer sig sådan cirka halvvejs inde i et næsten tre timer langt afsnit af en rollespils-podcast ved navn The Adventure Zone? Hvis det er tilfældet, bliver du nok ikke mindre overrasket over at høre, at den, der ytrer hemmeligheden, er en talende bjørn ved navn Power Bear. 

Før jeg fortæller dig, hvad dette lille stykke livsvisdom på blot fem ord går ud på, må jeg hellere først fortælle, hvor jeg selv har det fra. Første gang jeg hørte det, var det nemlig ikke fra bjørnens egen mund, men fra min veninde Gry Stokkendahl Dalgas, som har været så venlig at lade sig interviewe om, hvordan hun skaber venskaber, der understøtter hendes skriveproces. 

Jeg valgte at søge assistance hos Gry til dette kapitel om skrivevenskaber, fordi hun er den forfatter, jeg kender, som nok er allerbedst til at skabe nye relationer. Derudover er hendes fantastiske debutbog, Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej (2019), som skildrer et jegs (sociale) transition fra mand til kvinde, nærmest en slags poetisk håndbog i at indgå i meningsfulde relationer med andre mennesker. 

Under min forberedelse til interviewet opdagede jeg pludselig et citat i begyndelsen af Grys debutbog — det, der også bliver kaldt et “motto” — som jeg nok har registeret, men ikke bidt mærke i, når jeg tidligere har læst den. Da jeg spurgte Gry om ophavet, svarede hun til min forundring det her:

Mottoet kommer fra det, man kan kalde en sød kilde, der er sådan en Dungeons & Dragons-podcast, som hedder The Adventure Zone… Så citatet stammer fra et sted, hvor skuespilleren Griffin McElroy, som spiller en bikarakter i form af en stor talende bjørn, skal lære en af hovedrollerne i serien ikke at være alene og bygge hele sin eksistens udelukkende på sin råstyrke, men simpelthen at spørge efter hjælp… Og det er sådan et af de emotionelle klimaks, der er i den første sæson af den her podcast. Jeg tror bare, at jeg synes, at det var noget, som var i den samme klang med det ‘jeg’, jeg ligesom havde skabt i min bog, hvor jeg tænkte, at hun ligesom mig havde hørt det her og kunne relatere til det der med at søge ud og henvende sig som en styrke. Det er det, der også er hovedtemaet i bogen… At række ud efter venskab fra et sted, hvor man ligesom er blevet brudt op i livet.  

Vil du høre, hvad det er, Power Bear siger til sin ven?

“Strength is asking for help.”

Det lyder måske banalt, når man umiddelbart hører det, men sandheden er, at det er lige præcis det råd, som flest skribenter, der oplever skriveproblemer, har brug for at høre og tage til sig. 

Alt for ofte sidder vi fast i den no pain no gain-mentalitet, jeg før har skrevet om, hvor det ensomme slid fremstår som en styrke i skriveprocessen. Det kunne ikke være mere forkert. En skribents sande styrke ligger nemlig i at evnen til at spørge om hjælp, opsøge fællesskaber, skabe venskaber. 

Bliver du ved med at overtænke og udskyde et skriveprojekt?

Spørg om hjælp. 

Døjer du med perfektionisme?

Spørg om hjælp.

Er du blevet ramt af akut mindreværd angående dine skriveevner?

Spørg om hjælp.

Hvem skal du spørge om hjælp, spørger du?

Det kommer du til at få svar på i det følgende interview, som handler om venskaber og fællesskaber i skriveprocessen. Snyd endelig ikke dig selv for Grys gyldne tip — eller snydekode — til en lettere skriveproces i slutningen af interviewet. God læselyst. 

Okay, Gry. Hvis vi nu varmer op med sådan et lidt småfilosofisk spørgsmål, hvordan vil du så definere konceptet venskab? Hvad betyder venskab for dig?

Åh, det… Det føles som et vildt stort rum at skulle gå ind i, sådan at skulle pege det vigtigste ud.

Ja, det er også bare helt okay. Må jeg spørge om noget andet så?

 Ja, meget gerne.

Hvem er din bedste ven?

Det nemme svar ville være min kæreste. Men ellers så har jeg veninder fra min højskoletid, som betyder vildt, vildt meget for mig. Og det handler måske om det, jeg ikke helt fik tænkt færdigt lige før, som er, at det måske også handler lidt om tryghed og vanthed. Fordi man ligesom bare kender hinanden ekstremt godt. En af mine veninder har jeg kendt i snart 10 år, og det er som at tage en særlig jakke på eller komme ind i et særligt hus, når jeg er sammen med hende, fordi der er sådan en vanthed. Vi er bare Gry og Eva på sekundet, selvom der kan være gået et år. Det, der er med den slags venskaber er også, at de er smidige overfor næsten alt. Du ved, pludselige ændringer i folks liv eller sådan noget. 

Jeg har indtryk af, at der også er rigtig mange af dine venner eller veninder, som skriver selv.

Ja. 

 Kan du sige noget om, hvordan det at have venskaber har gjort din skriveproces lettere?

Det er rigtigt, at rigtig mange af mine venner er forfattere, så jeg snakker meget med dem om at skrive. Nogle gange handler det også bare om at brokke sig til hinanden om sådan en tekst, der bliver ved med at bøvle. Det kan også være noget, man jubler over. Hvilket er helt fantastisk og skønt at kunne være frustrerede eller begejstrede over noget i fællesskab. Ting, man nørkler med. Nogle gange kan det også føles som, at jeg på en måde skriver til mine venner, som også skriver. At have den her bevidsthed om, at jeg ligesom sender dem gaver. Nogle gange kan jeg have skrevet noget og så tænke: Nej, det ville Lea rigtig godt kunne lide. Eller: Det ville Bjørn elske det her. Det er ligesom det gaveagtige ved skriften, som kommer ud af at have et skrivefællesskab med mine venner. Det kan både være sådan en ventil, men det kan også være det, der skaber en form for henvendelse…

Ja, og det leder mig faktisk perfekt videre til mit næste spørgsmål, som måske er af den lidt mere spøjse slags… Altså, jeg hører dig også lidt sige, at dine venner måske er dit publikum, kan man sige det sådan?

Ja, helt klart. 

Så det, jeg vil spørge om er… Tror du, at du kunne skrive, hvis du ikke havde venner?

Nej, det tror jeg faktisk ikke. Lang tid før jeg begyndte at tage min skrift alvorligt, eller lang tid før jeg blev udgivet, startede jeg med at skrive digte på Facebook. Og det var meget det der med, at teksten ligesom var en henvendelse, en gave eller noget, jeg gav til andre. Det at skrive har for mig altid været det modsatte af ensomhed. Så jeg tror ikke, at jeg ville kunne skrive en tekst, hvis jeg ikke havde nogle venner. Det virker underligt i mit hoved at tænke en tekst som noget, der er ensomt. 

Altså, jeg ved ikke, hvor udbredt den er længere, men det er jo den her gamle, nærmest mytiske forestilling om, at skrivning og ensomhed hænger sammen, og at man er nødt til at tilstræbe en eller anden form for ensom tilværelse for overhovedet at kunne skrive…

Ja, nemlig. Jeg tænker måske, at myten om ensomhed, som noget der ligesom afføder den gode skrift, er kommet ud af en fejlfortolkning af det at koncentrere sig. Men… så på den anden side har jeg lige færdiggjort en bog, som skal udkomme til sensommer, og som jeg næsten vil kalde den mest ensomme bog, jeg har skrevet. Og det har på en måde været en del af bogens koncept, men måske er der også flere former for bøger. Der er bøger, der kan være meget sociale, og så er der bøger, som er låst mere inde i sig selv. De kan ligesom befinde sig på et spektrum. Måske er der etableret en eller anden idé om, at den ensomme bog er den mest kunstneriske. 

Er der færre, der har læst med på manuskriptet til din nyeste bog end de to andre? 

Nej, faktisk ikke. Jeg tror mere, at jeg har været mere alene om at udvikle idéen til den. Jeg har ikke snakket så meget med andre om den, det har været sådan en underlig trykkoger i udviklingen af bogens koncepter og idéer. I dén proces har jeg mest snakket med min kæreste… og mig selv. Og det har ligesom været dét. Med min debut snakkede jeg med utrolig mange om forskellige idéer og fik alle mulige stemmer ind over, og jeg har tænkt rigtig meget over forskellige personer, som skulle tænkes med ind i den. Den nye er mere egensindig på den meget bogstavelige måde. Det har næsten kun været i mit hoved, at den er opstået. Så på den måde er den måske mere ensom eller alene, men stadigvæk rettet ud mod samfundet, ud mod læseren. Den kommer bare mere fra et enerum. Og så har den en socialitet på andre måder. 

Som du nævnte tidligere, startede du med at dele alle dine tekster på Facebook, og det er noget, jeg altid har været ret imponeret over. Vil du sige noget, om hvad dit forhold til sociale medier er – og hvad sociale medier betyder for din skriveproces? 

Sociale medier er sådan en underlig størrelse, hvor jeg prøver at tillade mig selv så meget ærlighed som overhovedet muligt, men jeg ved samtidig også, at det er sådan et lidt weird sted på alle mulige måder. Sociale medier inspirerer mig vildt meget, fordi jeg kan tage noget af statusopdatering, bloggen eller vloggen ind i min skrift og få et ’jeg’ til at tale hverdagsagtigt. Jeg føler, at der følger en ærlighed med. Noget venneagtigt. Det har været en af mine store inspirationer til at ramme en hverdagslig sprogtone – særligt med min debut, hvor jeg har prøvet at trække en brøkdel af mit liv ind i bogen og gøre det til en del af dens fiktion. Så der sker sådan et flet mellem den virkelige og den fiktive Gry gennem forskellige virkelighedsstumper. Det er meget spændende at se, nu hvor vi snakker om det, at der er den her venskabstråd i bogen, som jeg har syet ind uden at være bevidst om det.

Jeg vil rigtig gerne spørge dig, om du har nogle råd til, hvordan man får venner. Du ved, venner, der understøtter ens skriveproces. For du er en af dem, jeg kender, som er bedst til at skabe den slags relationer. Hvordan gør du?

Hvis der er folk, jeg ser op til, og jeg er begejstret for deres skrift, så rækker jeg ud til dem. Det er meget naturligt for mig at se det, de har skrevet, som en gave, og derfor vil jeg gerne lære dem at kende. Hvis jeg er til en oplæsning, så går jeg hen og siger hej, eller også skriver jeg bare til dem: Hey, det var en vildt fantastisk bog. Eller sådan noget. Jeg tror, at jeg er god til at påskønne andres arbejde, og det har ligesom skabt mig en kreds af skriftvenner på en måde.

Jeg finder åndsfæller, for jeg vil gerne finde nogen, som arbejder på det samme som mig. Jeg bliver begejstret over at finde nogen, som tænker på den samme måde som mig, men griber det an på en helt anden måde. Det er det store lys at læse en tekst og tænke: Hold da op, der sker noget, som er med den samme klang som mig, og så føles det naturligt for mig at skrive til dem. Og så skriver de også til mig, så der virker til at være en meget stor socialitet… Men jeg ved ikke, om det kun sker for mig, fordi jeg allerede er udgivet. Det er sådan min store blindhed. For ja, hvordan gør man, når man ikke er udgivet? Det handler nok om at opsøge fællesskaber, folk, der er i ens nærområde, skrivekredse og sådan noget. Jeg tror, at det er godt at være en del af en samlet flok. 

Ja, og jeg tror godt vi kan blive enige om, hvor vigtigt det er at have venner, der også skriver?

Det er ekstremt vigtigt, hvis man skriver, at have venner, der også skriver. Jeg tror ikke, at jeg ville gide at skrive, hvis der ikke var nogen, jeg følte mig i samtråd med eller ligesom i gruppe med. Det er dejligt ikke at føle sig ensom i det, man gør, så det er nok også derfor jeg finder åndsfæller, hvor jeg tænker, åh, vi arbejder på det samme. For eksempel så er vi en hel gruppe nu, der skriver om, hvordan det er at møde psykiatrien, eller hvordan det er at møde velfærdsstaten, og det er vildt skønt at have det fællesskab.1 Bare som et eksempel. Det kunne også være det at tilhøre en gruppe, der skriver wacky bøger sammen. Hvor man ligesom ved… okay, Bjørn og Lea er mine venner på den her front, og jeg kan komme hen og spørge dem om ting eller sådan noget. Så det der med at tilhøre forskellige grupper, der sådan varetager ens egne små særinteresser. Så man kan finde noget støtte i dem og tør at tillade sig ting.

Hvad med feedback? Hvor meget fylder det i din skriveproces – og hvornår fylder det?

Det kommer an på bogen, tror jeg. Min seneste bog, som snart udkommer på Forlaget Amulet, og som hedder At performe transkønnet vrede, havde jeg skrevet næsten færdig før jeg fik feedback på den. Hvor med min debut fik jeg næsten feedback på hver del — også fordi jeg var på en skriveskole. Så den blev ligesom læst og omskrevet undervejs. Så jeg opsøger ofte andres læsning i slutningen af projekterne, men også ofte i starten. Når jeg skal udvikle et koncept og finde begrænsninger, er det dejligt at snakke om det. Hver gang jeg kan mærke, at teksten er for åben og kan gå i for mange retninger, snakker jeg med nogen om, hvad der skal gøres for at snævre det ind.

Det er også vigtigt, når man går død i det, at trække på folk, der kan se, hvor ens tekst vakler. For når man skriver selv, så går man jo bare videre, men man lægger ikke mærke til, at ens gang er lidt… underlig. Andre kan se det på skriften, at den måske ikke har de rigtige sko på. De kan se, at der skal nogle ændringer eller begrænsninger til for, at den bliver mere flydende i sine bevægelser. Det skete for mig, da jeg skrev Kudan; eller Kalven, hvor jeg ikke helt kunne finde ud af: Hvad skulle kalven snakke om? Og så fik jeg hjælp af min kæreste til at snævre det ind til, at det skulle være et så lille perspektiv som muligt. Lokalt forankret. Og det gjorde på en måde, at jeg igen kunne skrive, og at jeg kunne skrive endnu mere.

Som vi snakkede om inden interviewet, så har mange, der skriver, deres egne personlige ’snydekoder’, som gør det lettere for dem at skrive. Så nu er jeg selvfølgelig interesseret i at høre: Hvad er din bedste snydekode?

Vi har egentlig berørt det allerede, for den handler om begrænsninger. Hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive – og faktisk også, hvis jeg skriver for meget – så er det dejligt med begrænsninger eller koncepter. Hvis jeg er inde i en hyperproduktiv periode, så er det næsten som at lave en ramme og så køre Jackson Pollock-stilen, hvor jeg sorterer alle de klatter, som ryger udenfor rammen, fra. Det var også teknikken i tilblivelsen af min debut: Skrive løst og hurtigt, men samtidig vide, hvor tekststykkerne kunne passe ind i det puslespil, jeg allerede havde etableret. Og hvis det handler om situationer, hvor jeg ikke har særlig meget energi, er presset eller har travlt, så er den konceptuelle ramme også rigtig god, fordi jeg kan udnytte den tid, jeg har til rådighed til at placere små puslespilsbrikker i noget, der er defineret på forhånd.

Så jeg vil definere min snydekode som det at lave små benspænd, der føles rigtigt i hjertet, men som gør det lettere at producere skrift. Men det er selvfølgelig bare sådan jeg selv gør, og det er op til én selv at finde de snydekoder som virker meningsfulde. Efter temperament kan man jo vælge, om man vil have uendeligt mange penge i GTA 1, eller om man hellere vil have en tank. Man vælger den snydekode, man bedst kan lide.

Hans her.

Du er nu nået til vejs ende af sjette kapitel af selvhjælpsføljetonen Skriv let. Jeg håber, at du fandt interviewet ligeså hjælpsomt som jeg selv gjorde, da jeg snakkede med Gry. Jeg kan varmt og venskabeligt anbefale begge hendes tidligere bøger, som kan købes her. Gør også dig selv den tjeneste at holde øje med hendes nyeste udgivelse, Performet transkønnet vrede, som udkommer snart på Forlaget Amulet.

Måske har vores samtale om skrivevenskaber fået dig til at reflektere over, hvordan du selv skaber relationer, der understøtter din skriveproces, hvornår du skal opsøge hjælp hos dine venner, eller hvem dit publikum er? Du er som altid velkommen til at skrive til mig ved at besvare denne mail eller skrive en kommentar, hvis du har lyst til at lufte dine refleksioner.

Leave a comment

Skriv let, lev let.

/Hans

Share Skriv let

Læsetid: 9 minutter

Du har svært ved at sige nej.

Det ved jeg, fordi du har meldt dig til den her føljeton, selvom du allerede har indbakken stuvende fuld. Det sætter jeg virkelig pris på, så som tak vil jeg hjælpe dig med at blive bedre til at gøre netop dét: At takke nej. Yndefuldt og ubesværet.

Jeg er også selv for god af mig. Det er grunden til, at jeg skimmer alle selvhjælpsbøgerne, lytter til den ene selvudviklings-podcast efter den anden, følger nyhedsbreve om selvudvikling, monitorerer hashtaggene #selfgrowthjourney, #selfmastery og #limitingbeliefs — så du ikke behøver at gøre det. Det er en service, jeg yder i kulisserne af denne føljeton.

Af samme grund er det magtpåliggende for mig at dele en artikel fra Harvard Business Review, som jeg stødte på for ikke så længe siden: “How to Say No to ‘Grabbing Coffee’”. Den er skrevet af Jenny Taitz og Greg McKeown i kølvandet på, at alle begyndte at vende tilbage på arbejde efter COVID-19. Sidstnævnte har endda også lavet et podcast-afsnit om at sige nej — ubesværet og yndefuldt.

Tænk at være i stand til at sige nej med ynde! Det er en færdighed, som alle kan nyde godt af at blive bedre til. Skrivende især.

Selv har jeg nogle gange sagt ja til at lave eller deltage i ting, jeg egentlig ikke havde nogen interesse i, fordi jeg følte mig smigret. Andre gange, fordi jeg følte mig presset til det. Ofte, fordi jeg undervurderede den tid og de kræfter, forespørgslen ville ende med at kræve af mig. Men den hyppigste grund til, at jeg er kommet til en smule ufrivilligt at indvillige i noget er ganske simpelt, at det faldt mig lettest at sige ja.

En af grundene til, at det er så svært at sige nej er for mig at se, at det indebærer risikoen for at gøre os selv og andre forlegne. Det lyder måske uskyldigt nok, men tro mig, når jeg siger, at de fleste mennesker — og det tæller sandsynligvis også dig, om du står ved det eller ej — vil gå langt for at undgå at skabe forlegenhed.

Den canadiske sociolog Erving Goffman anså forlegenhed for at have så stor betydning for menneskelige interaktioner, at han har skrevet flere bøger om det.1 Hvor tænkere som blandt andre Freud anser menneskets primære drivkraft for at være at maksimere sit udbytte (af nydelse for eksempel), repræsenterer Goffman et helt anderledes menneskesyn. I hans optik er menneskets primære motivation snarere at minimere risikoen for forlegenhed.

Ved at sige ja høster du den umiddelbare sociale gevinst af at gøre andre mennesker tilfredse og fremstå hjælpsom og overskudsagtig. Du navigerer behændigt udenom en potentielt forlegen eller akavet situation. Til gengæld betaler du prisen senere, når du endnu en gang bruger dyrebar tid på en opgave, du hverken havde tid eller lyst til at lave. Og endnu engang erfarer du bittert sandheden i det, der er kendt som “Hofstadters lov”:

Det tager altid længere tid end beregnet, selv når man tager højde for Hofstadters lov.

Ting tager (for) lang tid. Det er en naturlov. Der findes ikke småopgaver.

Noget andet, der heller ikke findes: “En hurtig kop kaffe.”

En “kop kaffe” er blevet en slags dæknavn for møder uden retning og et klart formuleret formål.

Hvor meget jeg end går ind for spontanitet og for at skabe relationer, går jeg endnu mere ind for meningsfuldhed. Jo nærmere, jeg kommer på at blive 30, jo mere bevidst er jeg blevet om at skære alle halvhjertede indsatser fra for til gengæld at spare sammen til at gå helhjertet ind i det, jeg finder mening i.

Det er af selvsamme grund, at jeg har gjort det til mit varetegn at prædike, at man skal skrive mindre. Det er ikke, fordi jeg mener, at du skal lægge låg på din kreative drivkraft eller gå mindre op i at skrive, men derimod det stik modsatte: At undslippe produktivitetens falske løfter og gå fuldt ind i skriveprocessen, når du beslutter dig for at skrive.

Der er simpelthen en øvre grænse for, hvor mange gange i løbet af en dag, man kan kanalisere sin fulde opmærksomhed ind i at skrive. Hvis jeg er heldig, kan jeg gøre det en håndfuld gange i løbet af en dag, ikke mere.

Det samme gælder de såkaldte “kaffemøder”. Mentalt har jeg ikke kaffe nok på kanden til at investere mig helhjertet i hovedparten af dem. Alligevel kommer jeg tit til at sige ja. Hvorfor?

Fordi det at sige ja er lettere end at sige nej. Dét er problemet. Løsningen er dog lige for: Vi skal gøre det lettere, mere friktionsløst — mere yndefuldt — for os selv at sige nej.

Og hvordan gør man så det?

Gennem McKeowns podcast, som jeg nævnte tidligere, kom jeg på sporet af, hvad der muligvis er den mest yndefulde afvisning, der nogensinde har fundet sted. Afvisningens afsender var Peter Drucker — også kendt som faderen til modern management — og modtageren var den ungarske kreativitetsforsker Csikszentmihalyi (jep, ham fra kapitel 3), som havde dristet sig til at spørge Drucker om at deltage i hans næste bog om kreativitet.

Døm selv, hvor yndefuld Druckers afvisning er:

I am greatly honored and flattered by your kind letter of February 14th — for I have admired you and your work for many years, and I have learned much from it. But, my dear Professor Csikszentmihalyi, I am afraid I have to disappoint you. I could not possibly answer your questions. I am told I am creative — I don’t know what that means.… I just keep on plodding.… I hope you will not think me presumptuous or rude if I say that one of the secrets of productivity (in which I believe whereas I do not believe in creativity) is to have a VERY BIG waste paper basket to take care of ALL invitations such as yours — productivity in my experience consists of NOT doing anything that helps the work of other people but to spend all one’s time on the work the Good Lord has fitted one to do, and to do well.

En voldsom afvisning, ja — med “Good Lord” og det hele — men samtidig meget venlig og elegant, hvilket underbygges af den kendsgerning, at Csikszentmihalyi blev så betaget af Druckers svar, at han valgte at inkludere det i sin bog alligevel.2

Hvad er moralen i den historie?

At en afvisning, hvis den altså er yndefuld nok, ikke fortørner, men derimod vinder modtagerens respekt — og derudover, at man faktisk ikke eksplicit behøver at sige nej for at afvise en forespørgsel. Se selv efter. Der står ikke “nej” en eneste gang i Druckers citat.

Jeg vil ikke nødvendigvis anbefale dig at følge Druckers eksempel til punkt og prikke, men jeg vil dog opfordre dig til at øve dig på at afvise forespørgsler, du ikke er interesseret i at efterkomme, venligt og bestemt, men uden at sige eksplicit nej.

Fidusen ved det er, som Druckers afvisning så elegant indkapsler, at du på den måde tvinger dig selv til at formulere nøjagtig hvorfor, du ikke er interesseret. Dermed sætter du ord på den for dig mere meningsfulde “mission”, som forhindrer dig i at tage flere opgaver på dig. Du går glip af den umiddelbare konformitet, det er at sige ja, men til gengæld vinder du din samtalepartners respekt — og styrker din egen selvrespekt.

Hvis du stadig synes, at det lyder svært, så husk, at den bedste måde at gøre en handling lettere, mere ubesværet på, er øvelse. Øvelse gør lettere.3

Hvordan vurderer man så, hvornår det er på sin plads at afvise en forespørgsel, spørger du?

Jeg troede aldrig, du ville spørge…

Ud fra Druckers svar at dømme, ville han nok sige, at man altid bare skal passe sin egen butik og holde fokus på sin mission. I Taitz og McKeowns artikel finder man et mere “blødt” forslag, som består i, at man lægger en form for livsbudget over sine prioriteter, man kan navigere efter.

Da jeg selv ikke nærer den store passion for regneark, hvor abstrakte de end er, vil jeg i stedet slå et slag et for et tredje, lidt mere enkelt bud på, hvordan man vurderer om en afvisning er på sin plads. Det hedder:

Hell Yeah or No.

Denne vidunderlige catchphrase er også titlen på en bog skrevet af Derek Sivers, som handler om at tage værdifulde beslutninger.4 Man behøver ikke engang læse bogen for at forstå værktøjet, den formidler. Det er selvhjælp i sin mest yndefulde, håndgribelige form.

Pointen er kort og godt, at hvis du ikke med det samme føler dig super begejstret for at gøre eller deltage i noget, andre spørger dig om, så bør du gøre dig selv den tjeneste at takke nej for i stedet at bruge tiden på det, der får dig til at tænke “Hell Yeah!”

Så simpelt er det. På nær…

Det er jo desværre ikke altid, du har et valg. Andre gange har du et valg, men kan godt se, at værdien af opgaven overstiger din egen misfornøjethed med den. Og så hører det jo også bare med til at være et ansvarligt individ, at man af og til påtager sig pligter, som man egentlig ikke gider, men som bare er… nødvendige.

I de situationer vil jeg foreslå, at du som det første tager dig tiden til at reflektere over følgende:

1. Hvordan skaber jeg en Hell Yeah-effekt indenfor opgavens rammer?

2. Hvad er den lettest mulige måde at fuldføre opgaven på?

3. Hvordan skaber min indsats værdi for andre mennesker, og hvad kan jeg gøre for at skabe mest mulig værdi for dem?

Hvis du kan svare på de spørgsmål, er du godt på vej til at ændre, hvad der ellers ved første øjekast virkede som en sur pligt til en meningsfuld opgave.

Jeg håber, at du nu føler dig bedre klædt på til at foretage yndefulde afvisninger — og ikke mindst til at holde fokus på det, du finder mening i, hvilket jeg går ud fra blandt andet er at skrive.

Værn om din tid til fordybelse; beskyt den så yndefuldt, som du er i stand til. Og invester mindst den samme iver i at værne om at lave ting, som umiddelbart er unyttige. Som jeg har skrevet før, må man kæmpe for sin ret til at sløse. Brug også værktøjerne i dette kapitel til at forsvare din ret til at være uproduktiv.

Inden jeg takker af for denne gang, vil jeg lige dele en nyhed, som jeg selv er ret begejstret for:

[Indsæt fanfare og konfetti her]

At Skriv let får en brevkasse!

Hell yeah, har jeg ret?

Indtil videre kalder jeg den bare “Brevkassen”, og planen er, at den skal udkomme en gang imellem, sideløbende med kapitlerne. Føljetonen er et fællesskab, som vokser dag for dag, og det er mit håb, at en brevkasse kan være med til at aktivere og styrke dette fællesskab for alle os, som stiler efter en lettere skriveproces.

Hvis du har et skriverelateret dilemma, problem, spørgsmål eller lignende til brevkassen, så send det til mig via mail (skrivlet@substack.com) eller via DM på Instagram. Du kan også besvare denne mail. Husk at anføre dine pronominer samt dit (evt. anonyme) kaldenavn.

Alle henvendelser vil blive behandlet omsorgsfuldt. Jeg inviterer en indtil videre hemmelig gæst til at hjælpe mig med at svare, når der på et tidspunkt er svævet nok henvendelser ind. Det bliver en fest!

Og så har jeg lige én ting…

Nej, nu er der faktisk ikke mere. Det eneste, du skal gøre nu, er at anvende det, du har lært i dagens kapitel, i praksis:

Share Skriv let

Med den lille øvelse overstået er du nu nået til vejs ende af føljetonens femte kapitel. Denne gang lykkedes det mig vist at fatte mig nogenlunde i korthed. Ni minutters læsetid. Det svarer jo lige til “en hurtig kop kaffe”…

Skriv let, lev let.

/Hans

Læsetid: 9 minutter

En kronologisk liste over titler, dette kapitel kunne have haft, men som blev skrottet:

1. “Ny titel”

   [Nyt kapitel, ny titel. Titlen først, som Eco skriver.1 Hvad skal jeg finde på?]

2. “Pause”

   [Jeg kunne selvfølgelig lire noget af om vigtigheden af at holde pauser, at idéer også opstår, mens man slapper af. Videnskaben bag ‘at sove på det’. Det kunne sikkert også vække nogens nysgerrighed, når mailen bare hedder “Pause”. Af en eller anden grund fanger det mig bare ikke rigtig, og så bliver det ikke godt. Så hellere gemme temaet til kapitlet om overspringshandlinger.]

3. “Den store skrivedyst”

   [Maj vil gerne have noget lettere, noget populærkulturelt. “Lidt á la den der bagedyst-artikel, du skrev engang,” sagde hun. Det aner jeg ikke, hvad skulle være... Alene i vildmarken? At skrive er ligesom at lede efter blåbær, når man er fuldstændig underernæret og forsøger at overleve, mens man filmer sig selv? Det er egentlig ikke en helt forkert beskrivelse af skriveprocessen, men måske er den alligevel lige i overkanten, og jeg har heller ikke fået set særlig meget af den nye sæson — det er vist også noget tid siden, den sluttede. (Gad vide, hvem der vandt?) Jeg kunne jo også bare skrive om bagedysten igen, men er det ikke lidt sølle?]

4. “En blåbærplukkers guide til skriveprocessen”

   [Måske er det alligevel ikke dumt med Alene i vildmarken? Nja, der må altså være noget mere oplagt.]

5. “Kuren mod overtænkning”

   [Selvfølgelig! Kapitlet skal da handle om overtænkning, det er klart. Det falder også i fin forlængelse af forrige kapitel; jeg kan koble det til flow (at overtænkning forhindrer flow) og komme med gode råd til, hvordan man kurerer overtænkning. Men kan jeg virkelig ikke finde på en mere original titel?]

6. “Grunden, nej… årsagen, nej… RODEN til alt ondt i skriveprocessen”

   [Sigende, men alt for lang i spyttet.]

7. “ADVARSEL!!! Begynd ALDRIG på det her, når du skriver!!!”

   [Det er ikke kønt, men der er klik i det. Når man tænker over det, fungerer den titel faktisk også som en ironisk pointering af overtænkningens giftige grundmekanisme: Jo mere man forsøger at lade være med at overtænke, jo mere kommer man til at gøre det. Det er en fælde, jeg vist selv er ved at falde i med det her her kapitel — måske kunne jeg tage i udgangpunkt i dén erfaring?]

8. “En overtænkers bekendelser”

   [Tja... Så var det måske alligevel federe med en eller anden læserhenvendelse i titlen, så det ikke bliver så navlepillende?]

9. “Tænk ikke på en blå elefant!”

   [Den titel tager mig direkte tilbage til, da jeg var i metakognitiv terapi. Jeg kunne starte kapitlet ud med at opfordre til at lave den der æble-øvelse, hvor man skal gå en lille runde i lokalet, men kun må gå, når man ikke tænker på æbler! Det kunne være et sådan lidt “interaktivt” element, som understreger, hvor svært det er at lade være med at overtænke, når man først er begyndt. Og så kunne jeg senere introducere løsningen — men hvad var det nu, det var? Var det simpelthen bare at tænke på noget andet? Det kan jeg faktisk ikke huske…]

10. “Konceptet ‘nu’”

    [For kryptisk og for tænkt. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg selv ved, hvad den henviser til. At være til stede i nu’et? Er dét kuren mod overtænkning? Det er det vel egentlig. Jeg kunne skrive et eller andet med, at kuren mod overtænkning i skriveprocessen er at betragte skrivningen som øvelse fremfor produktion. Fordybe sig. Være til stede i skriveprocessens nu uden at tænke på slutresultatet. Så knytter det jo også an til hele føljetonens tematisering

    af uproduktivitet. Det er bare lidt for abstrakt, synes jeg. I øvrigt er der sikkert allerede en filosof eller fysiker, der har brugt den titel.]

11. “Konceptet ‘ego’”

    [Den er måske OK, men bevæger sig en smule væk fra temaet. Med mindre det handler om egoet som et tveægget sværd (eller en engel og en djævel på hver sin skulder?), der på den ene side er grunden til, at man giver sig i kast med at skrive, men samtidig er kilde til selvkritik og perfektionisme = skriveblokade. Ikke helt dumt. Jeg gemmer den titel til en anden god gang, så kan jeg lige lade den simre lidt. Hvad med noget mindre akademisk, mere kækt i stedet?]

12. “Young Thugs forfatterskole”

    [Lækkert! En overraskende sammensætning. Men har en rapper som Young Thug overhovedet noget at sige om overtænkning — og skrivning? Ja, det har han da egentlig; improvisation, flow og den slags. Jeg kunne argumentere for, at han er et forbillede for en ubekymret mentalitet (ubekymret = ubesværet), som alle skrivende kunne tage ved lære af. Der er jo den der artikel om Young Thug og kaosteori, som jeg kunne henvise til. Jeg skal også huske at sende et nik til Malte, selvom jeg ikke kan huske, om han nogensinde fik udgivet sin artikel om mumble rap og dadaisme (jeg skal forresten have bestilt hans digtsamling; den læseprøve, der er på forlagets hjemmeside var vidunderlig). Det er en virkelig god idé til et kapitel, faktisk, men jeg må hellere gemme den til et tidspunkt, hvor jeg har lidt bedre tid, så det bliver godt.]

13. “Young Thugs skriveskole”

    [Bedre (favner bredere), men jeg gemmer den altså stadig til en anden gang.]

14. “Tre grunde til du ikke kan skrive”

    [Hvad er de tre grunde? Overtænkning, perfektionisme og… ængstelighed? Overanstrengelse? Jeg føler, at det er en titel, som passer lidt bedre til et Instagram-opslag. Forresten, hvad var nu navnet på den hjemmeside, hvor man kunne plotte et ord ind, og så generede den en hel masse titler til blogopslag?

15. “A Week of Blog Ideas”

    a. “Overthinking: Expectations vs. Reality”

    b. “Will Overthinking Rule the World?”

    c. “The Next Big Thing in Overthinking”

    d. “Overthinking Explained in Fewer than 140 Characters”

    e. “This Week’s Top Stories About Overthinking”

16. “Overtænkning forklaret på mindre end to minutter”

    [Det her er muligvis den mest intetsigende titel, jeg nogensinde har skrevet. Og dog den mest præcise…]

17. “Paralyse af analyse”

    "[Det er bare som om, at den fungerer bedre på engelsk.]

18. “Overtænkning: En overlevelsesguide”

    “Er jeg nu helt sikker på, at der ikke er noget at hente i Alene i vildmarken? Nej, nu er det blevet for sent til at gå i gang med at se hele sæsonen for at finde et godt eksempel. Ærgerligt, for det er ellers en klasse titel. Den ryger i Google Keep. Måske det kunne blive til en bog engang hæhæ.]

19. “Overtænkning er overtænkning er overtænkning”

    [Den obligatoriske Gertrude Stein-variation… Hvorfor gav jeg mig dog overhovedet i kast med det her gakkede føljetonprojekt?!]

20. “Har du også tabt modet?”

    [Tiden er ved at rinde ud, og jeg har ikke skrevet et ord, der kan bruges, endnu. Fuck mig. Jeg er nødt til at stoppe med at pille navle og komme i sving! Jeg må gribe det strategisk an: Hvad ville være den lettest tænkelige måde at skrive det her kapitel på?]

21. “Kapitlet, der ikke kunne skrives”

    [Den lettest tænkelige måde at skrive kapitlet på… må vel være slet ikke at skrive det? Men jeg kan da ikke bare sende en tom mail ud? Så er der jo ingen, der kan regne ud, at det handler om overtænkning, og at det er grunden til, at jeg ikke kunne skrive noget færdigt til tiden. Der er nødt til at være en form for indbygget ledetråd eller et mere udfoldet koncept, så man forstår konteksten… Wow, jeg tror faktisk, at jeg på sporet af noget her!]

22. “Uden titel”

    [Slet ikke dårligt. Den minder mig lidt om kunstværker uden titel, at gå på museum. Kan det bruges til noget? Måske noget med: “Har du nogensinde tænkt over, hvorfor så mange kunstværker ikke har en titel?” Og så komme med den historiske forklaring, som vist nok er, at titler slet ikke var nødvendige engang, fordi kunst blev lavet til specifikke kontekster, hvor alle ville være klar over, hvem og hvad det forestillede. (Det må jeg lige google.) Der er også det der citat af Duchamp om, at titlen er “en usynlig farve” — eller er det “endnu en farve i paletten”? Uanset hvad, så kan det sikkert flettes ind. Men hvordan får jeg det til at hænge sammen med overtænkning? Det ved jeg ikke, om jeg overhovedet kan. Der må være en bedre, mere ligetil måde at skrive det her på, hvor jeg også kan bruge noget af det, jeg allerede har?]

(Og resten er historie…)

.

.

.

En fodnote til kapitel 4.

Hey.

Hans her.

Det er onsdag morgen, og jeg sidder på McDonald’s (her, hvor jeg bor nu, åbner biblioteket først kl. 13). Jeg er bevæbnet med en tynd cappuccino og det nye Kendrick-album for at gøre et (i den her omgang) sidste forsøg på at bekæmpe det overtænkningssyndrom, som jeg har døjet med hele mit voksenliv, men som jeg egentlig havde håbet på at holde adskilt fra føljetonen. Jeg må nok bare sande, at hvor der er tænkning, kan overtænkningen også trænge ind — uanset hvor meget, man prøver at holde det let.

Jeg havde egentlig planlagt at sende kapitlet ud som det var, som en slags selvstændig dokumentation af dette kapitels afsindigt træge tilblivelsesproces, men i går aftes fik jeg — inspireret af mine egne erfaringer — idéen til en metode til at overkomme overtænkning i skriveprocessen, som jeg synes fortjener at komme med på falderebet.

Og det er…

[trommehvirvel]

At skære skrivningen helt ud af ligningen.

Lad mig forklare.

Lidt groft sagt er der tre faser af skriveprocessen: Idéfasen, skrivefasen og redigeringsfasen. Idéfasen er den mest åbne, redigeringsfasen den mest lukkede. Skrivefasen er et sted midt imellem; delvist åben, men oftest dér, hvor overtænkningen viser sit grumme ansigt, fordi man nu skal give sin idé form og udtryk.

Efter den legefulde og ubekymrede idéfase, begynder ens beslutninger i skriveprocessen at forekomme mere bindende. Man begynder så småt at tvivle på sig selv: Er det en god nok idé? Griber jeg det nu rigtigt an? Det starter med den slags “uskyldige” indskydelser, men ender i eksistentiel jammer: Duer jeg overhovedet til at skrive? Og hvis jeg ikke gør det, hvem er jeg så?

Når jeg ser tilbage på min egen proces, står det klart for mig, at jeg begik den fejl, at jeg for hver idé, jeg fik, bevægede mig videre til skrivefasen for tidligt, utålmodigt. Og med skrivefasen kom selvkritikken, vægelsindet, overtænkningen. Hvis man i forvejen har anlæg for overtænkning, kan der være noget angstprovokerende i selve det at tænke: “Nu skriver jeg.”

Hvad nu hvis man kunne blive i idéfasens ubekymrede tilstand helt indtil redigeringsfasen, hvor det jo ikke gør noget at reflektere kritisk over sine valg? Hvis man simpelthen sprang skrivefasen over og gjorde de to andre faser tilsvarende længere? Skrev uden at skrive?

Det tror jeg faktisk er muligt.

Og jeg tror, at det — hvis man allerede er begyndt at overtænke sin skriveproces — er en mere gangbar metode end de enstemmige forslag, man finder i så mange skrivehåndbøger:

“Bare skriv!”

“Hurtigskrivning!”

“Flowskrivning!”

“Skriv uden at tænke!”

Så for endnu en gang at leve op til min proklamering af, at det her er en uproduktiv skrivehåndbog, vil jeg råde dig til at lade være med at skrive, hvis du har hang til at overtænke det.

Find på idéer i stedet.

Skriv alle idéerne ned, udfold dem, gør dem mere detaljerede, så detaljerede som muligt; se, hvor de fører dig hen.

Når du begynder at blive selvkritisk, så mind dig selv om, at det bare er idéer. De er ikke mejslet i sten. Det er bare for sjov. En leg.

Når dine idéer er detaljerede nok, er det tid til at redigere dem. Ret til, skær fra, tilføj lidt, flyt rundt. Nu må du gerne reflektere kritisk over dine valg, for du er for længst forbi den fase, hvor du skal finde på. Nu skal du bare finde ud af, hvordan du bliver færdig. Lettest muligt.

Og vupti! Din tekst er færdig. Helt uden, at du har skrevet et ord.2

Let, ikke?

Du er nu nået til vejs ende af føljetonens fjerde kapitel; et kapitel, som aldrig blev skrevet.

Som det sidste vil jeg blot spørge dig, hvad du mener, kapitlet skulle have heddet? Har du et andet eller måske endda bedre bud på en titel, der handler om overtænkning? Så skriv det i en kommentar:

Leave a comment

Skriv let, lev let.

/Hans

Læsetid: 12 minutter

I oktober 1962, fire måneder inden hun begik selvmord, skrev forfatteren Sylvia Plath et brev til sin mor med en triumferende bekendtgørelse:

I am a genius of a writer; I have it in me. I am writing the best poems of my life; they will make my name.1

Profetien viste sig at holde stik. Mange af de sidste digte, Plath skrev, blev udgivet posthumt i samlingen Ariel (1965), som sammen med romanen The Bell Jar (1963) mejslede hendes navn ind i litteraturhistoriens grundfjeld. Plaths poetiske genialitet var hendes gave. Hendes forbandelse var, at hun led af depression, en sygdom, der endte med at tage livet af hende.

Plath er én ud af mange af litteraturhistoriens store forfattere, som led af en psykisk sygdom, og for mange af eftertidens læsere er hendes mentale sygdomshistorik desværre uadskillelig fra hendes forfatterskab. Faktisk er koblingen mellem de to så stærk i receptionen af Plaths værker, at hun har lagt navn til den såkaldte “Sylvia Plath-effekt”: Idéen om, at forfattere er særligt disponerede overfor mentale lidelser, og at deres kunstneriske produktion er forudsat af disse lidelser.2

Sylvia Plath-effekten kan sammenlignes med den No pain, no gain-mentalitet, jeg beskrev i det første kapitel af denne føljeton, og som er den nok mest genstridige forestilling, der knytter sig til skriveprocessen: At stor kunst opstår ud af stor anstrengelse og lidelse. Blod, sved og tårer.

Men ligesom idéen om, at det at skrive nødvendigvis indebærer stor anstrengelse, er Sylvia Plath-effekten slet og ret en myte.

Forestillingen om, at forfattere er særligt disponerede for psykiske sygdomme, eller at (mental) lidelse skulle være en slags magisk ingrediens i skriveprocessen er en kulturel vrangforestilling, der mest af alt har at gøre med en tarvelig fascination af “det gale geni”. Tværtimod findes der et væld af beretninger fra forfattere, der beskriver, hvordan deres psykiske lidelser påvirker deres arbejde negativt. Som blandt andre det poetiske geni, der ufrivilligt har lagt navn til Sylvia Plath-effekten, selv formulerede det:

When you are insane, you are busy being insane — all the time . . . When I was crazy, that was all I was.3

Man kan studse lidt over Plaths ordvalg, men pointen er, at hun vidste, at hun ikke frembragte sine fantastiske digte på grund af sin depression, men på trods af den. Hendes vidnesbyrd bakkes op af forskningen på området, hvor konsensus er, at der ikke er en sammenhæng mellem kreativitet og psykiske sygdomme.4

Jeg nærer den dybeste respekt for dem, der formår at skrive på trods af deres psykiske lidelser. I mine øjne er digtene i Ariel glitrende krystaliseringer af håb. Derfor nærer jeg en ligeså dyb modvilje imod myten om den lidende, “gale” kunstner; en myte, som forherliger psykiske sygdomme og stigmatiserer kunstneriske personligheder.

Det er dog ikke kun fordi myten om “det gale geni” er både usand, stigmatiserende og sladderbladsagtig, at det er magtpåliggende for mig at komme den til livs — selvom det er grunde nok i sig selv. Det skyldes også, at den som en kulturel vrangforestilling slører for den kendsgerning, at det i udgangspunktet er let at skrive. Det ville i hvert fald være lettere, hvis det ikke var for hele det katalog af misvisende myter om skriveprocessen, som vedholdende fortæller os det modsatte: At det i sin natur er svært, hårdt, opslidende. At det ikke bør være let. At det ikke må være rart.

Vi har desværre ikke selv kontrol over vores psykiske velbefindende, og i kølvandet på de sidste to års begivenheder lader der til at være ekstraordinært mange, som har det svært. Derfor er jeg godt bevidst om, at det kan klinge hult, når jeg skriver, at det i udgangspunktet er let at skrive. Selvfølgelig er det ikke alle, der skriver fra et let udgangspunkt, men netop derfor er det vigtigt, at man værner om sine mentale ressourcer, giver sig selv lov til at være uproduktiv og ikke mindst stiler efter en ubesværet skriveproces indenfor de muligheder, man har.

At stile efter lethed er en måde at drage omsorg for sig selv.

Tidligt i sin karriere satte den ungarske kreativitetsforsker Mihaly Csikszentmihalyi sig for at undersøge de psykologiske virkninger af at være kreativ. Og kan du gætte, hvad han med tiden fandt ud af?

Du gættede rigtigt: Han fandt ud af, at det at være opslugt i en kreativ proces har en positiv indvirkning på dit mentale velbefindende. Han konkluderede tilmed på baggrund af årelange studier, at fordybet, kreativt arbejde bidrager til et mere lykkeligt, meningsfuldt liv.5

Csikszentmihalyis resultater minder os om noget, mange af os inderst inde allerede godt ved: At det under de rette betingelser er både let, rart og sundt at skrive. Ikke lidelsesfyldt eller udmattende. De understreger, at der ikke er noget "galt" i at lade sig opsluge af skriveprocessen, men at det faktisk kan være kilden til en lykkeligere tilværelse.

Csikszentmihalyis arbejde tilbyder tilmed en model for, hvordan man sætter sig selv i scene til at opnå den tilstand, hvor man arbejder på højeste kreative blus. Det sker ved at fordybe sig i opgaver, som hverken er for repetitive eller meningsløse til, at man keder sig, men som samtidig heller ikke er for udfordrende til, at man føler ængstelig utilstrækkelighed. Magien sker i smørhullet mellem de to; i udarbejdelsen af tekster, som er meningsfulde og lige tilpas udfordrende til, at de stadig forekommer ubesværede at frembringe.

Tilstanden af at være opslugt af processen og arbejde på højeste kreative blus kaldte Csikszentmihalyi for “flow”. Selv hvis du aldrig nogensinde har hørt om Csikszentmihalyi før, er jeg ret sikker på, at du ved, hvad flow er…

Flow er, når du har følelsen.

Du ved, hvad jeg mener, ikke?

Det er den der følelse af, at nu-endelig-fucking-flyder-det-bare.

Følelsen af mental vægtløshed.

Følelsen af…

Tunnelsyn.

Niceness.

Tynd, frisk bjergluft.

Følelsen af, at du kan blive ved med at skrive.

I det uendelige…

Hvis du har oplevet følelsen af at være i flow, så ved du imidlertid også, at det uundgåeligt ender med, at den forsvinder igen.

Og så sidder du dér. Helt tom for ord.

Hvad plejer du at gøre, når du sidder i den situation?

Jeg kan i hvert fald fortælle, hvad jeg selv ofte har gjort, og det er at klø på; lægge yderligere tid og anstrengelse i skriveprocessen ud fra en dybt indgroet forestilling om, at det at skrive i sin natur er anstrengende. Måske er det noget, du kan genkende — og så kan du måske også nikke genkendende til, at det for det meste viser sig at være en ufrugtbar tilgang. Der er muligvis en spinkel chance for, at man ved at slide i det kan ramme den samme kreative guldåre igen, men det er desværre endnu mere sandsynligt, at man forårsager det, økonomer grumt kalder: Diminishing returns.

Dårligt afkast af sin investering. Udmattelse og modløshed.

Alle kører fast i skriveprocessen en gang imellem. For nogle skribenter sker det endda ret ofte. Det får det at skrive til at virke som en pinefuld affære, og det er i de situationer, at vi er tilbøjelige til at søge tilflugt i det kulturelle bagkatalog af myter, som giver en lindrende forvisning om, at vores anstrengelser faktisk er et nødvendigt onde.

Jeg håber, at du, når du næste gang kører fast i skriveprocessen, husker på, at de bedste idéer ikke tvinges frem under stor kraftanstrengelse. De opstår ubesværet, når man er frisk og veloplagt:

Det er ikke meningen, at det at skrive skal være opslidende. Det er meningen, at det skal være let. Hvis det forekommer anstrengende og besværet at skrive, er der noget galt. I den slags situationer er du bedre tjent med at tage en pause og reflektere over årsagerne til, at din skriveproces er træg.

Jeg forestiller mig, at der sidder nogen derude nu og tænker, jaja. Det her er ikke til mig. Jeg har ikke brug for “niceness”. Jeg laver ikke kunst. For mig er skrivning et håndværk. Det behøver ikke være let, det skal bare gøres.

Men sagen er den, at…

Jeg køber slet ikke distinktionen mellem kunst og håndværk.

Jeg køber slet ikke ind på den præmis, at skrift kommer forskellige steder fra, eller at nogle former for skrivning er mere eller mindre “kreative” end andre. Skrivning er skrivning. Og hvis du øver dig nok på det, bliver du så god til det, at du kan skrive på en måde, som ingen andre kan. Det er det, der hedder stil. Og stil… er en kunstform.

Selv hvis du ikke har de fjerneste ambitioner om at være kunstner eller forfatter, er der i hvert fald én ting, som du kan tage ved lære af ved at studere såkaldt geniale kunstneres arbejdsgange. Og det er, at der tilsyneladende ligger en kreativ fordel i at være excentrisk.

De fleste kunstnere, vi opfatter som genier, er rutinerede excentrikere, og de behøver ikke at lægge skjul på det. Hvis man tænker over det, er det at være kunstner nemlig en af de eneste professioner, hvor det er kulturelt acceptabelt at være excentrisk, sær, afvigende fra normen.

Jeg er klar over, at det nu kan lyde lidt som om, at jeg tapper ind i den selvsamme myte om “det gale geni”, som jeg startede ud med at ville afmontere — men det er faktisk ikke tilfældet. At forfattere og kunsterne er excentriske understreger nemlig bare den kendsgerning, at de faktisk er de mest klarsynede af os alle sammen, fordi de lige siden tidernes morgen — længe inden selvhjælpsindustrien begyndte at drive rovdrift på det — har dyrket et fænomen, hvis kreative potentiale går over hovedet på de fleste: Selvrealisering.

Mange mennesker kaster op i munden, når de hører ordet “selvrealisering”, fordi de forbinder det med egoistisk selvforherligelse og senkapitalistisk, individualistisk nærsynethed. Men lad ikke selvhjælpsindustriens udvanding af begrebet skygge for det faktum, at den kreative proces både afstedkommer og næres af en stærk positiv selvfølelse. Flow og selvrealisering er to sider af den samme mønt.6

Stil er en livsstil.

Det er noget, alle excentrikere ved.

Alle særlingene, som ikke lægger skjul på deres særtræk, ved det.

Alle originalerne og personagerne.

Det er også noget, Beethoven vidste. (Han havde en yderst mærkværdig vane med at pjaske med vand, når han var i flow. Derfor var han også kendt som en forfærdelig lejer, fordi han altid forårsagede vandskader i lejemålene.)

Gertrude Stein vidste det. (Hun fik sin partner, Alice B. Toklas, til at drive køer ind foran sig, når hun skrev. Stein skrev gerne udenfor, i landlige omgivelser.)

Kierkegaard vidste det. (Han fyldte altid sin kaffekop op til randen med sukker, før han hældte kaffe i. Der findes flere biografiske beskrivelser af, at Kierkegaard tit rystede på hænderne, hvorfor mon…)

Og listen fortsætter.7 Mange af historiens store kunstnere og forfattere var notorisk excentriske. Det er det, der gør dem mytiske. Men det er helt utrolig vigtigt at huske på, at alle disse excentriciteter, som man kan læse om i biografier og skrivehåndbøger, i mange tilfælde hverken er diagnostiske træk eller ligegyldige tilbøjeligheder. De er derimod strategisk organiserede vaner, der tjener det helt bestemte formål at skabe flow og lethed i den kreative proces.

Det kan godt være, at det lyder specielt, at Stein var nødt til at se på køer for at skrive, men i en forstand har stort set alle, der skriver, deres egen personlige version af hendes “ko”: En eller anden højst besynderlig, men dog forunderligt inspirerende vane, som er med til at skabe betingelserne for at komme i en positiv, kreativ sindstilstand.

Skam dig ikke over din ko. Pas godt på den, vær nænsom overfor den, lad den trives. For når den trives, trives du også. Og omvendt. Hvis du ikke har en ko endnu, så må du straks ud og finde den. Din lette skriveproces afhænger af det.

Opfyld hverken omgivelsernes forventning om at være normal eller din egen forventning om, at det er opslidende at skrive. Find din stil. Vær dig selv.

Vær excentrisk, men pas altid på dig selv.

Du er en ener, en original.8

Du fortjener at skrive let.

Du er nu nået til vejs ende af det tredje kapitel af føljetonen. Min plan har hele tiden været, at de tre første kapitler skulle skitsere filosofien bag det at skrive let. Sammen med de to foregående kapitler opridser kapitlet her således føljetonens grundprincipper ved hjælp af tre formler:

1. Krav < Ressourcer

2. (U)produktivitet = Mindst mulig indsats [over] Længst mulig tid

3. Pain ≠ Gain

Føljetonens tre første kapitler er på den måde de indledende, fundamentale foldninger i det papirfly, Skriv let er. Jeg vil gerne sige tak til alle, som fra begyndelsen har været med til at puste og hjulpet føljetonen til at svæve så langt, som den allerede har. Tak fordi du læser med. Det er hele grunden til, at føljetonen eksisterer. (Og jeg lover, at de næste kapitler nok skal blive kortere!)

Jeg har i øvrigt hørt fra flere, som har læst de to første kapitler af føljetonen, og som spørger mig: Hans, hvis man skal bruge mindre tid på at skrive ad gangen, hvad skal man så overhovedet bruge den overskydende tid til?

Det vil jeg gerne svare på: Brug noget af den ekstra tid, du pludselig har på hånden, på at holde dig sund og rask. Drik vand, mediter, gå en tur, ring til en ven, stræk ud, bevæg din rygsøjle.

Som forfatteren Margaret Atwood har sagt:

Lav rygøvelser. Smerte er distraherende.

Skriv let, lev let.

/Hans

Læsetid: 7 minutter

Du drømmer stadig om at blive mere produktiv, gør du ikke?

Jeg bebrejder dig ikke. Men hvis du har læst føljetonens forord, ved du, at det er noget, jeg ser som min fornemste opgave at overtale dig til at blive mindre af. (Jeg praler trods alt af at udgive verdens eneste uproduktive skrivehåndbog…) Jeg vil i hvert fald gøre forsøget i det følgende, og jeg vil også forklare, hvorfor jeg mener, at uproduktivitet er en rimelig pris for en lettere skriveproces. 

Du er selvfølgelig ikke alene i dit ønske om at blive mere produktiv. Det er det samme som det at være kreativ — hvem ville ligefrem sige nej til at være dét? Også dine omgivelser har en ikke altid stiltiende forventning om, at du yder dit bedste, eller det vil sige dit meste. 

Før i tiden betød produktivitet noget i retning af “at få noget fra hånden”. Nu lader det snarere til at betyde “at få mest muligt fra hånden”. Det er i hvert fald den betydning, man møder mest i medielandskabet nu.

Umiddelbart lyder det ikke dårligt at få meget fra hånden. Men der er skyggesider ved vores halsløse jagt på at nå så meget som muligt, blive mere og mere produktive. Én af dem er den udbrændthedsepidemi, forskere er begyndt at advare om, og som vidner om, at vores evige trang til tidsoptimering sker på bekostning af vores trivsel og mentale helbred.1

Men lad os lade samfundskritikken ligge for nu og i stedet se nærmere på en mere neutral, teknisk definition af produktivitet. Den lyder sådan her: Akkumuleringen af indsats over tid. 

Ser man nærmere på den definition, står det klart, at der overordnet er to variabler, du kan skrue op eller ned for, hvis du vil ændre din produktivitet som skribent: Indsats og tid. Her vil de fleste mennesker være tilbøjelige til at skrue op for den første og ned for den sidste i ambitionen om at nå mere på kortere tid. 

Det interessante er, at de færreste tænker på at gøre det modsatte, altså skrue ned for indsatsen og op for tiden. For det ville jo være… uproduktivt, ikke sandt? Lige netop, og det er du efter min mening bedre tjent med i længden.

Det lyder helt hen i vejret, men tro mig, når jeg siger, at uproduktivitet er en fair pris for en let skriveproces. Hvis du lader tiden arbejde til din fordel, kan du nå i mål uden øjensynlig anstrengelse. Hvis du gerne vil skrive lettere, er det her derfor, hvad jeg vil råde dig til at gøre: Skriv mindre og brug længere tid på det. 

Sætter man det råd op som en ligning, er resultatet en slags omvendt formel for produktivitet.

Jeg kalder det “(U)produktivitet” i ligningen ovenfor for at understrege, at det er en indstilling, som sammenlignet med idéen om at yde mest muligt over kortest mulig tid umiddelbart fremstår uproduktiv, men ved nærmere eftersyn faktisk leverer tilfredsstillende resultater. Det kræver blot lidt tålmodighed, vedholdenhed. At du er villig til at investere mere af din tid end din indsats. 

Forskellen er ganske simpelt, om du helst vil skrive fem sider på én dag, eller om du har mulighed for og vilje til at forhale processen og i stedet skrive en halv side hver dag i løbet af 10 dage — eller for den sags skyld en kvart side hver anden dag i løbet af 40 dage. I alle tre tilfælde ender du med at have skrevet fem sider. Den sidste mulighed tager godt nok noget længere tid end den første, men opleves til gengæld betydeligt mindre anstrengende. 

Pointen er, at den tid, du bruger, og din oplevede anstrengelse er negativt korrealerende. Skruer du op for tiden, falder din grad af anstrengelse.

Det var en erkendelse, jeg selv fik, da jeg foretog de indledende manøvrer til, hvad der skulle ende med at blive til denne føljeton.

Idéen kom til mig i kølvandet på at have været ramt af stress. Det føltes nødvendigt at omsætte den erfaring, jeg ellers helst ville have været foruden, til noget meningsfuldt. Jeg havde allerede tidligt i processen en klar idé om, at jeg gerne ville skrive en uproduktiv skrivehåndbog, som modsagde sig tidsoptimeringens imperativ; en art sløseriets manifest i godmodig selvhjælpsindpakning. Noget let. Jeg vidste tilmed allerede, hvad de første kapitler skulle handle om. 

Mit eneste problem var ironisk nok, at jeg ikke havde tid til at skrive skidtet. 

Jeg er far til to piger i hagesmæks-alderen, er ved at færdiggøre min ph.d.-afhandling og har lige købt et hus, ejendomsmægleren overbærende præsenterede som “renoveringsmodent”. Jeg kunne måske godt have presset et par sene aftentimer ind i min dagligdag nogle gange om ugen, men det ville uden tvivl hurtigt være blevet en kilde til både stress og udmattelse – hvilket ville være ret selvmodsigende emnet taget i betragtning. 

Jeg måtte altså erkende, at jeg ikke havde tid til at skrive en selvhjælpsbog her og nu, så min eneste mulighed var at lade den vente på sig. Og det var dér, jeg tænkte: Hvorfor ikke bare gøre en dyd ud af at bruge så lang tid som overhovedet muligt? Pludselig stod det klart for mig, at Skriv let ikke skulle skrives og udgives som et formfuldendt produkt, men som en proces. Det skulle være en føljeton, selvfølgelig, skrevet efter sit eget princip.

Føljetonen udkommer hver anden uge, fordi det for mig at se er et fint kompromis imellem en vis hyppighed i udgivelserne og et mellemrum, der er langt nok til, at jeg kan sprede arbejdet ud i små, overkommelige bidder. I løbet af 14 dage bliver bare nogle linjer om dagen til et helt kapitel — ganske ubesværet.

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at det ikke er alle skribenter, der selv sætter deres deadline eller har synderligt god tid til at skrive hver opgave. At trække processen ud er et privilegie, som ikke er alle forundt i samtidens hektiske arbejdsklima. Man må desværre kæmpe for sin ret til at sløse.

Jeg forestiller mig, at forfatteren Gertrude Stein strukturerede sin skriveproces efter et lignende ræsonnement, eftersom hun også havde for vane at skrive forholdsvis lidt ad gangen, men til gengæld var meget vedholdende.

Som Stein formulerer det et sted i bogen Everybody’s Autobiography (1937) har hun aldrig været i stand til at skrive mere end en halv side om dagen. Hun bemærker dog i samme ombæring, at selv en halv side bliver til meget efterhånden: “If you write a half an hour a day it makes up a lot of writing year by year.” Steins fortræffelige forfatterskab, som tæller en imponerende lang stribe af værker, er et bevis for, at det at skrive lidt ad gangen er en meget kraftfuld vane.

Den uproduktive tilgang har på den måde ikke kun den fordel, at den kræver mindst mulig anstrengelse, men også, at den er lettere at opretholde som en vane. Jo mindre du skal skrive ad gangen, jo lettere er det at gøre igen og igen. Der er en grund til, at tre af de mest succesfulde og velrenommerede selvhjælpsbøger om vaneændring i deres titler indeholder adjektiverne ”mini”, ”bittesmå” og ”atomiske”.2 Hvis du vil have succes med at gøre en bestemt handling til en vane, skal du sørge for, at den pågældende handling er så nem og overkommelig som muligt.

Der er mange måder at gøre sin skriveproces lettere på, og én af dem er altså at spørge sig selv: Hvad er det længste, jeg kan tillade mig at bruge på at skrive det her? I hvor små bidder kan jeg dele det op? 

Som skrivende kan vi komme til at stirre os blinde på det endelige produkt, hvilket driver os til at starte hårdt ud, slide i det — for så efterhånden at brænde ud, gå i stå, løbe sur i processen.

Vi lader os alle sammen let imponere af toppræstationer og overmenneskelige kraftanstrengelser, men lad dig ikke forlede af skinnende ting! For de fleste af os er der meget mere at vinde ved at holde et jævnt bundniveau, skyde en gennemsnitlig fart. Cruise control.3

Det er derfor, jeg er så begejstret for John Steinbecks råd om at glemme alt om nogensinde at blive færdig med det, man skriver på. I stedet, pointerer han, skal man fokusere på at skrive lidt hver dag indtil man en dag — til sin store overraskelse — er færdig.4 Det er et vaskeægte uproduktivt skrivetip, og jeg kan varmt anbefale dig at følge det. Det kan vise sig at være lige det perspektivskifte, som gør, at du faktisk får skrevet noget færdigt.

Mind løbende dig selv om, at du aldrig bliver færdig og fokuser i stedet på processen; den lille, gennemsnitlige indsats. Jeg skal nok hjælpe dig i gang:

Du bliver aldrig færdig.

Du bliver aldrig færdig.

Aldrig.

I jævn gennemsnitsfart er vi nu også nået til vejs ende af føljetonens andet kapitel, som jeg håber har inspireret dig til at udforske uproduktivitetens muligheder for en lettere skriveproces. Hvis du har kommentarer til det, du lige har læst, feedback eller lignende, er du som altid velkommen til at skrive en kommentar eller besvare denne mail. Din feedback er med til at gøre føljetonen bedre.

Leave a comment

Når først du har indset, at uproduktivitet er en rimelig pris for at skrive lettere, kan du med ro i sindet drosle ned for din indsats og i stedet lade tiden arbejde for dig. Du vil med garanti høre stemmer omkring dig, som råber: “Hallo!” “Sæt i gear!” “Det er for sløvt, det dér!” Men du lytter ikke, for du er smartere end dem. Du ved nemlig, at det er lettere at vinde, hvis man spiller på den lange bane. 

Skriv let, lev let.

/Hans

.

.

.

PS: Jeg sender dette kapitel fra min redaktør, Maj Ørskovs naturskønne gård i Bjedstrup. Foruden af være helt igennem top-professionelt letskrivende, er Maj rimsmed og forsanger i den audiopoetiske jazzgruppe Kiosk. Givdetetlyt!

Læsetid: 11 minutter

I 1998 udgav en belarusisk mand en artikel i et populært amerikansk fitnessmagasin. Artiklen bar den kuriøse titel “Vodka, Pickle Juice, Kettlebell Lifting, and Other Russian Pastimes". 

Mandens navn var Pavel Tsatsouline, og han påstod at være tidligere fysisk træner for de sovjetiske specialstyrker, Spetsnaz. I artiklen introducerede han foruden et vidundermiddel mod tømmermænd (syltesaft!) et nyt træningsredskab: Kettlebellen. 

Træningsredskabet, der bedst beskrives som en massiv jernkugle med et håndtag i toppen, så man kan løfte og svinge den, var på tidspunktet stort set ukendt i den vestlige verden.

En kombination af kettlebellens unikke egenskaber og Pavels brandingstrategi – som blandt andet involverede træningsvideoer optaget i dystre fangekældre og instrueret med tyk accent og hyppig gentagelse af henvendelsen ”comrade” – fik den til at stige hastigt i popularitet. 

I 2001 blev Pavel, som i øvrigt altid omtales ved fornavn, kåret af magasinet The Rolling Stones som årets ”hotte træner”. I dag driver han en millionforretning, og kettlebell-træning er en af det 21. århundredes mest populære former for styrketræning. Hvis du har set en kettlebell før, er det Pavels fortjeneste.

Og hvad har kettlebell-træning overhovedet at gøre med skrivning, spørger du? 

Egentlig ikke noget. 

Til gengæld er der meget visdom at hente i principperne bag Pavels træningsmetode, hvis man ønsker at strukturere sin skriveproces anderledes.

Træniningsmetoden, som Pavel har populariseret side om side med kettlebellen, er nemlig meget anderledes end hvad vi sædvanligvis forstår som styrketræning, hvor udmattelse er et mål i sig selv. Du kan sikkert godt forestille dig den stereotypiske fitnessentusiast, som med blikket stift rettet mod sit eget spejlbillede og en lidt for tung håndvægt i hver hånd langsomt, men sikkert træner sig selv i sænk, inden han kravler ned i omklædningsrummet og slubrer en proteinshake i sig.

Dette ganske vist karikerede eksempel er et udtryk for en virkelig, indgroet forestilling i fitnesskulturen om, at det at træne helst skal være så anstrengende og lidelsesfuldt som muligt for at give resultater. Det er en arbejdsmentalitet, som præcist opsummeres af fitnesskulturens mest folkekære mantra: 

Er det en mentalitet, der minder dig om noget?

Sandsynligvis, for det er stort set samme idé om, at jo mere anstrengelse, du ligger i noget, des større resultater får du, som mange skribenter abonnerer på. Mange af os er opflasket med en kulturel idé om, at det at skrive skal være i hvert fald en smule lidelsesfuldt for at give resultater. I den forstand er der tilsyneladende ikke den store forskel på et fitnesscenter og for eksempel en afdeling på universitetet, hvor forskere hver dag slider i det for at opbygge en prangende skriftlig muskulatur.

Den træningsfilosofi, Pavel prædiker, er det stik modsatte af universi… undskyld, fitnesskulturens lidelsesfulde arbejdsmentalitet: Hvis du vil være god til noget, skal du øve dig ofte, men altid holde dig på lang afstand af udmattelse. Tankegangen ligger til grund for hans berømte træningsmetode, grease the groove, hvilket kan oversættes til noget i retning af: ”Smør fugen”…1 Desuagtet sit lidt besynderlige navn, er metoden kendt vidt og bredt som den lette måde at blive stærk på. 

Fidusen er, at man, fremfor at samle sin træning i én session, spreder den ud over hele dagen i små, ubesværede bidder. På den måde smører man løbende den neuromuskulære fuge for en bestemt bevægelse, som man med tiden bliver utroligt dygtig til at udføre. 

Metodens effektivitet kan anskueliggøres med et simpelt regnestykke: 

Forestil dig, at du har en kettlebell på 16 kg stående i stuen. Hver gang, du går forbi den, løfter du den fem gange i strakt arm over hovedet. Hvis vi siger, at du spredt over en hel dag gentager denne handling 10 gange, har du bare i løbet af denne ene dag samlet løftet 800 kg over hovedet, fordelt på 50 løft. I løbet af en uge er det 5.600 kg, fordelt på 350 løft. I løbet af en gennemsnitlig kalendermåned er det lidt over 24 ton, 1.520 løft... 

På et år svarer det til vægten af et mindre højhus. Det er ikke svært at forestille sig, at når du i løbet af et år har løftet den mere end 18.000 gange, vil en jernkugle på 16 kg føles let som en fjer. 

Raffinementet ved Pavels metode ligger i, at man — uden nogensinde at blive udmattet — akkumulerer meget mere arbejde end man ville være i stand til at udføre ud i ét. Lagt sammen bliver en række næsten uanselige handlinger til en stor bedrift. 

Det er det princip, den amerikanske vaneguru James Clear kalder for “de bittesmå gevinsters kraft”. Som han bemærker indledningsvist i sin bog Atomiske vaner, ender du, hvis du blot bliver 1% bedre til noget hver dag, med at være hele 38 gange bedre efter et år. 

At øve sig på noget er på den måde ikke meget anderledes end at investere: Man høster gevinsten af sine renters renter.

Pavels træningsfilosofi skulle vise sig at få en afgørende betydning for mig, da jeg for snart et år siden forsøgte at vende tilbage til mit arbejde som ph.d.-studerende efter en længerevarende sygemelding med stress. At jeg stadig var udbrændt er mildt sagt. Jeg kunne ikke sidde med et åbent Word-dokument i mere end et par minutter, før min krop gik i alarmberedskab. 

Sygemeldingen var udløst af, at jeg for længe havde mødt flere krav end jeg havde ressourcer til at efterkomme – en ganske enkel ligning (Krav > Ressourcer), som efter noget tid og under de rette betingelser bliver til opskriften på stress. 

Da jeg skulle genoptage mit arbejde, havde jeg en illusion om, at hvis jeg bare anstrengte mig nok, ville jeg efterhånden genvinde min tidligere arbejdsevne. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at jeg ikke gjorde andet end at spille efter de selvsamme spilleregler, som havde været med til at gøre mig syg til at starte med. Det siger vist sig selv, at det eneste resultat af mine anstrengelser var, at jeg kørte endnu mere fast i processen. Hver sætning føltes som en tonstung jernkugle, der skulle løftes, og jeg var helt flad. 

Det var dér, jeg kom i tanker om Pavels atypiske træningsmetode. Kunne principperne bag mon overføres til skriveprocessen? At skrive lidt ad gangen, så jeg ikke overbelastede mit nervesystem, men til gengæld gøre det ofte og fokuseret, virkede til at være løsningen på mit problem. 

Jeg skulle akkurat gå til mit skrivearbejde som en professionel vægtløfter ville træne sig op til at løfte en rekordtung jernkugle: Hver sætning skulle formuleres i en fokuseret, ubesværet manøvre efterfulgt af en rundhåndet pause. 

Jeg startede med at skrive én sætning ad gangen. Senere, da jeg fik mere overskud, satte jeg det op til to sætninger ad gangen. Derefter tre, fire, fem. Jeg holdt mig hele tiden på behørig afstand af udmattelse.

Efterhånden som min arbejdskapacitet voksede, begyndte jeg at regne i minutter. Og efter en måned kunne jeg ubesværet skrive i 12 minutter ad gangen. 

Det oplagte havde været at fortsætte mit “genoptræningsprogram” indtil jeg igen nåede op på de 25 minutter, som på mange måder har været skriveprocessens gyldne tal siden italieneren Francesco Cirillo opfandt sin nu berømte “pomodoro-teknik” til tidsstyring. Teknikken hedder angiveligt sådan, fordi Cirillos æggeur lignede en tomat, og den går kort fortalt ud på at arbejde i intervaller af 25 minutter efterfulgt af fem minutters pause. 

Som forhenværende produktivitets-aficionado har jeg selv anvendt pomodoro-teknikken næsten religiøst, når jeg skulle skrive. Jeg har prøvet så godt som alle de pomodoro-apps, der findes i app store. (Hvis du er på udkig efter sådan en, vil jeg anbefale Focus Tomato for de lige dele motiverende og nedslående mundheld, der dukker op på skærmen, når tiden er gået.) Flere års rigid tidsstyring har vænnet mig til at tænke min arbejdsdag i bidder af 25+5 minutter.

Men var den indstilling, jeg tidligere havde til at skrive, overhovedet specielt efterstræbelsesværdig? 

Når alt kommer til alt, kunne man nok godt beskylde min blinde begejstring for produktivitet og tidsoptimering for at være medskyldig til, at jeg brændte ud til at starte med. Nu havde jeg en gylden mulighed for at gøre noget andet.

I alt for lang tid havde jeg skrevet som en bodybuilder ville træne: I lange seje sessioner, som tjener det eneste formål at udmatte kroppen mest muligt, nedbryde mest muligt muskelvæv. Nu var det på tide at skrive atletisk. 

Og det er altså historien om, hvordan jeg, en tidligere produktivitetsfanatiker, begyndte at sløse. Det vil sige, ikke bare sløse, men sløse strategisk. Det, jeg pludselig indså via Pavels træningsfilosofi, var nemlig, at afslapning og arbejde ikke er uforenelige, men derimod gensidige egenskaber i udviklingen af enhver færdighed. Det at skrive er ingen undtagelse.

Jeg indså med andre ord, at afslapning er smørelsen, der får skrivningens fuge til at glide. Uden den rette mængde hvile, ville jeg bare fortsætte med at slide en dybere og dybere plovfure. Hvis jeg derimod begyndte at udnytte mit sløseri til min fordel, kunne jeg opnå de samme resultater med en brøkdel af anstrengelsen. 

Derfor har jeg lige siden bestræbet mig på ikke bare at skrive let, men også lidt. Hvor jeg før kun var tilfreds med min arbejdsindsats, hvis jeg havde slidt i det en hel dag, er jeg nu mere end tilfreds, hvis jeg formår at skrive i 10-12 minutter en håndfuld gange i løbet af dagen.

Selvom jeg altså nu bruger radikalt mindre tid på at skrive end jeg plejede at gøre, består den største ændring nok i, at jeg ikke længere tænker på det at skrive som en slidsom og anstrengende proces i produktivitetens højere tjeneste. Nu skriver jeg for at øve mig. Tekstproduktion er i den forbindelse blot et naturligt (og selvfølgelig kærkomment) biprodukt. Det ironiske er, at jeg tilsyneladende udretter lige så meget som førhen på trods af, at min indstilling er grundlæggende uproduktiv…

Dette tilsyneladende lille, men i virkeligheden ret gennemgribende, skifte i indstilling medvirker til, at jeg hele tiden føler, at jeg har mere i reserverne, end jeg bruger. Jeg har ændret formlen, som fik mig til at brænde ud:

Ressourcer > Krav

Moralen med min historie er, at vi som skribenter ofte forledes af en stærk kulturel forestilling om, at skrivning er noget, man skal lægge meget tid og slid i for at få gevinst af. No pain, no gain, tænker vi. Men det er blot én ud af mange skadelige myter om skriveprocessen, som skygger for det, vi alle burde stile efter: At skrive ubesværet. Det er derfor, jeg med den her føljeton har sat mig for at opspore og formidle alle tænkelige fifs, tips og idéer, som kan lette skriveprocessen.

Vejen til at skrive lettere er fuld af forhindringer i form af alle de kulturelle vaner og myter, der omgærder skriveprocessen. Selv vores psykologiske programmering står i vejen, eftersom mennesker er prædisponerede til at lægge til fremfor at trække fra.2 Hvis vi møder modstand i skriveprocessen, er vi altså tilbøjelige til at blive ved med at lægge mere tid og flere kræfter i at skrive. Men som i mit eget tilfælde, er den bedste løsning nogle gange i stedet at trække fra, skrive mindre, gøre arbejdet lettere. 

At løfte lidt ad gangen er den letteste måde at løfte noget tungt.

Nu kender du min historie, men hvad med dig selv? 

Hvis du tilhører gennemsnittet, har du sikkert også en forholdsvis fast forestilling om, hvordan du “bør” strukturere din skriveproces — hvad enten det indebærer at skrive om natten, i sidste øjeblik inden en deadline eller at have en bestemt hat på, når du skriver (ja, det kender jeg faktisk en, der har). Selvom vi har en klar idé om, hvilke rutiner, der fungerer bedst for os, er det dog ikke nødvendigvis i overensstemmelse med virkeligheden.

Uanset hvordan du strukturerer din skriveproces lige nu, kan du i løbet af de næste to uger prøve at gøre det stik modsatte. Hvis du normalt sætter meget tid af til at skrive, prøv at skrive mindre. Hvis du er typen, der skriver i lange, sammenhængende tidsblokke, kan du forsøge dig med kortere intervaller drysset ud over dagen. Hvis du omvendt er en af dem, som skriver meget lidt, kan du planlægge faste tidspunkter til at skrive. Og så videre. 

Eksperimentér gerne med forskellige rutiner og læg mærke til, hvornår det føles mest ubesværet at skrive. Det fortæller dig, at du er på sporet af en lettere skriveproces.

Du er nu kommet til vejs ende i, hvad der endte med at blive et halvlangt første kapitel af en føljeton, som ellers handler om kun at skrive nok. Næste gang vil jeg fatte mig mere i korthed, måske. For at parafrasere den franske matematiker og filosof Blaise Pascals berømte undskyldning: Beklager, at jeg har skrevet et langt brev, men jeg havde ikke tid til at gøre det kortere.3

Skriv let, lev let.

/Hans

Det kan umiddelbart lyde skrupskørt, for hvorfor skulle man dog ønske sig at blive mindre produktiv? Svaret er enkelt: Fordi uproduktivitet faktisk er en fair pris for en lettere skriveproces.

Det er vist ikke en overdrivelse at hævde, at produktivitet i vore dage er et kulturelt imperativ, en moderne samfundslængsel. Personligt tror jeg bare ikke, at lykken ligger i altid at stræbe efter at producere så meget tekst som muligt. Jeg tror, at du er meget bedre tjent med at stræbe efter at gøre skriveprocessen så ubesværet som muligt og stille dig tilfreds med at skrive nok.

Der findes utallige skrivehåndbøger, som handler om at skrive mere, blive mere produktiv, bruge mere tid og flere kræfter på at skrive. Skriv let handler om, ja, at gøre skriveprocessen lettere, mindre krævende. Mere meningsfuld.

Lyder det som noget for dig? Så hop ombord! Jeg er taknemmelig for at have dig med på rejsen.

Føljetonen udkommer med et kapitel hver anden onsdag. Kapitlerne har ikke en fast form, men vil variere i længde og type. De kommer til at bestå af en blanding af essayistik, boganbefalinger, interviews, lommefilosofi, øvelser – og selvfølgelig en hel masse tips til at gøre din skriveproces lettere.

Det første kapitel udkommer i midten af april.

Mens du venter på første kapitel, kan du fundere over dette fantatiske uproduktive skrivetip fra forfatter og nobelprismodtager John Steinbeck:

Glem alt om nogensinde at blive færdig. Tab overblikket og koncentrer dig om at skrive én side om dagen. Du bliver glædeligt overrasket, når du en dag pludselig har skrevet 400 sider og faktisk er færdig.

Vi skrives ved.

Skriv let, lev let.

/Hans